Når man er ude, uden bagkant og med sindet åbent, kan der ske meget. Jeg har været til mange oplæsningsaftener, suget til mig af andres ord, stedets stemning og aftenen i sig selv, når jeg gik derfra.
Og jeg skal selv læse op og fortælle hele to gange i denne uge.
Onsdag 7/5 kl. 19, Politkens Boghal, Rådhuspladsen:
“5 x 15 – Private Eye”, Bo Tao Michaëlis er vært for fire forskellige forfattere; Jesper Stein, Hans Davidsen-Nielsen, Lasse Holm – og mig. Vi taler om klassiske krimier, og jeg taler om femme fatales.
Torsdag d. 8/5 kl. 19, Byens Forlags Café, Istedgade 102:
Oplæsning fra ‘M’ og ‘K’, med Jesper Bernt og Jeff Matthews. Jeg læser op fra ‘Skam’.
Du er meget, meget velkommen.
Der er få ting, jeg nyder så meget som at komme hen et sted, få lov til at fortælle, læse op og i det hele taget give andre en oplevelse gennem ord live. Og at få dem selv.
Det skulle lige være at sidde på morgenkvisten, mens dagen endnu er sprød og få fred til at skrive.
Op til min uge på Hald Hovedgaard begyndte jeg at stå endnu tidligere op, end jeg plejer – og hvor er det fantastisk at mærke roen, byen der vågner langsomt og ordene, der gerne vil. De står i kø, de er friske og først tøvende, så ivrige. Lidt som morgensex, egentlig.
Det giver mig ro på at bruge morgenerne. Så jeg ikke føler at dagene løber alt for meget fra mig. På Hald strakte jeg morgenerne ud til hele dage og kunne tage hjem med 50 siders fortsættelse.
Nætter er til nye indtryk, morgenerne er uden filter, det sted på min dag, jeg kan nå at sætte mit.
Og nu kommer de, de løse og lyse nætter. Måske er de der lidt allerede. Kan du mærke det?