Så dø dog.

Illustration: Jonathan Wolstenholme.

Jeg burde virkelig ikke skrive dette indlæg. Men jeg kan ikke modstå længere. Min bunke med krimi-kritiske avisklip er muligvis blevet gulnet, men den vokser stadig. Og den tippede så i går, da den seneste tirade blev lagt ovenpå.

Jeg burde ikke skrive dette, for jeg sidder jo selv og skriver på en krimi. Som kommer ud næste år. Jeg er allerede nu spændt på, hvor mange tæsk, den får. For det får den sandsynligvis. Så jeg er hamrende inhabil. Sorry.

Men nok om mig. Det, der får mig til at både græmmes og undres, er den anklage, der hænger truende over krimierne og deres forfattere. Både, når man holder sig indenfor de såkaldte genrekonventioner, bryder dem – eller bare forsøger sig med at skrive noget, hvor der ikke er noget unaturlig død indover.

Min lille bunke fra egne aviser er ikke bestemt udtømmende (det ville kræve flere abonnementer, end denne forfatter har råd til). Men jeg tror desværre, den er repræsentativ.

Følg med fra vinter til vår, uden at tonen eller tanken bliver meget varmere:

20. januar: ”[…] hvor titlen som krimidronning generøst hæftes på diverse skrivende kvinder, som nok kan skrue en blodig historie sammen, men sjældent giver skurken og hans/hendes dæmoner overbevisende liv. Kun opklaringen slår i bedste fald gnister, sjældent morderens psykologi. Generelt slipper der i disse år for mange tomme kalorier gennem forlagenes kvalitetskontrol, når blot de kan skrive kriminalroman på titelbladet. Overliggeren sættes for lavt. Det danske krimimarked er trods en håndfuld opløftende undtagelser på vej til at blive de misrøgtede muligheders holdeplads.”

27. januar: ”Når man læser den habile krimiforfatters forsøg udi en genre, som ikke er båret af spænding, mord og blod, opdager man derfor også, hvad det er en krimi kan leve uden: den behøver hverken rumme menneskelig indsigt, flertydige plot eller flerdimensionelle karakterer for at virke og fængsle.

17. februar: ”Når jeg arbejder intenst på et operaforløb, hvor man virkelig kommer i dybden med de store spørgsmål, er krimier fantastisk parallellæsning. Man behøver ikke tage stilling, men kan bare lade sig rive med.

16. marts: ”I de perioder, hvor jeg arbejder meget, ligger der altid en krimi på bordet. Før jeg slukker for lyset, får jeg lige slået hjernen helt fra.

17. marts: ”[…] krimiforfattere er ofte forbløffende konventionelle (for ikke at sige kedelige) at høre på i interviewsammenhænge. I modsætning til mange lyrikere og romanforfattere (sic, red.) har krimiforfattere sjældent noget nyt og overraskende at fortælle, hvad angår deres kunst, sig selv og deres forfattergerning. Her voves meget lidt.[Herefter kritiseres en navngiven forfatters citater] Ja, det er voldsomme eksistentielle problemer nogle krimiforfattere roder med: Hvor stort forskud skal jeg forlange?”

Nåh. Javel, ja.

Det er en tveægget kritik. På den ene side bliver krimi anset for ikke at være kunst og da slet ikke rigtig litteratur. Krimien er flad, banal og kræver intet af sin læser eller sin forfatter, og det bliver faktisk ment som en slags ros.  Det er bøger, der ikke er skrevet af en rigtig forfatter, men krimiforfatter. Og som i hvert fald ikke skal komme for godt i gang med hverken af prøve på noget nyt eller andet.

Nu kan jeg kun tale på egne vegne, men tænker at de forfattere og forfatterinder, jeg kender indenfor denne type af litteratur har det på samme måde, når de læser disse udmeldinger i avisen: What. A. Load. Of. Crock.

I virkeligheden rækker de nok bare tunge. Og smøger skriveærmerne ekstra stramt op. Ikke for at glæde litterati’erne, men for at overraske og glæde sig selv og læserne. Fordi de bliver nødt til det.

Selvfølgelig er der dårlige krimier, såvel som der er dårlige bøger indenfor alle genrer. Og det er på alle planer helt OK, hvis man ikke kan lide krimier. Men jeg undrer mig lidt over den blanding af indædt fascination og væmmelse, disse slemme, slemme bøger bliver holdt ud i strakt arm med. Som var disse værker små lig, der allerede var i forrådnelse, men som nogen simpelthen er nødt til at pirke i med en pind, for at se om der kom noget spændende ud af skroget.

Jeg vil ikke trække det ellers udmærkede kort, der hedder: ’krimien som samfundsorientering og debatskaber’. Eller ’krimien som ventil for læserens/forfatterens dæmoner’. Jeg vil heller ikke dvæle unødigt ved det ironiske i, at nogen mener at romaner hvor rammen er døden, ikke handler om noget dybt.

Jeg vil bare sige, at jeg ikke tror, at der er en eneste af os, der sætter os til tasterne for at lade nogen dø, der har som ambition at skrive noget dårligt. Vi gør det, fordi vi ikke kan lade være.

I mit eget tilfælde prøver jeg at gå mine egne veje indenfor genren. Jeg ved ikke, om det lykkes. Om det er underholdende, vedkommende eller velskrevet nok. Jeg bruger lige så meget af mig selv som andre forfattere gør. Alle mine lig, mordere og opdagere er små bidder af mig. De kommer et sted fra. Jeg lider af samme angst for den hvide skærm og den samme tvivl om ordene er gode nok, som enhver anden forfatter.

Men jeg prøver at skrive den bedste litteratur jeg kan, og hvis jeg skal slå nogen ihjel undervejs for at fortælle noget om at være et menneske, så kan jeg godt leve med det.

Leave a Reply

%d bloggers like this: