Skønheden i alting – ****

 

Formlen for julefilm er ofte en historie, hvor ensemble og publikum går hele følelsesregistret igennem, inden der bindes en højrød kærlighedssløjfe om de mange tangenter. Eller også kæmpes med næb og kløer mod julestemningen. Denne film vil gerne være en del af genren. Tiden vil vise, om den finder en plads blandt ‘Die Hard’, ‘Love, Actually’, og alle de andre, der bjælder derudad i december.

Den sympatiske og dygtige reklamemand Howard Inlet (Will Smith) når bunden to år efter tabet af sin datter. Han går på job, men bygger kun sindrige dominoformationer. Han skriver breve til abstraktioner som Tiden, Døden og Kærligheden, og intet giver længere mening for ham. Hans venner og bureaupartnere ser fortvivlede til… og så begynder Howard at få svar. Men er det for sent?

Altså, dybest set er disse film en manipulerende omgang, skabt til få hjertet til at svulme og øjet til at knibe en tåre – og det er der absolut intet galt i. Som en juleaften kender vi forløbet fra fortvivlelse til forløsning og forsoning, og ved jo, at det er, som det skal være. Denne anmelder, der som udgangspunkt altid er venligt stemt, mærkede tydeligt, hvordan der blev hamret og spillet harpe på hjertestrengene – og hulkede alligevel på det tidspunkt, der var blevet skabt til netop det.

Der er ikke en eneste fejlcasting i filmen, der er et overflødighedshorn af talenter til stede (naturligvis er Helen Mirren særlig fantastisk som den ældre skuespillerinde, der er Døden), og de mange stjerner er simpelthen det, der redder filmen fra at være en tynd omgang, der alt for tydeligt vil på listen over julefilm for enhver pris.

De mange gode navne – Kate Winslet, Edward Norton, Kiera Knightley, Naomie Harris og Michael Peña – har vitterligt ikke meget at gå efter, men gør mere end deres bedste, også når deres figurer f.eks. ikke er særligt sympatiske. For Howard handler det om at finde sig selv igen, for de andre handler det (også) om at redde firmaet. Den evige (jule)kamp mellem kærlighed og kapitalens kolde kræfter! Julefilmsdilemma numero uno.

Der er små glimt af skønhed i det at være til i verden og også i denne film. Øjeblikke, hvor man både mærker en samhørighed med andre, en ny facet på at være menneske og hvor man ved, at man må suge det øjeblik til sig som en gave, som man bærer med sig videre. Det behøver ikke være dybt for at være godt. Og næste år får vi andre film og andre gaver.Collateral Beauty

Leave a Reply

%d bloggers like this: