Min espresso med: Henrik Palle.

 #5: Hvor skurke hader hipstere og helte, ler grandiost og anstændige mennesker græder. Indtil alt bliver godt til sidst.

Nu bliver det ondt. Rigtig ondt. Men sådan må det være. Over en lille, mørk og bister bønne løfter Henrik Palle, skurkolog, journalist og kritiker ved Politiken (og meget mere) sløret for, hvad skurke gør godt for. Og fortæller, hvad der sker, hvis de rent faktisk vandt i fiktionen. Som visse (onde tunger) vil hævde, så vinder de jo allerede i virkeligheden. Gudskelov for film og bøger!

Lad os begynde med ’Skyfall’. Hvad synes du om skurken?
Som antagonist i Bond-universet eller i det hele taget?

Begge dele, egentligt.
Jamen, han er rigtig glimrende. Han er en skurkehybrid på sin vis. Han er ødipal i forholdet til M. Og vansiret, hvilket jo er en hilsen til tidligere Bond-skurke som Jaws, og måske også til den smeltende naziskurk i ’Raiders Of The Lost Ark’. Han er postmoderne, der mange referencer i ham, og det gør ham også til en skurk, der er ret højt oppe i ondskabens periodiske system, så at sige. Han er ikke brint, vel? Han er beriget uran.

Hvad gør ham til en god skurk?
Javier Bardem har jo været ond før, i ’No Country For Old Men’, men her får han virkelig rullet sig ud. Hans figur er grænseløs, og personificerer virkelig satanisten Alastair Crowleys bud om kun at gøre det man har lyst til. Det er en meget tvetydig skurk. Han er højteknologisk og verdensomspændende, men samtidig er det et helt personligt opgør for ham. Han er både intellektuel og ødipal. Og helt uden grænser; han knalder naturligvis den lækre Bond-pige, men han ville helt sikkert også knalde Bond, hvis chancen bød sig. Hvis man har læst John Irving, så ved man, at det kræver sin mand at sætte sig ud så meget over normerne. Man står helt alene.

Men er det i virkeligheden det en skurk gør?
Ja, det grænseløse er skurkens natur. At sætte sig udover normaliteten koste hvad det vil. Hvad andre vil sige, hvis skurkens onde planer lykkes, og samfundet går under, er ligegyldigt. Empati er bare en grænse, en banal norm. Det er heller ikke skurkenes mål at fremhæve deres individualitet overfor den brede masse, som f.eks. hipsterne gør det. Skurke hader hipstere, det er slet ikke det, det handler om. De har sat sig over det. Men tag ikke fejl, skurke kender normerne og kan spille på dem. Som f.eks. Hans Gruber i ’Die Hard’, der genkender en bestemt skrædders jakkesæt sådan en passant. En god skurk er aldrig middelmådig.

Nej, en skurk skal vel gå efter det størst mulige?
Ambitionerne skal være store. Man kan sige, at der skal være en skurkagtig stræben. Efter hævn og verdensherredømmet.

Og hvorfor lykkes de aldrig? Jeg kan ikke komme i tanker om en film, hvor skurken vinder for alvor.
Jo, i Dr. Strangelove. Men sejren kan ikke bruges til noget. Det kan det jo ikke for en skurk. Dan Turéll skrev om hvad der ville ske, hvis Store Stygge Ulv fangede de tre små grise. Han ville spise dem, de ville smage godt, men hvad så? Han ville blive nødt til at slippe dem fri. Hvad skulle han ellers bruge resten af sit liv til?

Alt bliver hult og han mister sin eksistensberettigelse? I ’Megamind’ vinder skurken faktisk, men bliver god for at kunne holde det ud.
Ja, og det er den binære logik og alt det tjald. Det narrative har brug for modsætninger for at skabe spænding. Sådan er det, så snart en fortælling er ude over pegebogsniveau, uanset du er i folkeeventyrene eller hvor du er.

Der skal være en helt for at opveje skurken og vice versa?
Historier kræver dualiteten for at skabe spænding og et moralsk kompas, om du vil, så det ikke ender i alles kamp mod alle og i ren egoisme.

Hvad er det ved skurke, der fascinerer os sådan?
Det er den der tvekamp mellem middelmådigheden og det grandiose, som skurken står for.

Lad os vende tilbage til Bond. Silva er nok den mest personlige skurk i serien. Vi kommer helt tæt på. Er det en skurketrend?
Jo, for i dag vil vi gerne forstå ondskabens rod. Har han siddet skævt på potten?   Hvorfor er han blevet sådan? Vi vil have sygdomshistorien og alle neuroserne med. Jo mere vi ved om dem, jo mere skurkagtige og perverse kan de så få lov at være. Vi kan bedre følge dem.

Du er en mand med mange talenter. Men hvorfor er du blevet skurkolog?
Det handler meget om at kunne skille tingene ad for at finde ud af, hvad de består af og hvordan de fungerer, i klassisk Hegelsk forstand. I de nordiske folkesagn er der det udtryk ’at sige troldens navn’. Skille tingene ad og sige det farlige navns højt, så det ikke er farligt mere.

Hvilken slags skurk skræmmer dig mest?
Det, jeg vil kalde den socialdemokratiske skurk, sådan en som Nurse Ratched i ’Gøgereden’, der er ond uden at kunne se det, som er det ’for din egen skyld’. Som vil redde dig fra dig selv.

Har du en yndlingsskurk?
Dr. No er en fantastisk skurk. Han har det hele.

Er der dårlige skurke?
Bestemt! Skurken i den første ’Tomb Raider’, for eksempel. Det var simpelthen for tyndt. Der var ikke noget galt med helten; Angelina Jolie er en vellignende dame, især i shorts, men det nytter meget lidt, hvis skurken ikke er skræmmende. Helten er mindre vigtig; det er skurken, der trækker læsset.  Og han eller hun skal virke. Derfor er det også sørgeligt med alle de danske skuespillere, der spiller skurke i internationale film. De er ikke særligt skræmmende, egentligt.

Jesper Christensen gør det da meget godt. Den der nasale stemme og ubestemmelighed…
Jojo, men det er Nanas far! Han skræmmer jo ingen for alvor.

Henrik Palle. Foto: Adrian Joachim.

4 comments Write a comment

  1. Pingback: Kino & Kaffe: Kærlighed er som krig – Stephanie Caruana | Journalist og forfatter

  2. Pingback: Kino & Kaffe: Gud er en sommerfugl i et edderkoppespind – Stephanie Caruana | Journalist og forfatter

  3. Pingback: Kino & Kaffe: Når kvinders erotiske kraft stråler. – Stephanie Caruana | Journalist og forfatter

  4. Pingback: Kino & Kaffe: Nederlagets triumf. – Stephanie Caruana | Journalist og forfatter

Leave a Reply

%d bloggers like this: