Kino & Kaffe: Når kvinders erotiske kraft stråler.

I dette tredje interview i serien bliver Sara Skaarup, sexolog og meget mere, berørt af dokumentaren Venus – Let’s talk about sex af Lea Glob og Mette Carla Albrechtsen – en interviewfilm om sex set fra danske kvinders perspektiv. Mød Sara Skaarup i en samtale med Stephanie Caruana om seksualitet, søgende ungdom og forelskelser.

Normalt i denne serie ser jeg film med dem, jeg interviewer, og taler med dem lige efter visningen, men ikke denne gang. Jeg så selv Venus – Let’s talk about sex for et godt stykke tid siden, og har kendt til filmen endnu længere. Sara Skaarup, min gæst, fik derfor lov at gå til pressevisningen alene, og har glædet sig til at dele sin oplevelse med mig, siger hun. Som jeg nærmer mig cafeen på Christianshavn på en smågrå forårssøndag formiddag, kan jeg se hende lyse op bag vinduet. Vi får vores kaffe og skynder os i gang.

Hvad kalder du dig egentligt? Sexolog?
Ja, men oprindeligt er jeg jo journalist. Jeg arbejder meget i det krydsfelt; jeg skriver om køn og krop og følelseslivet, samtidig med at jeg også arbejder med sexologien. Og jeg skriver også bøger.

Hvad synes du så?
Den var rørende. Det havde jeg ikke troet. Jeg gik ud fra, at den ville være fræk eller provokerende, men det var rørende at komme så tæt på de kvinder, der taler i filmen. For det er det, man gør. Det var en stærk og meget nærværende oplevelse for mig, især når den virker til at være skudt for små midler. Piger på en stol foran et kamera. Der er intet, der forstyrrer ansigtet, der taler. Man får fornemmelsen af at se direkte ind i de piger. Filmskaberne har virkelig forstået at give dem tillid, for de virker helt åbne. Ingen filter eller forbehold. Filmen kom så tæt på som en virkelig god venindesamtale kan.

Måske endda endnu mere? De er jo nødt til at sætte ord på og forklare, de kan ikke være indforståede som med en veninde.
Nej, det er rigtigt. De små historer var hver især meningsbærende. Der var knaldhøj resonans, for ingenting forandrer sig. Det var de samme bekymringer, længsler, lyster, skampletter og tabuer, som vi andre havde for 25-30 år siden, da vi selv begyndte at få de fornemmelser. Jeg kan ærgre mig over, at de ting findes endnu; angsten for, hvad andre kvinder tænker om en. At være bekymret over ens krop, eller om andre er sammen med en, fordi de ikke kan få noget bedre. Måske er de tanker ikke tidstypiske, men almenmenneskelige? Måske er det bare sådan, det er? Jeg tænkte på, hvad andre end jeg ville få ud af filmen.

Hvem kunne det for eksempel være?
Unge kvinder burde se den! Og drenge fra 9. klasse og op, det ville være stærkt dannende, tror jeg. De kunne få svar på en masse ting: “Er piger lige så liderlige som drenge? Hvad kan piger godt lide?”. Filmen er nuanceret og ufiltreret.

Kvinderne er i samme fase af deres liv. Men de deler ikke erfaringer og tanker i fællesskab, men individuelt. Går det mon op for dem, hvor meget de har til fælles, at det er ur-erfaringer?

Det tror jeg ikke, det gør. Det har du helt ret i. Det er også interessant, at deres verdensbilleder er så forskellige. Deres indre billede af sig selv, hvad de kan, og hvad de må, er sindssygt forskellige. Men jeg fornemmede også, at de alle var stærke kvinder. Bare det, at de ville møde op, betyder, at de ikke nødvendigvis er repræsentative. De har en bevidsthed om, at man kan snakke om de her ting. Det, der måske gjorde det største indtryk på mig, var alle de nærbilleder, hvor de ikke siger noget, men ikke bliver kejtede, mens de bliver filmede. De lader sig se. Det er stærkt erotisk, fordi det er så sårbart.

De er så åbne, som man næsten kun er i et forhold.
Ja. Det er nærmest, så man kan penetrere dem. Det stærke er også, at de bærer hver deres energi. Deres erotiske kraft stråler jo simpelthen ud af øjnene. Det gjorde stort indtryk på mig at mærke dem. Nogle af deres historier er så sårbare, at de sidder og græder, og andre deler noget, der har været stærkt erotisk. De her kvinder har hver deres tone eller nuance, og jeg bliver helt betaget af dem. Én fortrækker ikke en mine, inden hun smider alt tøjet. En anden skal virkelig tænke sig om, før hun tager en skulderstrop ned.

Ja, man bliver lidt forelsket i dem, ikke?
De er så dragende. Og så naturlige. De fleste af dem er ikke stylede eller sminkede, de sidder bare der med deres åbne ansigter. Det ved jeg ikke, om vores generation havde kunnet. Ikke jeg i hvert fald, da jeg selv var tyve år.

Det er en bestemt slags piger i filmen. Ikke ‘Prinsesserne fra Blokken’, men hipstere.
Det er lidt eliten, ja. De progressive, måske feministiske. Som synes, seksualitet er spændende. Der er mange med ansigtspiercinger. Man skal ikke tro, de er ‘alle’, men på den anden side skal man heller ikke tro, at de, der ikke er med, har det anderledes. Der er mange fællestræk på tværs af typer og tid. Jeg græd undervejs.

Ja …. Hvorfor?
Fordi jeg blev mindet om, at indeni mig er jo stadig de yngre udgaver af mig; der husker de første svigt, det første samleje … Jeg blev mindet om hende og om, at jeg var lige så undrende og åben engang. Og konfronteret med, at jeg er voksen nu, at det aldrig bliver sådan igen – og alligevel er de der stadigvæk, de tanker om ting, der var så vigtige dengang.

Jeg savner lidt den voksne kvindes seksualitet i filmen. Filmskaberne og kvinderne i filmen har f.eks. ikke fået børn, de er i en helt anden fase. Jeg havde lyst til at råbe “det bliver bedre, lille skat!” mod lærredet flere gange.
Ha! Der manglede lidt en storesøster. Spørgsmålet er jo også, hvem filmen er mest relevant for.

Måske er det som tv-serien SKAM, som mange voksne kvinder nyder, selvom den ikke er lavet til os.
Ja. Det undrede mig i øvrigt, at flere af de unge kvinder i tyverne kaldte det modsatte køn for ‘drenge’. Det siger også lidt om, hvor unge de er. Nogle af dem talte om, hvad der havde været skelsættende for dem. For mig var det at blive mor for anden gang. Det er der ingen af dem, der havde prøvet endnu.

De ved ikke, at der er et ‘før’ og et ‘efter’, når det handler om børn.
Deres seksualitet er et meget personligt projekt for dem. Det handler om individdet.

De virker ikke til at se fællestræk med andre kvinder, nok fordi de sidder en og en. Men det er måske mig, der er voyeur, fordi jeg gerne vil se dem, når de får den indsigt. Det er nok mit behov, og ikke deres.
Jeg håber, de får den, når de ser filmen! Men mon ikke processen med at være med har sat noget igang hos dem?

Det er et interessant nedslag i kvinders liv, uanset. Kunne man lave det samme med fyre i den alder?
Ja! Den film ville jeg vildt gerne se. Kvinders seksualitet er blevet dissekeret og tærsket langhalm på de sidste 30 år; ’Uh, den er så spændende og sofistikeret og slår mændenes med flere længder’.
Øh, nej. En film med mænd kunne sagtens blive interessant. Og jeg tror faktisk ikke, den ville være så meget anderledes. Det ville nok være det, der vakte ramaskriget – at der ikke var større forskel. Både med de unge og de lidt ældre mænds seksualitet. Faktisk tror jeg, at jeg hellere vil se en film om den voksne mands seksualitet end den voksne kvindes. Mændenes trænger i højere grad til at blive italesat og nuanceret.
Det er selvfølgelig ikke en traditionel hypermaskulin tilgang at sidde og udæske sig selv. Men alt det er jo i opløsning, og man kunne også lade være med at dele op i køn, lade det være bredere. Jeg ville gerne se det med modsat fortegn, men også bredere i forhold til typer. Det havde været spændende.

Skulle formatet så være anderledes? Hvad kan den her form?
Ikke nødvendigvis. Når de sidder en og en, kommer der ikke konkurrence eller sammenligninger indover. De får lov til at være i deres egen virkelighed, men ikke udfordret på den, sat i relation med andre. Her er det jo deres indre logik, der får lov at tale. Hvis man gør det samme i en gruppe, er der ofte en ensrettende effekt. Jeg tror til gengæld, der bliver talt ud med andre efterfølgende. Det kan være en modvægt mod alt det pornoficerede, fordi snakken ikke går på præstationerne, men på følelserne. Det handler om erotik, hvad der bevæger dem, drager dem. Ikke om det tekniske. Den sårbarhed er jeg så vild med.

Er der en af historierne, du bed særligt mærke i?
En af pigerne fortalte, at hun før plejede at se på sig selv udefra under sex, og nu oplevede hun det indefra. Det er et stort skridt, synes jeg.

Der er vist mange kvinder, der kæmper med det?
Ja, og hvis man bare tager dét med sig, har man virkelig fået noget stort. Lige hende her var særlig god til at fortælle om sine fantasier uden at stoppe sig selv på grund af hæmninger eller skam. Det er forløsende. Tænk, hvis alle kunne det. Eller bare oplevede hende og tænkte over, hvad man selv ville sige, hvis man turde?

Hende, der fortæller historien om hængekøjen, blev jeg helt vild med. Hun var så skarp og hudløs på samme tid. Hendes ansigt var så rørende.
Ja, hun var god! Den der med at følge hendes proces for åbent tæppe, gøre erkendelser, tænke tanker som hun aldrig har formuleret før. Wow! Det er sjældent, at man får lov til at komme så tæt på. Der har nok været en lang proces inden, hvor hun har arbejdet sig ned i de lag. Hun gjorde også stort indtryk på mig.

Havde du en af kvinderne, du særligt var fascineret af?
Ja, hende den meget uskyldsrene med det lange, lyse hår, som selv mente, at hun var sådan en, der gik og ventede på den rigtige. Hun havde gang i så meget, og virkede til at have et helt uproblematisk forhold til sin seksualitet. Det er spøjst at tænke på, hvordan de her kvinder vil kunne se sig selv på film i fremtiden, hvor de er et helt andet sted. Hende, der pludselig havde indset, at man jo kunne få børn af at knalde, altså … Åh, baby! Det sted har vi andre jo forlængst passeret.

Grunden til at lige denne gruppe af kvinder er med i filmen, er vel fordi de er gode til at sætte ord på. Det er ikke fremmed for dem at være i proces.
Nej, det fornægter sig ikke. De er ressourcestærke. De virker veluddannede eller på vej til at blive det. En ting er jo at være intelligent, en anden at kunne reflektere indadtil, at have adgang til det lag af sig selv. Det er forfriskende at høre så mange forskellige tanker, og hvor mange de havde været sammen med. Det var vidt forskellige tal! Og de var alle helt skarpe på deres egne grænser, det var så godt. De virker til at kunne mærke sig selv, de kan høre deres egen indre stemme. Der er så mange gråzoner, hvor man kan slå sig, hvis man ikke kan mærke sine grænser.

Sara: Hvad synes du?
Stephanie: Jeg kunne rigtigt godt lide den, men jeg følte mig også som en voyeur. På den ene side følte jeg omsorg, som en storesøster eller mor, med lyst til at henholdsvis ruske og trøste dem, og på den anden side var det meget intimt for mig. “Har jeg lov til at komme så tæt på? Er jeg lidt en gammel grisedame, der lurer på ungdommen?”. Men det er jo mine egne hang-ups; jeg synes, de skal have lov til at have de her ting for sig selv. Samtidig mener jeg også, at det seksuelle er politisk, og at det kommer andre kvinder tilgode, at ting bliver fortalt, at der kommer et sprog. Også så de unge fyre kan tale med om de her ting.

Sara: Det var det, jeg godt kunne lide! Det var et intimt rum, skabt af unge kvinder som dem selv.
Stephanie: Absolut, det var jo blevet noget helt andet, hvis mænd stod bag filmen. Den samtale … Der ville være kommet flirt ind, bevidst eller ubevidst.

Sara: Som der jo altid gør! Den her film kunne kun lade sig gøre, fordi den laver et et kvindeskabt rum, hvor den erotiske spænding ikke kommer ind som fejlkilde. Der opstår et nyt lag af fortrolighed.

Men der blev også skubbet lidt til grænserne. Der var en lille forførelse, når instruktørerne spurgte, om kvinderne ville tage tøjet af.
Ja, der var noget spænding dér. Måske mellem dem eller i os som publikum, der tænkte over, hvad vi selv tør. Det er specielt at blive filmet. Du ser en foran dig, og bag dem er der tusinder, og du ved ikke, hvem de er. Det er meget potent at vise sig på film. Gad vide, hvad mænd synes om den her film?

Der vil nok være nogle, der ser den for at lure lidt. Men det er måske en fordom? Der er et spænd mellem kønnene, når det handler om at tale om sex.
Jo. Det handler også om villigheden til at tale om de her ting. Piger podes fra fødslen med, at det er okay at tale om følelser, at de gerne må føle i det hele taget. Mænd har ikke på samme måde fået det ind, det sprog, der kan få krop og følelser til at mødes. Det er måske ikke et spørgsmål om vilje, men om træning? Der kan man enten distancere sig, slå på forskellene eller spejle sig, lære af hinanden. Mænd er mere nuancerede end nogensinde før. Jeg kender mange mænd, der sagtens kan tale om de her ting, men det er jo mænd i samme segment; de seksuelle pionerer. Vi får erfaringen og sproget gennem at give og ved at modtage; ved at anerkende, at der er andre, der tør noget andet, oplever noget. Og man kan jo netop også spørge sig selv, hvordan man selv oplever, og hvad man selv har lyst til. Det kan denne film bruges til.

Tror du, der er nogle, der ikke vil få det samme ud af filmen som os?
Ja, men nu tilhører vi jo også selv segmentet, og andre vil sikkert tænke “Nå! De sidder jo bare og snakker!”. Det er jo ikke en sexet film som sådan, der er hovederne, der redegør for kroppen. Det er jo en debatfilm. Man sidder ikke nødvendigvis og bliver opstemt. Det er måske lidt langhåret for visse?

Hvilke film satte noget i gang hos dig, da du var yngre?
Hmm … Jo, der var den der danske serie om Ingeborg Stuckenberg [To som elsker hinanden, 1988, red.]!

Den kan jeg godt huske! Med Benedikte Hansen?
Hun gjorde indtryk på mig. Hun havde en undertrykt seksualitet, der skabte en kæmpe spænding. På et tidspunkt blev hun taget henover et bord i et drivhus af Søren Pilmark, tror jeg, og det var øjenåbnende for mig at se to mennesker, der gav efter for deres længsler. Jeg havde ikke set noget lignende. Her var en kvinde, der tydeligt var seksuel, men som handlede imod sin natur, da det kom til stykket. Hun blev et billede på den kvindelige seksualitets kraft. I dag kan man nærmest alt.

Andre?
Hmm … Lærerinden af Bo Widerberg (1995) … Hold nu op!

Åhja! Den skulle man måske se igen snart, nu hvor man selv er kommet i ‘lærerinde’-alder… den taler nok anderledes til mig nu?
Jeg kan godt lide den, fordi den er så kompleks. Hendes dilemmaer. Det er vildt, som det unge kan fascinere os. Da jeg så ‘Venus’, kunne jeg meget tydeligt se, hvad der drager mænd mod de unge kvinder. Deres lyst og livlighed står klart frem, de vibrerer nærmest.

De lyser.
Ja. Og jeg kunne godt mærke en lille vemod over, at den tid er ovre. Så kan vi heldigvis byde på noget andet. Jeg tror ikke engang, de ved, hvor uimodståelige, de er?

Det var det, der fik mig til at føle mig som voyeur. De ved slet ikke, hvor skønne de er, og her kan vi andre så sidde og svælge i dem.
Det er den energi, de bærer frem. De tager ikke noget, de giver bare. De fortæller os ting, vi kan genkende. Hende den arabiske pige, der sagde, at hun nogle gange skammede sig over ikke at skamme sig … Det husker jeg! At have den der nærmest ustyrlige seksualitet og være så gennem-erotisk. Og rebelsk. Det var et glædeligt gensyn!

Mere om Sara Skaarup:
Som journalist, sexolog og forfatter sætter hun kvindelighed og kærlighed under lup, hvad enten det handler om dynamiske forhold, hvor åbenhed og tillid er i fokus. Sara er en forrygende og flittig foredragsholder, der levende interesserer sig for de mennesker, hun møder.

Mere om filmen:
Lea Glob og Mette Carla Albrechtsen har instrueret Venus – Let’s talk about sex i fællesskab. Lea Glob blev uddannet som dokumentarfilminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2011, og har indtil videre instrueret seks film, hvor flere har været nomineret og vundet priser. Mette Carla har instrueret tre dokumentarfilm. Venus – Let’s talk about sex skal vises på en række fremtrædende filmfestivaler i år, og bliver også til en bog, der udkommer senere på foråret.

Hovedfoto: Sara Skaarup. Foto: Hansen & Pedersen Film og Fjernsyn.
Denne artikel blev bragt hos POV International.
Hvis du kan lide Kino & Kaffe, så kan du donere specifikt til formatet via MobilePay på: 28109674

 

Leave a Reply

%d bloggers like this: