#6: Hvor kvinder kigger på mænd og forholder sig til den magt og frisættelse, som iscenesættelsen kan give.
Det er gået lang tid siden sidste filmkaffe med et klogt menneske. Jeg har haft travlt med bog og havde også lidt svært ved at finde lige det menneske og den vinkel, der krævede en kaffe. Og så blev det et tv-program, der satte noget i gang. Og så blev emnet meget tydeligt. Kvinders blik på mænd.
Se, nu kunne jeg godt indlede med noget klogt om mænd, der ser på kvinder. Hvad ser mænd som Thomas Blachman og Hans Bonde, f.eks.? Men det er jo slet ikke nær så interessant, tror jeg, som det der sker, når kvinder ser på mænd. For vi kigger jo mindst lige så indgående, men vi snakker nok mindre om det end mænd gør. Og vi anerkender måske ikke altid den magt, der ligger i blikket. Jeg havde ikke hørt om Kathrine Windfeld, før jeg anmeldte ’Hamilton’, men jeg lagde mærke til forskellen fra første frame med Mikael Persbrandt. Et dvælende kamera, og en actionhelt, der i den grad blev serveret af en kvinde. Kathrine Windfeld er en erfaren instruktør, der samtidig har markeret sig som en stærk ligestillingsstemme, der også gør stereotyper nuancerede og, ja, sexede.
Det her skal IKKE handle om Blachman, men…
Godt! For det orker jeg faktisk heller ikke.
Er der forskel på det mandlige og det kvindelige blik?
Hvis du taler om det mandlige blik på kvinden og omvendt, så er der noget, der er ens, og andet, der er forskelligt. At se på hinanden som objekter der kan begæres, er det samme. Mandens blik på kvinden er det mest etablerede, der findes, hvorimod kvindens blik på manden slet ikke er i samme grad. Det er ikke verbaliseret, at det er det, der sker.
Filmskaberens blik er ret tydeligt. Du kan dreje det for publikum, som du vil. Eller stræber du efter en neutral, registrerende rolle?
Nej, slet ikke! Jeg er interesseret i følelserne, lidenskaben. Men det kan jo også styres. F.eks. er Hamilton en arketypisk figur; alle mændene vil gerne være som ham, alle kvinderne vil gerne knalde ham. Det var den historie, jeg skulle fortælle. Så når han havde slået nogen ihjel og var dækket af blod, så skulle vi selvfølgelig med ham i bad i filmen. Og lave billeder af ham iført et håndklæde i lejlighedens ensuite-stuer bagefter. Det var helt bevidst. Både for at ramme et kvindeligt publikum, og fordi jeg selv er interesseret i de billeder, og i at se mænd som seksuelle objekter. På den måde er kvinder og mænd jo ens.
Det så man bl.a. i action-scenerne. Det var jo smukt. Jeg tænker, at en mandlig instruktør ville have mere fokus på den skade, han kan forvolde, fremfor hans overlegne fysik, men det var nærmest ballet.
Det er jeg glad for, at du synes. Det var også meningen. Det skulle være æstetisk. Historien er jo fortalt før, så den skulle fortælles på en anden måde. Både på det fysiske og følelsesmæssige plan. Han skulle føle noget, der skulle være flere niveauer. Den moderne mand har følelser og han er ikke bange for at vise dem. Og kvinderne skulle ikke være passive, de skulle agere.
Hvordan var modtagelsen i Sverige? Du var jo inde og pille ved arvesølvet?
De var lykkelige. Den solgte 500.000 billetter. Men Sverige er jo også verdens mest kønsbevidste samfund. Det er politisk og det gennemsyrer det. Det er ligesom rygeloven, Storebæltsbroen og Dankortet. Ingen ville have det, men nu vil vi ikke undvære det. Det er et eksempel på, at politikere kan styre en udvikling, som mange måske ikke ønsker, fordi de ikke ved bedre. Men hvis det bliver gennemført, så vil indsigten komme. I Sverige har de kønsbriller på alt.
Som jeg ser det, er der en bevægelse i film om at flytte på billedet af manden.
Måske, men som feminist venter jeg stadig på, at de mandlige filmskabere kommer med nogle bud på, hvad den moderne mand kan og vil.
Film som ’Shame’ og ’Magic Mike’ er lavet af mænd, og er begge forsøg på at italesætte manden påny, men hvordan tror du, mænd tager imod de film?
Det kommer an på hvor bevidst du er. Hvis du er bevidst, kan du arbejde med de roller, hvis du ikke er, eller sågar er bange, så lukker du ned. Det, folk ikke forstår, bliver en trussel for dem. Så kommer aggressionen.
Er der nogle andre forventninger til dig som instruktør eller en anden magt, fordi du er kvinde?
Både og. Folk ved jo godt, hvad jeg står for efterhånden. Du skal være bevidst om din rolle, og jeg er meget styrende som instruktør. Jeg fortæller mine spillere, at jeg vil fortælle noget om køn. Og det vil de gerne. Mikael Persbrandt ville hellere end gerne have en kvindelig instruktør, fordi han kunne se, hvad han vandt ved det. Hans figur blev mere todimensionel. Og så blev vi jo ’forelskede’ i ham, mig og klipperen. Han sagde ’Piger, I holder mit nærbillede meget længere end jeg fortjener!’. Han forstår processen, og det er skønt. Men det kræver bevidsthed fra skuespilleren selv.
I danske film er manden ofte en klovn, der ikke kan finde ud af det… der er længe mellem den hele mand.
Neandertaleren, som kvinden skal redde. Ja, det er helt ulideligt. Og det er jo ærgerligt, også for mændene.
Har der for resten været en svensk kritik af den objektgørelse eller ’beefcake-ificering’, du udsatte Hamilton for?
Nej, man konstaterede bare, at det var det, jeg havde gjort. Men Hamilton er jo en arketype, der fortolkes hver tiende år, han er Skandinaviens Bond. Man får meget foræret i traditionen og figuren; en stærk mand, der kæmper og vinder til sidst. Man skal sætte en ramme for hvad han kæmper for og hvordan han kommer i mål, der skal noget sex med på vejen. Og en masse bomber!
Der er forskel på hvem, man iscenesætter Persbrandt som babe til, i forhold til det publikum, man iscenesætter sådan en som Megan Fox til, men—
Hvem er Megan Fox?
Hun er en starlet, der bl.a. er med i ’Transformers’, instrueret af Michael Bay. Det, jeg ville frem til, var dette: Er mandlige instruktører mindre bevidste om den magt, de har til at iscenesætte kvinder end kvindelige instruktører, tror du?
Hvis man skal generalisere, så er der flere bevidste kvindelige instruktører end mandlige. Og da vi er opdraget med de samme stereotyper i samfundet, så er det meget nemt at læne sig op af etablerede mønstre, medmindre man er bevidst om det; ’Manden er aktiv, kvinden er passiv’. Man skal aktivt bestemme sig for at gøre noget andet. Men der er flere typer af magt. Som instruktør kan du også præge stemningen omkring iscenesættelsen. F.eks. når kvindelige stjerner bruger en masse energi på at hjælpe den mandlige hovedrolle, som mange kvinder gør. Der tænker jeg, ’Hør, det er din scene, det har jeg ikke bedt dig om’. Så kan man som instruktør få hende til at holde fokus. En mandlig stjerne er opdraget til at han godt må tage plads.
Og nu skal du noget andet… nemlig instruere historien om Carmen Curlers?!
Ja, det har været meget ’politi og politik’. Nu har jeg jo castet så mange statsministre efterhånden, det kan jeg ikke blive ved med! Jeg instruerede tre afsnit af dramedy’en ’Rita’ i efteråret, og det var simpelthen så sjovt. Jeg har båret sådan nogle tunge, politiske ting, og det var en befrielse at lave noget i den lettere ende emnemæssigt. Jeg har længe været på udkig efter en film, der gav kvindefrigørelsen en ny vinkel, og Carmen Curlers var jo klokkeren. Et stort erhvervseventyr, der kun kunne lade sig gøre, fordi kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Jeg glæder mig meget. Billederne er fede i den historie. Jeg får tilbudt rigtig mange ting, og den her var lige til at gå til. Det bliver så skægt.
Det bliver noget andet end det emne, der fik dig til at stille op til det her interview.
Jo, bestemt. Men emnet interesserer mig og undrer mig allermest. Det undrer mig, at man herhjemme ikke kan se, at begge køn vinder på mere ligestilling. Det er så ærgerligt, at mændene bliver bange, for der er virkelig ikke noget at være bange for. Alle undersøgelser viser, at dér hvor ligestilling er højest, er lykken størst. Det er meget sjovere, når tingene er i øjenhøjde.
Er der kommet en modbevægelse af bange mænd, synes du?
Sådan en som Blachman… ej, jeg synes IKKE, du skal skrive om ham, men jeg tror slet ikke, at han er bevidst om, hvad han egentligt gør. Han vil gerne være progressiv og avantgarde, men han forstår ikke sit eget projekt, eller ser, hvor meget det rækker bagud. Jeg får helt lyst til at instruere ham, fordi hans monolog er så manieret. Det, han vil med det program er hjælpeløst, det hjælper slet ingen. Jeg synes, det er synd for ham.
Har du hørt Radio 24syvs ’Omvendte Blachman’? En nøgen journalist og to kvinder i studiet? Det er faktisk meget morsomt, personligt og fint.
Nej? Men det lyder, som om det kunne være ret sjovt. Mange mænd har ingen idé om hvordan det er at blive objektgjort. Jeg kan tydeligt huske, første gang jeg blev det. Jeg troede først, jeg havde gjort noget forkert, da det gik op for mig, hvorfor de kiggede. Det erlidt som en dør, man går igennem. Livet er ikke det samme bagefter.
Hvordan lyder det, når man laver radio nøgen? AK24syv m. René Fredensborg:
Udsendelse et med forfatter Susanne Staun og journalist Ditte Giese, første del og anden del.
Første del af udsendelse to med forfatterne Kristina Stoltz og Iben Mondrup, og anden del.
Første del af udsendelse tre med Joan Ørting og Linse Kessler og anden del.
1 Comment