Queer and beyond.

Querelle, 1982

Querelle, 1982Dette indlæg er blevet til i anledning af MIX Copenhagen LGBT film festival, der løber fra d. 19. til d. 28. oktober 2012.

Undskyld, men jeg er lige nødt til at springe ud af skabet. Det hører sig lidt til, ikke? Jeg er en overvejende heteroseksuel, gift speltmor fra Amager. Og jeg kan rigtig godt lide queer-film.

Det lettede. Når jeg for eksempel tager til filmfestival i Berlin, gør jeg en dyd ud af at se efter årets interessante queer-bidrag, både indenfor dokumentar og spillefilm. Det er nemlig ofte der, der sker noget interessant.

Jeg ved ikke, om det er fordi filmene ofte er lavet uden for studiesystemet, skabt af ildsjæle med et brændende behov for at fortælle, men jeg tror det faktisk. Det betyder også nogle gange, at man skal være forberedt på rystede, grynede billede, slappe narrativer og ikke altid stramme klipninger. Men det er det værd.

For det er her, der er noget på spil.

Det er historier, der ikke ellers ville blive fortalt. Stemmer, der ellers ville drukne i drønet fra Hollywood. Bevares, H’wood tager oftere en lyserød brille på end nogensinde før, og er blevet bedre til at sætte queer og mainstream sammen, så begge sider får noget ud af det.

I vinterens Berlinale så jeg bl.a. ’Cherry’, ’Children Of Srikandi’ , ’King Of Comics’ – og ærgrede mig over ikke at få set ’Leave It On The Floor’. Det kan jeg så passende råde bod på i denne ombæring. Men var der noget ved dem?

’Cherry’ handler om en ung kvinde (Ainsley Hinshaw), der går kødvejen. Det ene topløse billede (opfordret af lowlife boyfriend) tager det andet, og så ligger hun dér. Og får et fællesskab med de andre piger i branchen og en spirende fascination af den lesbiske pornoinstruktør (Heather Graham). Det er en smuk, men også en lidt problematisk film. Det siger jeg ikke kun, fordi jeg som mor til en pige føler mig lidt forpligtet til at være skeptisk overfor en film, der ser porno som et karrierevalg. Omvendt så har jeg respekt for, at den er lavet af folk, der selv har arbejdet i sexbranchen og er filmet hos Kink.com, et enormt pornokonglomerat i San Fransisco. Min primære anke er faktisk de vage mænd omkring hovedpersonen. Men se og døm selv, der er stof til eftertanke. Gode præstationer fra Lili Taylor og Dev Patel (!).

Children of Srikandi’ er et eksempel på den vigtige, men måske ikke nødvendigvis helt vellykkede dokumentar. Tænkt som en række kortfilm om lesbiske og et enkelt par transseksuelle i Indonesien, er den blevet knyttet sammen til et kludetæppe af stærkt varierende kvalitet. Men når den er god, så er den et rystende og smukt indblik i en anden verden, som vi eller aldrig hører fra. Stil forventningerne ved døren, åbn øjne og ører for denne film.

King of Comics’ er et blufærdigt og alligevel nærgående portræt af tegneren Ralph König, en af de helt store bøsseikoner (hvis man var i tvivl). På trods af at han har bragt humoren og alvoren fra den mørkeste, mest dampende bøssesauna og de mest opkørte (stereo)typer, så selv heteroer kan forstå og grine med. Denne doku følger hans vej fra følsom ung mand til en stor fortolker af LGBT-miljøets rejse. Bøsseaktivisten og instruktøren Rosa von Praunheim på 70 år har 74 (!) film bag sig, der spænder fra det kitschede, rædsomme og meget tankevækkende, har denne gang leveret noget, der nærmer sig noget sublimt. Nyd Königs fantastisk morsomme oplæsninger af egne værker og ikke mindst hans refleksioner over sin egen og tidens tilstand.

The Hunger’ er jo en klassiker, som jeg typisk er faldet over kl. meget sent på en zappetur, og blevet hængende. Historien giver vel dybest set ikke mening, men som er så smuk og stemningsfuld, fuld af poesi, gru og firserdekadence i soft-focus, at jeg gerne ville unde mig selv at lade mig opsluge af den på et stort lærred.

Der er så mange spændende film på programmet i år, og nogle af dem vil være det mest fabelagtige, du nogensinde vil kunne se. Noget vil være noget bras, cineastisk set, men alligevel noget, der er værd at se.

Hvis nogen spørger mig, om queerfilm som ’Ticked-Off Trannies With Knives’ bidrager med noget eller er strengt nødvendige i et stadig mere mainstreamet LGBT-miljø, så er der kun ét svar. Bitch, please.

Der er nok at se på, lade sig inspirere af og lade sig fylde af, uanset hvem man er og hvad er til. Tag en speltmor m/k med, de vil elske jer for det.

1 comment Write a comment

  1. Besøg endelig MIX Copenhagens side for at se, hvad der ellers er at se. Og nej, de har ikke bestemt, hvad jeg skal blogge om eller hvordan – og jeg gør det, fordi jeg er nysgerrig og ren con amore.

    Kh/S.

%d bloggers like this: