Nobels Testamente – ***

Peter Flinth  –
stjerner

Ambition er en god ting. Med måde. Forskningsverdenen er ikke bare petri-skåle og rotteforsøg – det er også big business og ambitioner uden grænser. Men hvor langt må man gå for sine idealer? Eller for at få historien i hus?

Vi er i klassisk femikrimi-territorium med den egentligt ferme indspilning af Liza Marklunds sjette bog om journalisten Annika Bengtzon. Og det er nok desværre filmens svage punkt.

Den dygtige og kompromisløse tabloidjournalist Annika (Malin Crépin) bliver vidne til to drab under den celebre Nobelfest, hvor årets kontroversielle medicinske vinder og forkvinden for komiteen bliver skudt af en inciterende kvindelig lejemorder.

Tingene er naturligvis mere indviklede end de ser ud til (men dog ikke mere end alt går sømløst op til sidst) – og Annika må tage affære og finde sandheden, mens hun bliver presset både på jobbet og derhjemme.

Selvom bogen kun har seks år på bagen, er der noget vældigt altmodisch over set-uppet, fordi Annika konstant er i konflikt med sine ambitioner på sine egne og sit fags vegne, og så kravene på familiefronten.

Læren er øjensynligt, at kvinder ikke kan få succes på den ene front uden konsekvenser for den anden. Aldrig kan de to sider mødes, og mændene omkring vores kække hovedperson forstår ingenting. Ingenting alls!

Troværdigt? Njah. Hverken derhjemme, hvor der ikke er megen forståelse for karrieren, eller på jobbet, der ikke tror, man kan klare mosten, fordi man er blond, har lange stænger og i øvrigt skal hente sønnike på fritidshjemmet og nå en deadline.

Filmens mænd træder ikke i karakter, men reduceres til flimrende bipersoner, mens Annika stilettramper gennem Stockholm for at afkræve mennesker svar og komme til bunds i den fæle historie, der gemmer sig bag drabene.

At hive hverdagens kvindeliv og triste koteletter i fad ind i en krimisammenhæng var nyt, da Liza Marklund slog igennem med denne topsælgende og letlæselige serie i 1998. Siden har der været en syndflod af femikrimier på tryk og på film, så Annikas liv virker lidt som gårsdagens nyt. Ikke længere en kioskbasker.

Bøgernes kernepublikum vil nyde filmens genkendelighed, andre vil være fint underholdt af spændingen, der løfter niveauet sporadisk. Men selv garvede krimilæsere og -seere er parat til at blive udfordret mere end de bliver i dette dansk-instruerede bidrag til den ursvenske krimi-kanon.

Som den kække journalist (også en kliché efterhånden) Annika skildres, så kunne hun ærligt talt godt have som ambition at finde en ny vinkel og mere dybde.

Annika B. er på sagen.

 

Leave a Reply

%d bloggers like this: