For mine skyggers skyld.


Warning: Use of undefined constant WPLANG - assumed 'WPLANG' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/caruana.dk/public_html/wp-content/plugins/share-and-follow/share-and-follow.php on line 596

Han er ikke min ven. Han er ikke min chef. Han svæver et sted midt imellem, og hans rolle som min redaktør er at kaste sit alt for stærke klarsyn ned i min skov af et manuskript. Han ser lige gennem krattet og de knækkede grene.

Han klapper på en stamme. Den ser pæn ud, stærk. Jeg har selv udtænkt den og plantet det træ. Han ryster på hovedet.

—  Den her er et problem. Det er din hovedperson. Han er ærligt talt lidt af en nar.

Det var ikke lige det, jeg regnede med, at han ville sige. Men han har ikke desto mindre ret.

Jeg holder meget af min hovedperson. Jeg kender ham. Ved hvilke konflikter, der bor i ham, kender hans barndom, hemmelige længsler og sære vaner. Jeg har sågar hans playliste, hvis det skulle være.

Og ja, han er faktisk lidt irriterende. Men det gode ved fiktive personer er at man kan ændre dem. I modsætning til f.eks. levende mænd.

­ — Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?

Jeg opdager, at jeg holder noget i hånden. Skaftet er glat og varmt, vægten er tung. En økse.

Min arm løfter sig. Det er lettere end jeg troede, og kvistene fyger allerede omkring mig. Så ryger nogle lavthængende grene, mens jeg alligevel er i gang.

Så en anden stamme, der havde generet mig, men ikke mere, end at jeg bare lod mosset gro på den i håb om at den ville forvitre af sig selv. Det virker ikke, ser jeg nu. Der må noget mere drastisk til.

Jeg smiler og svinger omkring mig, mens vi diskuterer. Hvad hvis der blev kørt en rendegraver indover her? Lidt flere lysninger? Færre hemmelige stier, som ingen ser? Jeg slipper øksen og ser på redaktøren.

—  Det føles faktisk utroligt godt, det her.

Han nikker, for det vidste han godt, og han gnider sig i hænderne. Jeg klapper i mine. Kan se, at både hovedperson og resten af det vildnis, jeg har ladet gro for længe, får det bedre.

Skyggerne står mørkere, lyset rammer rødderne.

Det er ikke for min redaktørs skyld, det er for bogens. Og min. Jeg har hele tiden haft værktøjet til at gøre det. Men manglet modet til at gå amok på mit eget manus. Jeg har kendt det for godt.

Jeg er i gang med det vigtigste arbejde. Og jeg har en motorsav nu.

1 Comment

Leave a Reply