Silence – ****

Martin Scorsese

Hvad vil det egentligt sige at tro? Ærer det Vorherre at holde fast i sin overbevisning, selv under de hårdeste omstændigheder eller er det blot hovmod og stædig egoisme?

To unge jesuitter-præster drager i 1637 fra Portugal til Japan for at finde ud af, om deres mentor har frasagt troen. Japan, der i perioder har åbnet sig for omverdenen, er i færd med at lukke sig helt. Den kristne menighed, der er bygget op i landet, er nu dømt lovløs. I mødet med de fattige, japanske kristne bliver de unge portugisere (Andrew Garfield og Adam Driver) udfordret på deres tro og truet på deres liv i deres søgen efter Pater Ferreira (Liam Neeson).

Det er en intens og voldsomt smuk film. Naturen er vild, taktil og overvældende, mere ubønhørlig end Gud og mennesker. Man mærker, hvordan japanernes forhold til elementerne både er konkret og spirituelt. Hvor meget, der adskiller og forbinder de to kulturer. At rejse om på den anden side af jorden til en farlig og uvis skæbne, kun på grund af sin overbevisning, minder om kamikaze-piloternes indædthed og villighed til at ofre sig. Omvendt er den inderlige, personlige tro en torn i øjet på de japanske magthavere. Individet går ikke før fællesskabet.

Martin Scorsese har i sin lange karriere ofte kredset om eneren, der enten er fanatiker eller klartseende, og om forrådelse. Det gælder især ‘Taxi Driver’, ‘Casino’ og naturligvis ‘The Last Temptation of Christ’. Den roman, som filmen her bygger på, er skrevet af den japanske forfatter Shusaku Endo, der selv blev katolik som dreng, og ofte havde en Jesus-agtig figur i sine værker. De er et godt match, Endo og Scorsese, selvom symbolikken er tung. Tortur, hvor kristne døbes i vand fra kogende kilder eller det ubarmhjertige tidevand. Judas, forræderen, der er nødvendig, så Jesus kan ofre sig for menneskerne.

Man mærker, at Scorsese brænder for historien (han har været 27 år om at lave den). Han er tæt på dens forfatter og det fremmedartede og alligevel intime blik på Japan. Færden som søgende og troende, pinslerne ved at føle sig fortabt, bærer filmen elegant fra bog til lærred.

Hvert eneste billede er kælet for på den mest diskrete måde, båret af følelse. Det er Andrew Garfield, der bærer vægten af filmen på sine smalle præsteskuldre. Ungdommelig, stolt og fortvivlet over den kølige og rolige ondskab fra magten, og afmægtig over de kristne japanere, der lider og tror så inderligt, fordi de ikke har andet.

Undervejs er historien en smule lang, gentagende, men det giver mulighed for at meditere og lade det synke ind, mens man lægger mærke til nuancerne i skuespillet, farvernes skift. Det blå hav, den grå dis, de grønne bjerge. Ilden fra bålene og i blikkene. Mudderet fra markerne, støvet i byen. Og over alle liv, solen over sit rige. Når den er sunket for sidste gang, er man udmattet, men ville ikke have undværet noget.

Leave a Reply

%d bloggers like this: