Tiden og smerten.

Jeg har en fornemmelse af, at disse ord måske ender lidt mærkeligt, men det får være. Måske læste du mit indlæg, der handlede om, at jeg nu havde skrevet færdigt? Eller troede, at jeg havde. Hvor jeg sammenlignede det at skrive med at have en elsker.

Og hvor jeg havde det lidt som om, at jeg nu havde givet slip på min fiktive mand, vel vidende at han ville vende tilbage med røde mærker. Det var ikke det, der skete.

Jeg fik ham tilbage. Og fandt ud af, hvad han ville have godt af. Åh, han var ikke glad for det. Han gjorde knuder, protesterede. Og jeg var iskold. For da først chokket havde lagt sig, så bed jeg tænderne sammen. Skar bogen ned med 25 procent. Strammede sætning for sætning. Skrev om. Skrev om. Skar.

Det var ikke så meget ’kill your darlings’, som ’kondenser dem’, ’kræv mere af dem’. Og det var kun mig, der kunne. Da jeg først så, hvor jeg kom hen, da jeg gjorde det, var det ikke svært. Bortset fra dét med at skabe tiden til at gøre det.

Jeg har skabt huler af steder og øjeblikke, hvor jeg har kunnet gøre det. Siddet på en cafe hver onsdag aften, lånt en lejlighed, gået væk fra familie og job. Småbitte, stjålne øjeblikke af fordybelse. Alene med min historie, til jeg følte, at jeg på den ene side nærmede mig det væsentlige i den mere end nogensinde. Og på den anden side nærmede mig et nyt punkt i mig selv.

Cicero skrev om, at ’ingen elsker smerten for dens egen skyld, fordi den er smerte’. Heller ikke jeg. Som han påpegede, så står mennesker igennem prøvelser, fordi de vil opnå noget, fordi de vil opnå det, der ligger på den anden side. Indsigten, magten, glæden.

Jeg har sendt manus af sted igen. Mere forslået, mere direkte, mere i kontakt med sig selv. Om det er tilnærmelsesvist lykkedes, vil jeg finde ud af til januar. Jeg ved det ikke. Men jeg tror det. Eller også må jeg bare gøre det igen.

For jeg helmer ikke. Det er så hårdt. Men ’han’ og jeg bliver bedre af det.

Det er alt.

1 Comment

Leave a Reply