What happens in Horsens stays in Horsens.

Forbrydelse betaler sig. I hvert fald hvis jeg skal svare på egne vegne, og jeg mener ikke pengemæssigt, men i form af store oplevelser, spændende folk og interessante samtaler. Krimimessen i Horsens har jeg altid haft en ømt forhold til, siden jeg først var afsted for syv år siden. Det føles som en menneskealder.

For seks år siden sendte jeg i en rus af adrenalin og graviditetshormoner de tyve første sider af det, der nu er en roman, til damen, der mere end nogen anden personificerer Krimimessen. Hun havde inviteret til manusworkshop, og jeg tænkte, ’at det var nu eller aldrig’. Og i år tilbød hun mig både at interviewe Birgitte Bartholdy og at selv få en halv time, jeg kunne gøre med, hvad jeg ville. Jeg læste op og svarede på spørgsmål om min lange, heftige bogproces.

Året efter workshoppen kom jeg tilbage, flov over ikke at være kommet længere. Den brændende nødvendighed for at få historien ud og ned, var blevet aflyst af en hverdag, der ikke gav plads til at skrive ret ofte. Men afsted ville jeg.

For jeg kunne ikke undvære samtaler med andre, der skrev. Samtaler med dem, der fik udgivet. Og dem, der fik det hele til at gå op i en højere enhed. Det var også en samtale, eller rettere en paneldebat, jeg lyttede til i Horsens, der fik mig i kontakt med min redaktør. Det er blevet et samarbejde, der siden har kastet så mange givende samtaler af sig.

Jeg oplever, at folk der skriver og læser spændingslitteratur, har både en evne og en glæde ved at engagere sig. Ret beset føler jeg mig stadig som en gatecrasher, fordi den fysiske bog ikke er i hånden endnu. Men de her folk siger tillykke med at den snart kommer, spørger ind, glædes på mine vegne. Og jeg på deres.

Disse dygtige og lidt vanvittige mennesker har betydet nogle samtaler i mit liv, de har været med til holde min næse i sporet. Det er samtaler, som jeg helt naturligt gerne fortsætter. Også til kl. bæ om natten efter den i sandhed legendariske fest for forfattere og forlagsfolk efter messens første dag. Nogle af de samtaler kan deles, andre bliver i Horsens. Og sådan skal det være.

Søndag formiddag havde jeg i øvrigt min første optræden som forfatter. Jeg læste op og fortalte, overvældet over at der rent faktisk kom folk, jeg ikke kendte. Jeg var ikke nervøs (kun lidt), fordi jeg havde fået opbakning og træning i at læse op af gode folk, der vidste, hvad de gjorde. Folk har rakt ud, og jeg har med glæde taget imod.

Så da den første forlagsdame jeg lærte at kende, begejstret præsenterede mig for en, der netop stod med begyndelsen af sit manus, en glad kvinde med talent for at skrive om mord, så stak jeg selv hånden frem, tilbød at starte en ny samtale. Det manglede bare.

Se lidt fra den halve time, jeg fik i Arresten søndag formiddag her. Og her.

OPDATERET:
Og her er forresten mit første radiointerview – det er fra Kulturnyt i P1 dagen før messen. Interviewet begynder ca. 7.25 minutter inde.

PS: Hvad synes en forfatter som Susanne Staun om Horsens? Læs selv!

IMG_0031

Ian Rankin præsenteres.

 

IMG_0035
Fine forhold.

 

2 comments Write a comment

  1. Og du gjorde det sørme godt i din halve time! Jeg lyttede, nød ordenes klang og liniernes essens. Tak for de smukke ord, jeg tog dem ind med lukkede øjne. Håber jeg en dag kan bibringe verden med de skønneste anslag. Ditte

  2. Tak, Ditte! I var et fantastisk publikum til min allerførste forfatteroptræden. Ville faktisk have spurgt, om der var nogle kommende forfattere blandt jer – men nåede det ikke. Jeg ville også gerne have læst mere op, men tiden løb sin vej.

Leave a Reply

%d bloggers like this: