Bid for bid, så går det. Og sådan er det også at skrive en roman (blandt andet). Men hvad sker der, når man kan se, at man stadig mangler en masse, selvom man har tygget og sunket mere elefant end man nogensinde troede var muligt? Når bidderne vokser en anelse i munden?
Jeg rækker ud efter ketchuppen, sukkeret, peberet. Jeg skærer lunser fra, tilbereder dem på en anden måde. Fryser noget ned. Men ædes skal den jo. Af mig.
Min elefant af en bog forsvinder lidt dag for dag. Selvom jeg faktisk sidder og spiser på en motorvej, hvor ingen har tænkt sig at sænke farten imod mig.
Min virkelighed, når jeg ikke sidder med hovedet nede i ord og mord, er den selvsamme motorvej med samtlige biljagter fra alle actionfilm nogensinde lavet. Whoosh. Der var Keanu i en bus. Vroom. Der var Trinity. Screech! Blues Brothers og en røvfuld andre, jeg ikke kunne nå at se hvem var.
Sådan er det bare. Jeg forsøger at finde min indre chauffør (der ligner Ryan Gosling), mens jeg spiser. Tager elefanten med mig. Jeg inviterer til gæstebud, forærer lunser væk. Jeg prøver at gøre lige præcis min elefant til noget helt særligt. Selvom ingen krydderier eller stjernekok kan ændre smagen af den.
Den er hvad den er. Og der er kun en der kan æde den, uanset hvad der kommer.
Jeg holder halen. Og lidt af øret. Lægger det på tallerkenen og undrer mig over snart at være igennem dyret.
Senere kommer der omskrivninger og røde streger fra manden, der stak mig en tallerken og viste mig at jeg allerede havde redskaberne til at tilberede den. Men det er jo desserten.
PS: Hvad stiller du op med dine elefanter? Flambering fungerer for mig pt.
