Håbløst forelsket i Hipsterland.

Jeg har været stille henover sommeren. Herinde, mener jeg. Ude i virkeligheden har jeg haft travlt med at råbe, danse, flytte, skrive, arbejde, leve, elske dem omkring mig. Men især det med at flytte har fyldt meget. Så meget, at jeg skrev nedenstående, en aften jeg kom lidt bedugget hjem:

Hør nu her. Det her bliver langt, det bliver sentimentalt. Men sådan er det. I aften var min sidste tur gennem byen på denne måde. Og jeg er ikke Dan, og jeg er ikke ved at dø eller noget, men det slog mig i mellemgulvet, og jeg er nødt til at dele. Siden slutseptember sidste år har jeg boet på Ydre Østerbro, Udkantsspelt, et sted mellem Nørrebro og Østerbro. Og elsket det. Jeg var glad for Amager, hvor jeg boede fra 2005, men det var aldrig det samme som mine elskede brokvarterer. De aftener, hvor jeg sad i Elmegade og gjorde romanen færdig, mærkede jeg det. Åh, at færdes på stenbro. Åh, de sjove folk og deres skægge tøj og skægge skæg og mærkelige kaffer og øller. Hvor havde ting forandret sig, siden dengang jeg boede på Nørrebro ved årtusindskiftet.

I dag har jeg været på endags-byferie i København. Vesterbro, som jeg flyttede hjemmefra til i 1992, var altid for lukket om sig selv til at blive mit, og sådan er det i dag, nu er det bare midaldrende hipstere og speltpikke, ikke kun sprittere og pushere og hurtige damer, der har indtaget det hele, fået pudset facaderne og kridtet skoene. Men Nørrebro, åh, mon amour, mon amour fou toujours. Jeg mærkede det, da jeg flyttede tilbage; mine gader, mine pladser, og du har strammet dig lidt an, du er blevet silverfoxy og tatoveret, men jeg kan lide det, og du er glad for at se mig.

Jeg cykler fra K., som er okay på sin egen lidt bøvede måde, over stjernedrys ved Rundetårn, og langs med Botanisk, der dufter fantastisk i sommeraftenen, især efter regn, mit hjerte svulmer allerede på vej op til Søerne, og jeg ender altid med at køre over broen. Der sidder de, de unge hipstere med deres venner og ladcykler med musik og øller i, og jeg ser på dem, og de er søde og glade. Jeg har så meget kærlighed lige til det stykke og til dem, og jeg drejer langs søen, op ad Sankt Hans Gade, hvor de sidder på cafeer og drikker øl med umulige navne. Jeg tænker på Ninas gamle lejlighed, hvor vi altid hørte de tre b’er (Blur, Bo Kaspers og Buena Vista Social Club) jeg tænker på Jaguar-Jesper, der havde værksted i baggården, hvor også vennerne til de varetægtsfængslede stod og råbte. Ingen ladcykler, bare ’hold ud, Ronni – vi tænker på dig!’. Jeg tænker på min gamle lejlighed i Peter Fabers Gade. Og jeg holder ved Funke, ser på de mange borde på Skt. Hans Torv og jeg ser på kirken, hvor Henrik blev begravet fra, og hvor min verden faldt i grus, og jeg skynder mig videre op ad Nørre Allé, nyder den nye asfalt ved Fælledparken.

Jeg drejer fra, der er altid øde, og jeg mærker, at der er mere himmel her, og jeg er hjemme. Jeg var ikke jublende lykkelig over at få Englandsvej, det var forkælet af mig, for nu er det sådan, det skal være. Men jeg havde det, som når ham, man er vild med, ikke har det på samme måde. ’Men vi kan prøve, jeg tror, vi kan få det til at fungere’, og det går bare ikke, og det ved man også godt. Jeg græd alligevel lidt over det. Virkelig. For det havde været så godt og rigtigt at komme tilbage. Som den der ungdomskæreste, der havde for mange kanter, eller ikke var moden nok, men som føltes helt rigtig at hooke op med igen. Velkendt og ny. Og bagefter er man jo glad for at det gik, som det gik. Eller ikke gik, rettere sagt. For ellers var der ikke sket noget, man ikke ville have undværet.

Så her til aften, hvor jeg ved, det er slut, at jeg ikke skal køre hjem på den her måde, men finde noget nyt ved det, jeg kender, så er det okay. Jeg stoppede ikke op og filmede undervejs, som jeg gjorde for et lille år siden, hvor alt blev set med mine nye øjne. For jeg ved, at byen er, som den er. Og det er jeg også. Og en dag bliver det os to igen, men det bliver ikke nu, og det er okay. Amager er det, jeg har brug for nu.

Men du kan give mig et booty call, Nørrebro, og så må vi se, om jeg kan komme forbi lige den nat, for let’s face it, du kommer ikke til Amager. Du og jeg vil altid have det her. Kom her, jeg giver en øl. Og så kan vi snave i en port et sted eller dele en smøg, inden du skal hjem til hende, der bor hos dig nu. Jeg lånte dig bare og sætter dig tilbage. Tak for i aften, skat. Tak for alt. Tak.

PS: Det her er min nye aftenudsigt. Jeg elsker min nye lejlighed.

IMG_4194

Leave a Reply