Min kaffe med: Heidi Laura.

#3: Hvor jødiske film kipper med kipa’en og jeg finder ud af, hvad der egentligt gør en film jødisk. Hint: Det er ikke i klipningen.

De fleste bliver ramt af jødisk kultur på nethinden før eller siden. Jeg, en cineastisk inklineret shiksa, er ingen undtagelse. Jeg har lært ord som schmo, schlepp, schlemiel fra film og tv. Jeg kan se mønstre på tværs af genrer, men er stadig nysgerrig på jødiske film.

Især efter traileren til den israelske film ’Footnote’, der var Israels Oscar-bud i 2011. Et intenst drama om rivaliserende Talmud-professorer, der også er far og søn.

Derfor fandt jeg nok chutzpah til at invitere Heidi Laura på kaffe og film. Hun har ikke alene en ph.d. i jødisk mystik, men er også kultur- og videnskabsjournalist på Weekendavisen.

Hvad synes du om filmen?
Den var barsk, fordi den går så dybt ned i deres forhold. Og så rørte den mig personligt meget, fordi jeg kender filmens miljø så godt. Jeg har studeret i Israel på det universitet, hvor den foregår, endda siddet på samme biblioteksafdeling med mikrofilm. Det, de beskæftiger sig med må være virkeligt abstrakt for de fleste, som måske derfor ikke helt ser, hvor barsk statuskampen mellem far og søn egentligt er. Jeg følte mig ramt!

Det er en kamp, som føres videre til de næste generationer.
Det er virkelig fædrenes synder, der nedarves. Sønnerne kan ikke frigøre sig.

Heidi Laura, foto: Ine Boasson.

Hvad er det, der gør det til en jødisk film?
Selvfølgelig filmens setting, og at de studerer Talmud. Det er et kulturhistorisk emne i Israel, ikke kun religiøst. Det er simpelthen indgangen til kulturarven. Det er den ramme, de taler og argumenterer ud fra. Det er også meget jødisk at den handler om en familiekonflikt. Det er det helt store tema hos jødiske forfattere og i film. Det er svært at være i en jødisk familie. Det er en kultur i vild forandring: man er spændt ud mellem de gamle værdier; at ære sine forældre og så et nybrud, hvor man vil realisere sig selv. Sønnen vil være Talmud-forsker på sin egen måde. Og det er utilgiveligt, mener faren. De ældre generationer forventer at få lov til at være vejledere.

Og alligevel vil faren ikke tage imod sønnens beundring af ham?
Ja, det er filmens tragedie. Sønnen rækker ud, og den afvisning er virkelig sørgelig.

Gud var helt ude af plottet. På trods af deres fag handler den jo om ren eksistens; hvad vil det sige at være menneske?
Ja, dér er filmen ret interessant. Der er en del film, der handler om det ortodokse liv; f.eks. ’The Chosen’ og nyere film som ’Kadosh’ af Amos Gitai eller ’Ushpizin’ af Giddi Dar. Det gør det slet ikke her. Det er de rene neuroser, befriet for det religiøse lag. Det meste af den jødiske kultur i dag handler om tradition og ikke religion. Deres konflikt handler jo ikke om religiøse følelser.

Går man helt tilbage, så har far/søn-konflikter været beskrevet siden tidernes morgen, også i de oldgamle skrifter…
Ja, det holder aldrig op! I klassikerne rangerer fædrene altid meget højere; du må ikke sidde i din fars stol etc, og samtidig er der alle historierne om sønner, der vil overgå deres fædre. Det er måske ikke religiøst, men det er godt nok patriarkalsk. Også i den her film. Kvinderne er reduceret til baggrund. Filmen er også en historie om at være bærer af gamle værdier og af de store mytologier, der følger med.

Og gentage mønstrene…
Vi spræller i dem, vi kommer ikke fri. Som tilskuer ønsker man at de kunne noget andet og bedre. Men det kan de ikke.

Når de så endelig bryder bare lidt ud af mønstret, opstår komikken.
Ja, der forventer man at sønnen bliver lidt til grin, og man længes efter det, fordi han er så dominerende. Og så sker det alligevel ikke. Der sker en ny offerliggørelse af faren, der også hænger sammen med sønnens ydmygelse ved at prøve at gøre faren glad.

Hvis vi nu ser til Coen-brødrene, så vil jeg påstå at ’A Serious Man’ bare er den seneste af deres film med et jødisk tema. De har altid en figur, der gør ondt værre, når han prøver at hæve sig over sin position…
Ja, sådan en rigtig schlimazel, der altid kommer galt afsted? Det er jo en klassisk, jødisk figur. Men det at være jødisk filmskaber giver jo også ret til at skrue op og ned for det jødiske. Hver eneste ting skal ikke proppes ned i den eksotiske, jødiske suppe og serveres med en klezmer-fanfare. Det er en klassisk eksotisering af det jødiske. Som jøde har man også en sammensat identitet.

Hvilke andre klicheer synes du der er om jøder på film?
Ortodokse er altid meget melankolske og alt for fromme. Der er stereotyper som Woody Allens figur som er den neurotiske, men sjove. Den musikalske, den livskloge jøde…

Den dominerende mor?
Ja, hun er meget vigtig! Men den alsidige jøde, der falder udenfor de skabeloner, er svær at finde. Ude i verden er der andre stereotyper; den lærde jøde, den onde jøde. Men den dagligdags jøde mangler.

>Den romantiske komedie ’Keeping The Faith’, hvor en rabbi falder for en ikke-jødisk pige, der konverterer, forsøgte.
Lidt som ’Sex And The City’, hvor Charlotte bare skal have sin skaldede jøde, Harry. Han er lidt neurotisk, men en god, alsidig fyr.

Harry startede jo lidt komisk. Han var helt forkert, syntes hun.
En antihelt af den Woody Allen’ske skole.

Men han får sin egen værdighed, fordi han afviser hende. Og Charlotte dropper sin statusjagt og finder en spirituel ro i som single konvertit.
Han transformerer hende ubevidst. Og hun bliver så overdrevet glad for det jødiske, at hun out-jew’er ham. Det skete også i den franske film ’Dieu est grand, je suis toute petite’ med Audrey Tautou.

Nu springer vi lidt i det, men i bogen ’The Finkler Question’ af Howard Jacobson ønsker en helt almindelig britisk mand brændende at være jøde…
Der er et tema dér, som handler om fascinationen ved det jødiske og oplevelsen af, at det giver en noget.

Der er en fascination af den jødiske kultur, af historikken…
…’her kan jeg blive forankret, og blive en del af en lang kæde, en større fortælling.’ Det savner mange. Det er hårdt hele tiden at opfinde sig selv, så man har lyst til at høre til et kollektiv. Og nu bliver jeg profetisk! Jeg tror, de næste generationer søger tilbage til det sociale og kollektive, for det andet, den gennemførte individualisme, er for hårdt. Den jødiske livsform er enormt kollektivt; det handler ikke om dig og din indre frelse, men om samfundet og gruppen. Det er sjovt, at de film, der handler om ikke-jøders fascination af det jødiske, kommer fra USA og Europa, ikke Israel. I ’Footnote’ er det ikke et emne; det er slet ikke interessant. ’Selvfølgelig er vi jøder, hele samfundet er jødisk!’. Det sker først i diaspora’en, hvor det jødiske hele tiden er i forhandling med det omgivende samfund, og du skal forklare og forsvare, hvorfor du holder fast i så gammel en kultur. Man skal stå på mål for det, og det er egentligt sundt.

I dokumentaren ’City of Borders’ om bøsser og lesbiske i Jerusalem, medvirker bl.a. en bosætter-bøsse. Han føler sig diskrimineret, men ser ikke en parallel til palæstinenserne…
…det at være en minoritet betyder ikke, at du har empati med andre minoriteter. Man kan ikke stille et psykologisk krav om, at medlemmer af en minoritet skal være lidt bedre mennesker. Men hold fest, hvor ville det være rart. De kommer jo med en dobbelt erfaring.

Der var kun en enkelt homobar i Jerusalem, så både jødiske og palæstinensiske queers kom der, også blandede par.
Man skulle jo tro, det kunne skabe en forandring. Hvis de nu forelsker sig, og det gør de jo faktisk. Israel er ret homovenligt, det er det eneste sted i Mellemøsten, hvor man kan være nogenlunde ude af skabet. Og samtidigt er det er utroligt patriarkalsk og gammeldags samfund.

Hvis vi vender tilbage til ’Footnote’, så har vi det meget personlige, familiemæssige, som alle forholder sig til.
Ja, det har du ret i, og det er måske en ny tendens i israelske film? Man har fået behov for at dyrke det dybe privatliv, det meget personlige og sårbare. Kender du serien ’In Treatment’? Det er oprindelig en israelsk serie, ’BeTipul’, der handler om en psykolog og hans klienter i løbet af ugen. Den sidste dag går han selv i terapi, og er fuldstændig udknaldet neurotisk selv. Det er enormt intimt, og handler om traumer, pres og stress, og det er der masser af i det israelske samfund. Tag immigranter fra hele verden, enorme kulturforskelle, krig med naboerne og put dem i et lille land med økonomiske problemer, hvor de skal lære at være en nation. Sammen. Plus religiøse konflikter, generationskonflikter…så er det ikke underligt, at der er et indre, psykologisk pres. Du kan jo ikke komme af med det til hverdag, hvor det hele skal hænge sammen. Det er en trykkoger og et samfund i kronisk krise, og du har ikke lov til at beklage dig over alt for små ting. Du skal kunne bære noget. Staten Israel er jo meget ung, og den bærende zionistiske ideologi er, at alle skal yde til fællesskabet. Ellers kan det ikke hænge sammen. Du kan ikke smelte så forskellige kulturer sammen, hvis du ikke sætter kollektivet først. Familielivet og neuroserne blev underordnet den pligt. Men nu er man nået frem til at se nærmere på det.

Er der nogle nye stemmer i den jødiske kultur, som vi skal holde øje med?
Etgar Keret, som både laver tegnefilm og skriver noveller, er meget anderledes end de gammeldags, episke fortællere som f.eks. Amos Oz, fordi han skriver små, absurde historier. Og amerikanske Nathan Englander, som simpelthen giver den jødiske verden en rigtig fræk ny behandling. De nye generationer tager sig større friheder, og der kommer også stemmer med orientalsk baggrund, der kan give modspil til den østeuropæiske, jødiske kultur, der har domineret det hele. Det er interessant med fx de persiske og irakiske jøder i Israel, der fortæller efter et helt andet mønster. Det er så oplagt, og man har jo lidt ventet på, at det mellemøstlige kom til udtryk. Der kom jo så mange marokkanere, persere og andre til, så det tror jeg også kommer. De to tendenser; den lille, frække historie og det orientalske.

Kommer det til at ændre den måde, jøder bliver skildret på, tror du?
Det kommer til at tage tid. Jeg skulle illustrere en bog om jødisk kultur i dag, og kunne kun finde billeder af mænd med hat og skæg. Det er jo forrykt. De udgør få procent af den jødiske befolkning, men der findes bare ikke billeder af andre jøder end dem. Den jødiske kultur er blevet lig med den østeuropæiske jødiske kultur, og man glemmer også, hvor meget jødisk kultur, der har været i Orienten, Indien og Centralasien. Man hører aldrig om det. Og Sydamerikas jøder. Og i dag ophæver de gamle skel jo endda sig selv; alle de jødiske kulturer er blevet blandet sammen i løbet af de sidste hundrede års migrationer.

I dramaet ’Holy Rollers’ spiller Jesse Eisenberg en ortodoks jøde, der bliver dope-smugler for et israelsk kartel…          
Det er sjovt. Det med stoffer og det jødiske, det ser vi også i serien ’Weeds’. Der er et eller andet der, en ny mytologi undervejs? Det er rigtig interessant, for den jødiske lovbryder har jo været tabu. Vi har haft de kloge, musikalske stereotyper. Nu er vi nødt til at få historierne om de dumme, asociale jøder.

Der har været et lille tilløb hos f.eks. Guy Ritchie i ’Snatch’, hvor der er en jødisk gangster.
Der har også være et par stykker i andre film, og jøderne var jo faktisk en stor del af gangstermiljøet i USA, hvor nogle jødiske klaner dominerede meget. Men det er stadig ikke noget, man kan tale om. Dem, der skildrer det, i film eller i bøger, får så meget tæsk af jødiske anmeldere. ’Vi kan ikke udstille vores beskidte vasketøj, hvad vil folk så ikke tænke om os?’.

Det bliver spændende at se, hvad de siger til ’Gangster Squad’ næste år, hvor Sean Penn spiller en virkelig ond Mickey Cohen.
Den lede fyr, som også er jøde, er stadig svær at sluge. Tarantinos jødiske hævnpatrulje i ’Inglorious Basterds’…her var jøder, der nød at udøve vold, som virkelig glædede sig over at få hævn. Så opgøret med stereotyperne er der.

Hvad hørte du af reaktioner på den?
Der var kritiske jødiske røster i USA, men det er der hver eneste gang, nogen tager noget jødisk op og gør det mere flosset i kanten. De bliver altid skældt ud eller forsøgt afklapset. Men en film som den bliver hyldet i de mere flippede jødiske kredse, f.eks. omkring magasinet Heeb (slang for Hebrew/jødisk). De der unge, frække, indie-jøder kalder sig heebsters, og de synes den slags er vildt fedt. De holdt en fest og spiste små hagekors. Netop for ikke at leve i de gamles mytologier. Det er igen et generationsopgør med far og bedstefar, der siger ’Det må man ikke’.

Der er ting, man ikke må lave sjov med?
Ja. Og hvis du er ikke-jøde er du anti-semit, og er du jøde, er du en ’self-hating jew’, hvis du gør det.

Men er det ikke en del af den jødiske humor, hvor man gerne må grine af sig selv og af ulykker? F.eks. med den figur, vi talte om før?
Jo, netop. Derfor kan man så også sige til de der gamle herrer, der bliver så forargede: ’hallo, hvor er jeres jødiske humor?!’ Vi er nok ude i noget med magt og status.

Miracle Film har venligst lånt os en screener af  ’Footnote, men har ellers ikke på nogen måde haft mulighed for at påvirke dette indlæg. Jeg siger det bare.

2 comments Write a comment

  1. Pingback: Kino & Kaffe: Kærlighed er som krig – Stephanie Caruana | Journalist og forfatter

  2. Pingback: Kino & Kaffe: Gud er en sommerfugl i et edderkoppespind – Stephanie Caruana | Journalist og forfatter

Leave a Reply

%d bloggers like this: