Train to Busan – *****

Sang-ho Yeon

Det er i katastrofetider, at vi tager de valg, der definerer, hvem vi er som mennesker. Også i denne glimrende koreanske zombiefilm, der er genrens forfriskende nye rejsende.

Mens et udslip på en landlig kemikaliefabrik stille siver ud, kæmper en ambitiøs investeringsrådgiver (Yoo Gong) i Seoul med at være enlig far. Hans lille datter vil hjem til sin mor på sin fødselsdag. Og intetanende tager de afsted, mens en zombieapokalypse får bidt sig fast, både uden og indenfor toget mod Busan. Togvogn efter togvogn med unge, gamle, rige og fattige må indse, at de kun vil klare sig ved at stå sammen. Det eneste, de kan håbe på, er at overleve, til de når endestationen.

Toget er, naturligvis, en metafor for samfundet. Vognene er fyldt med arketyper, der repræsenterer forskellige lag, de mange facetter af det moderne Korea. Og der lægges ikke fingre imellem de pædagogiske optrin, så man kan følge, hvem der vil klare sig – og hvorfor. Men selvom historien så at sige standser ved samtlige mellemstationer, så er den stadig medrivende og effektivt fortalt. Sine steder chokerende og/eller sjov. Toget til Busan bumler afsted og det er bare med at holde fast.

Det interessante ved filmen er ikke dens high-concept, men at den vil mere. Så meget, at der udmærket kunne være skåret en halv time, man ikke ville savne. Men omvendt, så levner det plads nok til at publikum kan trække vejret, inden de levende døde angriber igen. Man hepper på den umage og stadig mindre flok af mennesker, der finder sammen og holder fast i det lille drys håb, som der nu er, når mennesker slipper egoismen. Andre er dumme svin helt til den bitre ende.

Toget er lastet med både action og scener med følelse, der er godt spillet og flot filmet, og alligevel så skramler det så håndholdt, at filmen ikke føles glat og poleret. Zombierne er klamme, skræmmende og tilpas simple. Filmen er pt. den største film fra og i Korea, målt i antal solgte sæder og har sat en heftig debat om demokrati og kollektiv afmagt i gang i sit hjemland.

Vi er ikke døde endnu. Lad os få disse minutter til at betyde noget. Zombierne er også du og jeg, hvis ikke vi passer på.

 

 

 

Leave a Reply

%d bloggers like this: