O skal have smæk og tidligt i seng.

Jeg har længe forsøgt at nærme mig et svar på, hvorfor ’O’s historie’ i omtrent tyve år har irriteret mig. For det gør den. Noget så eftertrykkeligt.

Jeg faldt over en ti år gammel artikel i Weekendavisen i dag, hvor Ulla Gjedde Palmgren satte bogen og dens forfatter Pauline Réage (Anne Desclos)  i perspektiv, da den blev halvtreds år. Den furore romanen skabte, dens nøgterne sprog, dens behandling af en kvinde, der opdrages i underkastelse gennem sine elskere.

’O’s historie’ er med rette et hovedværk indenfor erotisk litteratur, emnet og plottet er stærkt, grænseoverskridende, ikke mindst, fordi den er skrevet af en kvinde i 1954.  Som læser og forfatter er jeg ublufærdig og uforfærdet, når det kommer til litteratur. Og alligevel kan jeg ikke læse mere end en håndfuld sider i den, inden jeg får lyst til at kaste den fra mig i arrigskab.

Vi kommer aldrig ind i psykologien bag, der er ingen nøgle til at forstå lysten. De kølige beskrivelser afspejler sig nemlig i O som figur. Hun brænder aldrig af begær, selvom hun siger, hun gør. Hendes passivitet i udskejelserne giver sig selv; hun er ofte bundet – og det irriterer mig ikke – men den passivitet, hun har mellem hun udfolder sig i det rum, gør.

Netop det var faktisk derfor jeg begyndte på at skrive ’Smerten selv’. For at prøve at grave lidt længere ind i den kvindelige lyst, for at vise, at den også kan være vild og voldsom. O er ikke vild, hun er knapt nok til uden for det rum, der handler om overgivelsen. Det gør hende kedelig. Synes jeg.

Og mændene? De er kølige skyggefigurer, ikke til at blive kloge på. Netop det tager Linea Maja Ernst fat på lige her. Hun skriver blandt andet om, hvordan sadisterne i litteraturen netop blot er redskaber til masochistfigurernes udvikling gennem lyst.

Men i ’O’, er der ingen aktive valg, ikke megen glæde ved det maskuline, elskerne kunne lige så godt være de redskaber, de piner hende med. Der er ingen dynamik, ingen gensidighed, bare to rum, hvor begge ikke for alvor ser eller rammer den anden.

Jeg mærker hverken ægte lyst eller udvikling hos O, ingen glæde, forstår ikke helt, hvorfor de her rids af maskulin magt orker denne dukke. Ikke at de virker til at nyde det i nævneværdig grad. Meget kan man sige om den lille jomfru Anastasia Steele fra ’Fifty Shades’, men hun er dog begejstret. Og giver udtryk for det.

Jeg skrev også ’Smerten selv’ for at give de mænd en anden stemme, for at vise en kvinde, der gør det samme som O, men fuldt bevidst (at hun så har andre issues er en anden historie) – men det er jo så interessant, at andre ofte læser andre ting ind i det?

At mange vælger at se min Eva er et offer for Peter Horsfeldts og andre mænds perverse lyster? Jeg vil godt tilbyde andre fortolkninger, men folk må læse, som de vil.

Men hun er svær at skrive om, kvinden, der kun går efter sin egen lyst, uanset hvor den fører hende hen. Men mandens? Endnu sværere.

Det er så det, man har næste bog til. Som jeg skriver på. NU.

Page_1

 

3 comments Write a comment

  1. O´s historie er en klassiker, som har glædet mange – den ros, skal den have. Men hold da op, hvor er jeg enig i din kritik – lige præcis den der irritation, som du har sat ord på her.

  2. Du kommer med rigtig mange gode pointer:) Bogen er for stereotyp til mig og dybdeborende ikke til stede. Det jeg savner i den får jeg til gengæld i rigelig overflod når jeg gang på gang genlæser “Direktørens sekretærer” af N. Johansson;) Den er ganske enkelt fantastisk!!

Leave a Reply

%d bloggers like this: