Det Sørens overskud i hverdagslimbo.

Undskyld, at jeg ikke har skrevet. Ikke her. Og ikke nok i den nye bog. Jeg vil gerne bilde dig ind, kære læser, at jeg har danset på borde, rejst, tænkt eller noget andet stort.

Men det passer ikke. Jeg havde bare ikke rum i mig til andet end at leve, arbejde, hænge sammen fra dag til dag, uge til uge. Det er lille skærsild, som er et helvede at være i. Ikke et voldsomt inferno, bare sådan et gnavende, udmarvende hverdagslimbo, som er svær at komme ud af.

Det er en blå og tung fornemmelse, når euforien over at få udgivet en bog er fordampet. Når den er glemt, glæden ved at forvandle skrift til sætninger, kapitler og historie. Blåtonerne bliver mørkere. Overskud bliver til underskud.

Og så lysner det i glimt, midt i det blå. Fordi andre rækker ud. Og jeg kan ikke andet end strække hænderne mod det, prøve at mærke at der alligevel er noget, som nogen synes, jeg kan, også når jeg selv tvivler.

Jeg er blevet bedt om at medvirke til arrangementer. Jeg skynder mig altid at sige ja.

Og jeg var i Holstebro for at fortælle om min vej til udgivelse. Tilhørerne var unge, kommende forfattere på Forfattergrundkurset på Dansk Talentakademi. Min frustration over at være i limbo, over en enkelt dårlig anmeldelse, over alt muligt, piblede ud, men deres mange spørgsmål fik mig til at løfte mig over det. Fandt noget, jeg kunne give videre, noget de kunne bruge. Og de gav mig så meget.

For en uge siden besøgte jeg min gamle dansklærer. Som jeg ikke har set i årevis. Han bor stadig i det lille, fine hus med en skøn kone. Der var en talentfuld, kunstmalende søn og et skønt barnebarn. Og plads til alle. Jeg tog mine børn med, de følte sig hjemme i det hus. Som jeg altid har gjort. Det gjorde godt at være til der, i køkkenet med bræddevæg og orange komfur, og han røg pibe og vi talte om levende og døde.

Hans stemme er stadig buldrende malmfuld, skægget viltert og øjnene milde i det fregnede ansigt. Og han husker ting, jeg har glemt. Min umulige lille cykel på lejrskolen på Møn. Den havde jeg glemt. Jeg kunne bedre huske at kysse med klassens længste dreng i en kornmark tæt på klinten.

Den mand har gjort en kæmpe forskel i mit liv, og jeg vil tro i mange andres. Det kan slet ikke gøres op. Som barn rakte han ud til mig, løftede mig op og ind i ordene. Sang højskolesange, jeg aldrig havde hørt før. Var begejstret for mine stadig vildere stile. Han indgød mig en tro på, at jeg nok skulle klare mig, uanset hvad jeg kom fra og hvad jeg skulle med mit liv. Han bemærkede lunt, at det var på tide, at jeg havde fået skrevet den bog. At han kunne lide den. At der var masser af ting i den, han kunne huske fra de ting, jeg skrev dengang (sært nok). Han havde overskud, da jeg var en lille splint og havde brug for det. Og igen den eftermiddag, som blev til aften, mens mine egne to små splinter legede med hans barnebarn.

Måske er det lyset, der vender tilbage. Måske er det bare det. Men jeg tror på, at jeg stiger op, ud af mellemrummet. Med et forårsskrig. Tilbage til det sted, hvor jeg bare gør, skriver løs med glæde og ikke tænker på, hvilken kasse det hører under, hvad det skal ende med. Hvordan det end bliver modtaget.

Hvor glæden ved ordene er nok, fryden ved at forme historier fylder. Jeg vil gerne være der. Jeg varmer mig stadig ved de to oplevelser. Mærker, hvordan tingene løsner sig, nye ender samles og kan føres videre.

 

PS: Hvad mener denne tidligere filmredaktør om Oscars 2014? Ikke meget. Jeg gik i seng. Vil rette op på dette snarest.

PPS: Men i morges vågnede jeg og vidste noget roman 2, der var så indlysende, at jeg nær havde råbt ‘Eureka!’ … jeg tror på det!

20140303-205709.jpg

 

Leave a Reply

%d bloggers like this: