Gå over sporet, der kommer mord.

Sjældent har jeg været så mørbanket, som jeg er, mens jeg skriver disse linjer i toget hjem fra krimimessen Horsens. Fuldstændig lammetævet, svimmel og lettere kvalm, fordi jeg har drukket for meget dårlig kaffe og kørt baglæns. Og alligevel har jeg allermest lyst til at danse på det spinkle kupébord, kramme den alt for energiske togsteward, der er kommet igen og igen, inden den første kop kaffe kunne nå at blive bundet. Årets messe har været et festfyrværkeri. Et mordets Roskildefestival, minus mudder, fulde mennesker og lugten af urin.

Der er et eller andet bizart over at en stor forsamling af mennesker samles om ord, der handler om mord. Side op og side ned, samt paneldebatter og interviews om forrådnelse, svigt og lemlæstelser. Alle deltager i løjerne med fryd. Som forårskåde dyr misser vi messegængere mod solen over Statsfængslet, når vi bliver lukket ud fra endnu en forfatters eller fagpersons forklaringer på egne eller andres mord, hvad enten de bryder eller befæster krimiskabelonen, der trækker alt fra bestialske til blodfattige spor gennem litteraturhistorien. Alle krydser et spor, der rækker ud og inviterer til at komme nærmere, helt ind hvor det er så ondt, at det gør godt.

Og det hele er opløftende ad Helvede til, selvom det foregår i slidte, institutionelle rammer, der ligner noget der er løgn, men ikke er det, og selvom ordene giver billeder i hovedet, der virker rigtige og forfærdelige, men ikke er det heller. Fordi vi er sammen om det, fordi dem, der skriver, er lige så lykkelige over at være blandt ligesindede, som dem, der læser. Alle er tæt på, alle pisker rundt fra det ene punkt på programmet til det andet. Fik du hørt Anna Grue? Hvem fanden er Simon Beckett? Og var de der svenske søstre ikke bare dødsympatiske? Har du købt nogle bøger? Skal du med til middagen i aften? Hvem skal du høre nu?

Helte og skurke får ondskaben og kærligheden at føle i de værker, som folk kommer og præsenterer. Små, blodige og hårdtslående babyer af papir til messepris. Jeg kunne mærke kærligheden mellem os der var her, uanset om det var prisbelønnede bestsellerforfattere, hardcore forlagsfolk, anmeldere eller pæne damer af en vis alder, der aldrig kunne gøre en flue fortræd. Alle med øjne, der tindrer, brede smil, og hovederne fulde af ord. Og mord.

I dag har jeg mødt gamle krimivenner, forhåbentligt skabt mig nogle nye, diskuteret, netværket og heppet på debutanter, der endelig, endelig er udkommet. Jeg vil gerne skabe mine egne spor og stå der selv næste år og prøve at forklare, hvorfor det er nødvendigt for mig at skabe død på skrift. Jeg kunne slå ihjel for det. Så det gør jeg.

Efterskrift: Jo, de drikker skam også – men først bagefter!

Leave a Reply

%d bloggers like this: