Vold i kærlighedens navn – *****

Christina Rosendahl

Timingen for denne fremragende dokumentar om kvindekrisecentret Dannerhuset kunne ikke skræmmende nok ikke være bedre. De sidste par år har vist behovet for en nuanceret og vidt forgrenet debat om voldtægt og senest har #metoo-kampagnen fået mange øjne op for overgreb, reaktionerne, skammen og følgerne af dem.

Med enkel, nærværende kameraføring og et roligt, poetisk tempo kommer vi tæt på nogle af de 18 kvinder, der bor på Danner. I princippet kunne de bo på et af de andre (og alt for få) centre for kvinder, der er ramt af partnervold. Selvom statistikken taler sit eget, hårdtslående sprog, anses partnervold som noget privat, hvad enten den er psykisk eller fysisk. Kvinder bliver slået og slået ihjel af mænd hver eneste dag og hver eneste måned.

Christina Rosendahl har gennem fem år skabt en intenst vedkommende film, der stille ryster sit publikum. Er det ubehageligt at lytte til kvindernes historier? Ja. Men ikke i forhold til at leve de liv. Filmen er et lavmælt skrig efter frihed, et insisterende håb om ‘aldrig igen’.

Vi ser ikke den situation, kvinderne er flygtet fra. Vi ser ikke mærkerne, men vi hører deres stemmer. Det er nok. Selvom man aldrig vil kunne forstå dynamikken i et voldeligt forhold, med mindre man har været der selv, så mærker man efterveerne. Længslen, skuffelsen, skammen. Håbet om et nyt liv.

Vi suges ind i nærstudier af ansigterne på de kvinder, der hjælper andre kvinder. Mærker hvor vigtige de er. Kvinder deler deres historier, deres afmagt, fordi de har følt sig helt alene. De får selvindsigt ved at blive lyttet til, taget hånd om og taget alvorligt. Det er sådan set det eneste, de beder om. Mændene har fyldt alt. Her er de fraværende.

Gør det noget? Nej. De mænd, der begår partnervold, kan få deres egen film, hvis en instruktør ville bide sig fast i det emne og få dem til at fortælle. Det kommer nok ikke til at ske.

Leave a Reply