Hvis min bog var en mand, og jeg blev spillet af en skuespillerinde, og det her var en film, så ville det være nu vi sad tilbage, lettere overrumplede og krøllede i en seng, der kunne vise sig at stå på enten et sleazy motel eller på Ritz-Carlton.
Med en smøg til deling og et smørret grin i de blussende ansigter.
Det blev bedre og underligere, end jeg havde troet. Og måske var det ikke alt sammen lige godt, men det var sjovt. Måske var det ikke alt sammen lige sjovt, men det var interessant. Og måske kunne det have været anderledes, men nu er vi på den anden side. Bogen og jeg.
Jeg har afleveret den. Til min redaktør. Jeg har sendt den uden for døren, bedt om at den får smæk og vejledning og komme nogenlunde helskindet tilbage.
Jeg længes.
Jeg kan se den bog og mig selv i øjnene nu, sige at jeg gjorde det og at det blev anderledes, end jeg havde regnet med og meget, meget intenst. Og at jeg satte det punktum, hvor jeg syntes, det skulle stå. Om det bliver stående? Vi får se.
Jeg vakler.
Synes der skulle have været mere af det ene, mindre af noget andet. Kan ikke helt bære at læse andres ting lige nu, for så kommer jeg alt for meget til at tænke på, hvad jeg kunne have gjort, hvor bogen kunne have taget en anden drejning.
Og så kommer jeg til at tænke på, at lige nu er det overhovedet ikke mit problem. Det er min redaktørs.
I mellemtiden er jeg så professionelt i sorg. Det har været en ekstrem intens fase her til sidst, hvor jeg bl.a. har været væk fra mand og børn, for at bruge så mange timer som overhovedet muligt på en dag med at være inde i hovedet på en mand, jeg selv har skabt. Været mit liv utro med min bog.
Derfor det lidt lumre billede, kære læser. Derfor sorgen. Fordi ’vi’ nu er på pause og hverdagen kalder. Sådan skal det være, men det er sært. For jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor den mand i den bog skal hen bagefter.
Jeg vakler. Igen. Inspireres. Og søger nærværet hos venner og familien igen, og finder ud af at sommeren nærmest er slut. At verden er gået videre, mens jeg har været væk. Jeg søger ind i nye sammenhænge, trives der.
Og når det banker på den dør, og min bog står udenfor igen, kommer tilbage med røde streger og markeringer og tror den skal trøstes, fordi den er blevet kigget grundigt efter steder, hvor den måske regnede med ikke at blive kigget på, så vil jeg tage en dyb indånding. Nusse den lidt. Sige at alt nok skal blive ok.
Og give den en ordentlig omgang til. Jeg ved, den kan tage det. Og mig med.
PS: Jeg ryger ikke, men det her handler jo ikke om mig. I virkelighedens verden skrev jeg det sidste på Ricco’s i Holmbladsgade og nød en G&T helt for mig selv blandt et hav af mennesker på Chr. Havns Bådudlejning. Hvad gør du, når du har gennemført noget stort?
1 Comment