Venus i pels – *****

Roman Polanski
5hjerter

Polanskis fascination af mænd og kvinder i et lukket rum får her en scene at udspille sig på.

Bogstaveligt talt. Den hysteriske dramatiker og ufrivillige instruktør Thomas (Mathieu Amalric) er ved at lukke og slukke et lille slidt teater efter en mislykket dag med casting på ’Venus i pels’. Han har omhyggeligt omsat Leopold von Sacher-Masochs roman til følsomt kammerspil. Ind træder Vanda (Emmanuelle Seigner), den helt forkerte til rollen. Hun insisterer på at aflægge prøve. Og spillet om magt og sex kan begynde.

Det erotisk ladede kukkasse-drama er udsøgt Polanski; mandlig selvudlevering, insisteren på magten, mens den slipper én af hænde. Komik med syre og malice.

Seigner er genial i rollen som både tvetydigt og tveægget damemenneske. Læg mærke til hendes dobbelte entré i begyndelsen. Hendes intonering, når hun er kvinden, der hverken er slået igennem som skuespillerinde eller bare er langt fra den sofistikerede verden, der er Thomas’ finkultur-radikale. Hun er formidabel, når hun spiller dum. Og ond. Foruroligende, når hun æder sig tættere på ham.

Naturligvis er der mere på spil. På alle fronter. Og som castingen glider frem, maskerne glider af, så er Thomas nødt til at se sig selv i øjnene. Hvorfor er det her stykke vigtigt for ham? Hvem forfører hvem? Hvem har egentlig magten.

Som altid med Polanski er svaret ikke ligetil. Polanski mener, at den underkastede mand stadig er ovenpå, selv når han kommer på knæ. Når Vanda kosteligt og proletaragtigt anklager instruktøren for sexisme, er det mere end tvetydigt og tveægget. Det er en fed finger til anklager mod Polanski selv, til kvinder og til mænd, der tror, de kan putte alting i kasser.

Man mærker, hvor meget Thomas ønsker det. En skam, at Amalrics figur ikke har så meget udvikling som hendes. Han minder meget om Polanski, og når man ser det, ser man også snoren tilbage til temaer fra f.eks. ’Den nye lejer’ i 1976, hvor Polanski endte ydmyget og i dametøj.

Filmatiseringen af David Ives’ stykke får en finurlig og delikat indpakning af Alexandre Desplats musik.

Som altid bider man mærke i de små ting, når alt er holdt så stramt som her. Djævelen er i detaljerne. Lyden af en usynlig pen på en imaginær kontrakt. Et smil. En intonering, mens der røres i en kaffekop, der ikke er der. Smukt.

venus-in-furs-polanski-roman

Leave a Reply

%d bloggers like this: