Hjemme i Verden – En portrætfilm om Kirsten Thorup – ****

Torben Skjødt Jensen

Det er forfatter Kirsten Thorups ord, der løfter denne film fra det middelmådige til det interessante. Hendes rolige intensitet, når hun fortæller om sin barndom og ungdom, der fører hende til København, til at skrive.

Det er ihvertfald ikke den let amatøriske fotografering, hvor skiftene mellem blikretninger, stilarter og miljø virker utjekkede. Ofte distraheres man af forfatterens stærke blik, der ser til siden, forbi os. Ikke fordi Kirsten Thorup undviger, men fordi interviewer og kamera er alt for langt fra hinanden.

Alligevel lytter vi. Fornemmer en kunstners tilbageblik på rejsen mod at blive sig selv. Samt en fortællelyst, hvor man mærker, hvordan rejsen giver genlyd i hende, mens hun genfortæller, møder sit unge jeg. På mange måder et helt almindeligt pigeliv, ikke det store at skrive hjem om. Men alligevel er det kimen til en af Danmarks mest betydelige forfatterskaber. Eller kom det først i mødet med København? Det fortaber sig et sted ved Gelsted.

Hendes ord om skriveprocessen er uforfængelige, ærlige og befriende. Filmen har enkelte smukke, æteriske vignetter, hvor vi møder teksten. De er kunstnerisk forløst, en glimrende måde at gøre teksten levende på. Filmen er krydret med billeder fra det Thorupske familiealbum, vi ser den store piges nysgerrige øjne, den yngre kvindes bevidste og sensuelle afsøgning af motiver og vi mødes af den modne kvindes afklarede blik.

Savnes andre stemmer? Måske. Kunne vi få sat Kirsten Thorup mere i perspektiv? Vi hører ikke, hvem hun har betydet noget for, det ligger implicit. Jeg ville ønske, vi kunne se klip fra TV-spillene, høre anmeldelserne. Omvendt kan man argumentere for, at det pragtfuldt at hun ikke bliver afbrudt eller sat i bås. Kunne hun sætte sig selv mere på spil? Ja, men Kirsten Thorup har vundet retten til at være så åben eller lukket, som hun lyster. Hun er ikke nærig i teksten.

Men de mange sceneskift rundt i barndomslandets jyske landsby, de store forskelle i lyd og lys, fortynder desværre intensiteten i Torben Skjødt Jensens ’Hjemme i Verden – En portrætfilm om Kirsten Thorup’.

Leave a Reply

%d bloggers like this: