Monica Z – *****

Per Fly
5hjerter

 

 

Prøv lige at sige ’jazz’ på svensk. Det lyder omtrent sådan her: Yaahss. Og sådan er Per Flys seneste film, der følger den svenske nationalskat Monica Zetterlunds vej fra det svenske folkhem til glamourøs stjerne. Altid på vej, altid fulgt af dæmoner og drømme.

Filmen er et pragtstykke, der toner både stille og bragende med en fuldbyrdet klang. Fuld af jazz og det aah, der er Edda Magnasons sødme på en bund af knust glas.

Hendes klokkeklare gehør for dybderne i en kompliceret kvinde; det klare blik, der flakker usikkert i begyndelsen, begejstret og lynhurtigt pillet ned igen. Senere fast besluttet på at gribe efter drømmene. Siden svømmende. Hendes timing er tindrende. Og stemmen har vidunderlig varm kant, både i dur og mol.

Magnasons Monica Zetterlund ligner en af Hitchcocks kølige blondiner, men er en sjov, folkelig og fræk møgunge fra provinsbyen Hagfors. Hun æder kameraet og Peter Birros ferme manus, mens Monica fortærer livet og kræver alt af sig selv og dem omkring hende. Pragtfuld, øretæveindbydende ambitiøs og selvkritisk.

Som kunstner var Monica Zetterlund ofte før sin tid. Som kvinde bundet til sin fortid og samtid. Hendes higen efter anerkendelse er en sult, båret af sarthed og jernhårde stolthed, når hun i glimt mærker succesen. Og stadig hungrer.

Den solbrilleklædte, storrygende blonde rebel på en landevej. Den dårende diva. Boblende og brændende.

Der er sikkert dem, der finder at filmen og Fly tager sig rigeligt med biografiske friheder. Mange virkelige begivenheder er flyttet til det tiår, hvor Zetterlund slog igennem for dramaturgiens skyld. Det får man strunta i, for at sige det på godt svensk.

’Monica Z’ er ikke uden fejl, men den er smuk og rammer så godt som rent. Regi og fotografi er i top, den store skønhed hviler på et solidt fundament af fine præstationer. Sine steder lidt sentimental og mindre elegant, javist. Men med den tragiske skæbne, der blev virkelighedens sangerindes lod, da hun blev Hele Sveriges Monica og mistede sig selv, så må det blive sådan.

Denne anmelder overgav sig, tænkte fan heller og tog lommetørklædet frem.

523ae0848054a

Leave a Reply

%d bloggers like this: