Kvinden i buret – *****

Mikkel Nørgaard
stjerner

Det er altid vanskeligt at lave bestsellere om til film. Ethvert valg og fravalg vil have den konsekvens, at fans kan stille sig på bagbenene og hævde, at sådan ser det altså ikke ud.

Det er klogt at alliere sig med forfatteren. Kald det Anne Rice vs. Tom Cruise-forholdsreglen. Det virker. Er forfatteren ombord, så vil fans nemmere sluge de kreative friheder, som instruktøren tager sig. Og de skal tages, de friheder. For filmen skal kunne stå selv som værk.

Forfattere har, naturligt nok, også holdninger til film og skuespillere, der skal gøre bogen levende. Jussi Adler-Olsen insisterede på Nikolaj Lie Kaas som Carl Mørck i denne første af fire planlagte spillefilm om den fiktive Afdeling Q.

Kort fortalt: Mørck bliver sat til en møgtjans med at sortere i uopklarede sager, men kan ikke lade være med at interessere sig for en yngre, kvindelig toppolitiker, der forsvandt sporløst.

Biografgængere og/eller krimilæsere kan indvende, at Kaas er med i alt på film og TV, og at han er for ung til at spille bøgernes midaldrende efterforsker. Og det har de ret i. Men man overgiver sig til hans nedbrudte, krøllede figur. Aldrig har et gummiansigt set mere bittert og sammenbidt ud. Han er fremragende.

Skurken, som ikke skal afsløres her til de fem-syv, der ikke har læst bogen, er også fænomenal. Og kvinden selv (Sonja Richter) vibrerer med en sej, sart nerve.

I det hele taget fungerer castingen og instruktionen over en kam, så det er en fryd. Især fordi Mikkel Nørgaard og Nikolaj Arcel (manus) har strammet og intensiveret plottet og persontegningen, så der ingen mislyde er. Ingen.

Væk er bogens lidt sludrevorne, slingrende skriven-historien-frem stil med replikker, der ikke altid var mundrette, men helt sikkert sjove for forfatteren at skrive. Filmen er en stram, stemningsmættet krimi. Smukt filmet, godt tempo og stærke præstationer. Små running gags, der giver små afbræk, uden at være påklistrede.

Der er masser af skæve kommentarer og sylespidse replikker i filmen, især leveret af Fares Fares som Mørcks nye assistent Assad, der måske er filmens største scoop. Stærk som en bjørn, blid som et lam og med et blik, der har set lidt af hvert. Serveret med en sort, underspillet humor og en evne til at række ud, når det er nødvendigt.

Indvendinger? Måske denne: At kreativ frihed er skønt, men det er lige påfaldende nok at henlægge en bid af handlingen til Sverige uden grund. Det skulle da lige være at få fingre i en svensk/nordisk filmfonds rare penge. Det må kunne gøres mere subtilt. Men skidt, det lever vi med.kvindeniburet2

1 Comment

Leave a Reply