At dræbe mediedarlings.

Nogle gange kommer fiktionen faretruende tæt på virkeligheden. Af alle de ting, som jeg frygtede, at min redaktør ville have indvendinger imod efter al min omrokering, kondensering, dræbte darlings og så videre, var det her ikke dét, jeg havde troet.

Mit offer lignede måske for godt.

Redaktørens største anke mod de 364 sider, der var printet ud og bar hans hastige notater på overraskende få af dem, lå i mit primære mordoffer. Om han lå for tæt op af et ægte, levende menneske.

Og det gjorde den figur nok. Egentligt. Slet ikke med vilje, forstås. Jeg kan ærligt sige, at jeg aldrig har vekslet et ord med ham. Hans ’karriere’ i min bog begyndte som bifigur, men han hang fast, blev vigtig, udviklede sig.

Da jeg blev inspireret i sin tid, var jeg slet ikke i nærheden af vedkommende. Jeg kendte ham ikke. Det gør jeg stadig ikke. Der var nogle elementer ved ham, nogle meget synlige og offentlige manerer og interesser, som jeg tog en flig af og bryggede videre på.

Og lige pludseligt kom det lidt for tæt på. Og blev sært. Jeg fik lidt dårlig samvittighed. Men ikke nok til at lave ham om. Til at begynde med. Men nu var der ikke nogen vej uden om. Min redaktør var bekymret for, om denne ændring ville bremse projektet. Næh.

Vores møde udviklede sig til en jam session. De fleste ting kom på plads overraskende nemt.

’Ok, han skal have samme træk, livsstil…jeg gør ham til fotograf! Det er ikke en avis, det er et magasin…han er fotografernes svar på Nils Thorsen, sådan en, der glider i et med tapetet i dagevis, indtil det rigtige øjeblik opstår. Ikke noget med fotovest og krigsbilleder… han er eksmodel, har været hos Gunnar Larsen i Paris dengang… han bor i et baghus i Indre By’.

’Ja? Altså, ikke Østerbro? Mediehusene har da ikke råd til den slags fotografer og den type magasiner?’

’Jo, for så god er han. Og han fik fingrene i det baghus, da han kom hjem fra Paris, har brugt det som fotostudie, nu bor han der. Soveværelset er i det gamle atelier. Kæmpe vinduer!’

’Klart nok. Og han har en ægte Man Ray på væggen…og du må nok putte flere ting ind i det hus, hvis det er.

Og således bølgede det frem. Og tilbage. Han blev ældre, gråhåret, men stadigvæk hamrende sexet. Og pludseligt forsvandt mine kvababbelser. Havde det nemlig lidt underligt, da inspirationsmanden blev portrætteret i et magasin her i efteråret. Som om han blottede sig ved at stille sig frem. Men han vidste jo heller ikke, at han skulle slås ihjel. Og det finder han forhåbentligt heller ikke ud af. Nu er det ikke ham længere.

Det er jo ikke en nøgleroman, faktisk er det måske ikke knapt nok en krimi, men snarere ’erotica noir’, som en vis anmelder måske kunne finde på at kalde den. Siger min redaktør. Og sådan en har ofte ret.

John Slattery.
Dette er ikke mit mordoffer. Dette er skuespilleren John Slattery.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.