Jeg har ikke noget på.

Egentligt typisk mig. Jeg er på en måde i en konstant bevægelse, et sted mellem en dans og et rullefald, der konstant fører mig nye steder hen, samtidig med at alt er som det plejer.

Jeg gør f.eks. meget nødigt noget uden en deadline foran mig (og den må gerne være tæt på). Altså, det her indlæg skriver jeg faktisk, fordi jeg ved at netop i dag vil der være folk, der klikker her forbi (vinke-vinke, det er dejligt at se jer!).

Og så skulle man jo nødigt stå der med bar røv uden at have noget at byde gæsterne.

Til gengæld rykker jeg hurtigt, når nye muligheder opstår. Jeg er sådan en, der lynhurtigt kan skabe nye sammenhænge, have lyst til at sætte folk sammen, siger ja til at drikke kaffe med nye folk og gå med nye ideer. Det er nemlig rigtigt skægt, og gør, at jeg bliver inviteret med i hulen en anden gang. Og det vil man jo gerne.

Det giver, lad os sige det sådan, både udfordringer og glæder. For der er jo aldrig tid nok. Og det giver mig også en følelse af, at hvis jeg nu koncentrerede mig, så kunne jeg spytte romaner ud hvert andet år i str. Tom Wolfe eller Donna Tartt (som ved den søde grød også tager sin tid med at skrive). Eller at jeg lige kunne nå dette og dette og dette …

Men, altså.

Jeg bliver altid lidt undrende og ydmyg, når andre synes, at jeg rykker benhårdt og er en superkvinde med 180 kilometer i timen, for jeg ser nogle gange kun de ting, der ikke lykkes i min skov med de bare træer.

– Det er en skideflot skov! Meget naturlig, frodig og grøn! Love what you done with the place!
– Ja, du ved … jeg ville have bygget en bjælkehytte herovre, men … og så var der den naturlegeplads, jeg ville etablere, picnic-området, hvor jeg ville have haft en café … og så fik den jo ikke en pris for årets cooleste skov, og …
– Hold nu kæft. Solen skinner, fuglene kvidrer, og folk vil alligevel bare hellere ligge på et tæppe og kysse i lysningerne. Og det gør de jo, prøv lige at se.

Ja, okay.

Så! Hermed et indlæg, der stritter i 117 retninger, skrevet inden jeg skal mindst lige så mange ting. Præcis som det plejer at være. Og ja, jeg har brugt skovmetaforer før.

PS: Jeg har besluttet mig for at bruge en uge på at skrive her i sommerferien. Midt imellem at jeg også har mine børn alene 10 dage og skal flytte…! Mickey, giver du ikke en hånd?

ef3bf70ca54611e388d00a591398d939_8

INGEN hipstere eller skovhuggere blev skadet under tilblivelsen af dette billede. © Sandro Giordano

 

 

Leave a Reply

%d bloggers like this: