Dødbringende damer.

Siden Eva bed i æblet, har kvinden som koncept haft et strejf af skurkagtighed. Indrøm det bare, du ved jeg har ret.

Da jeg for nyligt skulle tale i Politikens Boghal, valgte jeg at tale om femmes fatales. Det lå lige for, syntes jeg. Ikke alene har jeg skrevet om en, men jeg er til stadighed fascineret af hvor stærkt de virker på andre.

Og hvor konstant hun er som litterær figur. Sirenen der lokker til død og undergang i de oldgræske sagn, bare for at nævne en. Lady MacBeth. Og så videre.

Udgangspunktet for mit lille kvarters taletid var den klassiske krimi, hvor denne type kvinde dukker op allerede hos Sherlock Holmes. Conan Doyle skabte Irene Adler og Isadora Klein; begge verdensdamer, der nægtede at passe ind i de snævre båse, der definerer hvad kvinder kan eller ikke kan. Villige til at betale prisen for at gøre, som det passede dem. I tilfældet Klein er først Holmes yderst mistænksom og afvisende, men Doyle gør en dyd ud af at hun får lov til at fortælle tingene fra sin side. Derefter er han mere forstående for hendes handlinger.

Det er jo netop det en femme fatale gør. Får bragt uro i manden, slår ham ud af kurs. Sam Spade vidste det. En mand er en mand, når han står fast, er bastionen i et stadigt mere grumset og smuldrende verdensbillede af moralsk forfald. Et selvbillede konstant under pres.

Og så kommer hun ind i billedet. Vipper skuden, eller værre endnu, får ham selv til at styre mod klipperne og den visse død. Eller i det mindste det forkerte valg.

Det er helt klassisk. Manden er hovedet; handlekraft baseret på kølig deduktion, logik og rationelle overvejelser. Kvinden er kroppen, en urkraft af følelser og vulkanagtig kødelighed, erotisk og farlig, hvis ikke hun bliver tæmmet. Og det er så hans job.

For hvis han ikke er en ensom ulv på sin klippe, hvad er han så? Det medfører naturligvis et vis pres for ham. Og en konstant frygt for at tabe ansigt. Men også muligheder for at bryde ud af sin skal, fortabe sig, leve lidt. Åh, det frister… hun frister.

Jeg skal ikke sige, om alle disse sure mænd, der hidser sig op over feminister på blogs og i kommentartråde, i virkeligheden ser dem som lokkende forførersker, der bringer kaos ind i det verdensbillede af ro og orden, som mændene har skabt. Det er ikke fordi de som køn er pressede. Det ville jo reducere mænd til også at være irrationelle og følelsesmæssige, og det kan vi ikke have. Nej, deres argumenter handler KUN om logik. Sådan er det.

I øvrigt – jeg er vild med den nye ’Sherlock’-serie. Både at Irene Adler er så hamrende sexet og at søde Mary Morstan, som Watson gifter sig med, ikke er bøgernes ultimative føjelige feminine kvinde, men netop… en lejemorderske.

Gudskelov for mænd, der foretrækker slemme damer og piger, der er ude på ballade. Selv Sam Spade kan godt se fornuften i dem. For hvis de altid var så uskyldsrene og ordentlige, så kom man jo aldrig nogle vegne.

Eva blev lokket af slangen. Det er et andet element, nemlig kvinden, der bliver fatal som følge af tragiske omstændigheder. Det er så der, jeg bliver lidt træt – og tænker, kan de ikke bare være onde i sig selv, skal de være ofre?

Jeg tror, at de første dødbringende damer, jeg bed mærke i var min barndoms Spirit-hæfter, hvor kvinderne var hældt ned i kjolerne og draperede sig selv over The Spirit, som var han et stykke kød i jakkesæt, maske og hat. Og så Jessica Rabbit, der dog ikke var slem, selvom hun var tegnet sådan (og med stemme af Kathleen Turner, som ved gud har bragt mænd i uføre).

Hvem var din første fatale dame?

IMG_2225

Sidste forberedelse til Politikens Boghal. Bemærk at jeg villigt lod mig i kulhydraternes og alkoholens vold! I sandhed en falden kvinde.

 

Leave a Reply

%d bloggers like this: