Det er i den grad blevet forår. Safter og meninger stiger, og de skallesmækkende mimoser blomstrer og brøler i indlæg i alle slags medier.
Jeg taler om debatten om den litterære kritik, der buldrer løs i de her dage. Måske har du fulgt med?
Jeg taler både om den del, der handler om identiteter og den del, der handler om anmeldermagt og ankenævn. Hvis du ikke som jeg fornøjes ved at snadre i den litterære andedam, så er her et rids, ikke hele baduljen:
Sat meget på spidsen, så er der en opfattelse af, at en del anmelderi kører på rutinen. Hæderkronede personligheder med letgenkendelig særegen smag er toneangivere, måske båret frem af pressede redaktioner, der hellere vil lade en person, der sandsynligvis ikke vil bryde sig om bogen, om at anmelde.
Og der er forfattere, der ser en blindhed hos visse anmeldere, der kommer af at være en midaldrende hvid mand. Jeg har kæmpet lidt med netop dette indlæg, så jeg magter ikke at gå ind i tankesættet, der fører til den konklusion. Ikke lige nu.
Så er der virakken om Henrik Dahls dårligt anmeldte skønlitterære værk, der har ført til hans krav om et ankenævn for litteraturanmeldelser. Ideen er både blevet bakket op og pillet ned af folk med langt større kendskab til det litterære miljø end jeg. Selv finder jeg forslaget latterligt. Også fordi det kommer fra en sociolog, der har anmeldt bunker af skønlitteratur, nedgjort andre i kommentarer med mere. Som netop ofte har været en modstemme, der lagde sine egne idiosynkrasier til grund for vurderingen,
Nej, jeg har min egen konklusion. Som jeg vil ryste på hovedet af om mange år (og forhåbentligt mange værker), men i al mit debutantagtige vovemod vil jeg prøve at gøre den klar.
Der er en uskreven regel (som dog ofte bliver hvisket af erfarne og søde forfatterkolleger) om at forfattere ikke bør gå i rette med deres anmeldere. Om det er frygten for at blotte sig, blive blacklistet eller bare fordi man er bange for at vedkommende har ret, ved jeg ikke.
Dengang jeg blev fremhævet positivt i anmeldelsen af ‘360°’, sagde min ven, der er musikanmelder: Vi tager også fejl. En anmeldelse er et udtryk for, hvordan anmelderen lige præcis blev ramt eller ikke ramt af værket – og ikke en skid andet. Os, der bliver anmeldt, skulle tage det mindre personligt. Selvom jeg egentligt bare ville have, at han glædede sig på mine vegne, har manden jo ret.
Det betyder ikke, at det ikke kan være svært. Og personligt.
Jeg har fået dårlige anmeldelser. To styk. Jeg har ikke lagt dem op her, fordi jeg dels var muggen over dem, dels frygtede at de kunne afskrække folk fra at læse mine ting. Og især den ene forvirrede mig. Den gjorde mig først rasende, siden flov på anmelderens vegne.
I al sin enkelthed, handler de 133 ord og to stjerner om, at anmelderen ikke tændte på den type sex, jeg har med i ’Smerten selv’. Og når han ikke gjorde det, måtte det være en dårlig bog. Det skrev han. Manden beskæftiger sig til dagligt med sport, hvilket han er god til, så vidt jeg kan se. Selv ville jeg aldrig nogensinde vove at vurdere sportspræstationer. Men det skal ikke afholde ham fra at kaste sig over litteraturen. Ikke at der var et gram litterær kritik i anmeldelsen. Intet om plot, persontegning eller sprog. Den var bare ’på sin vis dragende og frastødende’. Han ’læste den dog til ende’. Javel. Det er vel også hans job?
Jeg tror, der måske er andre regler for såkaldt genrelitteratur. At den må tage til takke med hvem som helst. I betragtning af de mere finlitterære typer, der brokker sig over kvaliteten i de krimier, der kommer ud, så er det spøjst, at man ikke forlanger litterær kritik i anmeldelserne, så man kan højne niveauet eller konstatere, at så slemt ser det måske heller ikke ud. Krimier får lige så mange stjerner som alt muligt anden skønlitteratur. Men det er en anden snak.
Det, der slog (pik)hovedet på sømmet for mig, var at han tændte af. Undskyld? Men jeg har ikke skrevet min roman for at ophidse anmeldere. Heller ikke selvom jeg skriver om det erotiske som drivkraft i et plot, der har mord med. Jeg forsøger at twiste genrekonventionerne; man kunne jo se på det, hvis man synes at ’det buldrer derudaf med kropsvæsker i romanen’. Eller på sproget.
Filmanmeldere går til værkerne på en anden måde. Muligvis fordi der er længere til Hollywood end til Gyldendals efterårsreception. Jeg har altid forsøgt, uanset genre, at sætte filmen i en sammenhæng, give noget videre til dens mulige publikum. Jeg kunne aldrig drømme om at sable ned, bare fordi jeg personligt tændte af.
Men må man godt være personlig? Når man giver eller modtager kritik? Jo, til en vis grad. Det er jo klart, at jeg også bliver ramt eller ikke ramt af et værk. På grund af mit liv og personlighed. Og hvis jeg græder over en film, så må jeg jo forholde mig til det. Ved at skrive dette indlæg blotter jeg mig nok. En smule.
Og egentligt er det vel også modigt, at sportsjournalisten tør blotte sig på den måde. At han ikke kan se, at han gør netop det, fremfor at bedrive litterær kritik, er så i min optik et udtryk for en del af den blindhed, der hører til at være i netop hans segment.
I dag er jeg glad for, at jeg ikke svarede igen. Men jeg er samtidig glad for, at Jes Stein Pedersen, litteraturredaktør på Politiken, og en markant stemme i den her debat (som vel ikke interesserer andre end anmeldere og forfattere, hvilket er rigeligt), opfordrer til kritisk genmæle, hvis man føler at anmeldelsen er helt ude i hampen.
Men som min redaktør sagde, da jeg rasede ud oppe på forlaget: Det betyder ikke en skid. Hverken for salget eller for om du kan skrive eller ej.
Det har jeg sagt til Henrik Dahl. Og det vil jeg sige til enhver, der ønsker at skrive.
En anmelder får aldrig det sidste ord. Det gør læserne. Og en anmelder må æde sine ord, når og hvis man kommer kunstnerisk stærkt igen.
Man må aldrig sidde og vente på domme fra lemfældige bladsmørere og kompetente kritikere. Man må skrive videre. Og gøre det godt.
Jeg prøver på det.
PS: Kommenter nedenfor, hvis du synes, jeg skulle lægge den anmeldelse op.
