Jeg var hamrende angst for at miste den mand og det job. Jeg mistede begge.

Hvad er det værste, der kan ske, hvis du mister dit forhold eller dit job? At du lærer at svømme og at klare dig selv.

Jeg har nok noget med vand. Jeg kan lide at være på det, ved det, i det, jeg kan lide at se på det. Jeg er lykkelig der. Men jeg er angst for at drukne. Jeg ved to ting om vand, udover at det er vådt. Den ene er, at folk, der dør på havet eller i havnen, ofte falder i, når de døddrukne forsøger at tisse i vandet. Den anden er, at hvis du ender i et såkaldt hestehul, hvor strømmen holder dig fanget, så må du ikke kæmpe imod, men lade strømmen føre dig ud igen. Ellers er det forbi med dig.

For et år siden havde jeg et job, jeg ikke var glad for, og som nok ikke passede til mig (eller omvendt). For et år siden brækkede jeg min venstre ankel ved et banalt vrid, blev stavnsbundet til mit eget hjem, mens jeg helede. Jeg møvede på bagdelen op og ned af trappen, når jeg skulle ud. For et år siden prøvede jeg at finde ud af, hvordan jeg skulle være i det, jeg troede, var et forhold.

For et år siden drømte jeg om at gøre noget andet med mit liv, men jeg turde ikke rigtigt. Jeg var begyndt at skrive klummerne her, men hvis jeg skal være helt ærlig, så tog jeg det ikke helt seriøst. Jeg regnede nok egentligt ikke med, at I læste de ting, jeg skrev. Undskyld! Det gør I, har jeg fundet ud. Tak for det.

I det år, der er gået, har jeg lært at give slip på andres rammer og at prøve at skabe mine egne. Lade mig føre ud af hestehullet, hen i mere smult vand. Være min egen redningskrans.

Nogle siger, at jeg er modig. Sådan at skrive om ulykkelig forelskelse, råt begær og pinligheder. Vel er jeg ej. Jeg må konstatere, at det blot er de emner, der grundlæggende interesserer mig. Jeg har ingen illusion om, at de klummer, noveller, romaner, og hvad jeg nu skriver, ændrer noget i andres liv. Men ved at stå rådighed, skrive om det, kan det måske være, at andre mærker noget almenmenneskeligt, fælleskvindeligt. At de ikke er alene. Eller ikke.

Jeg var hamrende angst for at miste den mand og det job. At svæve frit, ikke være nogens, ikke høre til. Det er en grundlæggende ting ved os mennesker; vi vil gerne høre til. Selv benhårde individualister må have en stamme. Men livet forandrer sig. Også det, der gør ondt.

Jeg stod uden begge dele omtrent samtidig. En tsunami af frihed, hvor jeg først var løftet op, og så kastet tilbage. Så lå jeg dér, på mit livs strand og følte mig både skibbruden og beruset af virketrang. Som en Robinson Crusoe, der ser realiteterne i øjnene og begynder at indrette sig.

Og hvad gør man så?…

BONUSINFO:
1) Har omtrent været uden knudemanden i lige så lang tid, som jeg var sammen med ham. Sært. Hvorfor er det mon sådan, at nogle mennesker fylder uforholdsmæssigt i et liv, de ikke længere er en del af?

2) Min redaktør elsker mine hjerte/smerte-klummer. Og dem om sex. Speaking of – elsker du ikke også at glo på skyer?

3) Jeg var ret vild med at være projektansat på mange måder, og det kickstartede en masse godt i mig. Måske er det sådan, man skal gå til forhold på? Tidsbegrænsede forhold? Så man skulle nå at få det bedste ud af det!

img_3108

Leave a Reply

%d bloggers like this: