Hvad er meningen?

Her skal stå noget meningsfyldt. Det er edderødeme svært at finde en mening, der ikke er en kliché efter Charlie Hebdo og Nigeria, men måske er det bedre at slippe ideen om mening for bedre at kunne se verden?

Meni(n)gheden på Facebook og i aviser deler sig efter anskuelse, fra hver prædikestol råber mennesker sandheder efter de vantro, der ikke har fattet en skid. Eller taler sandhed til dem, der allerede er omvendt. Hvis ikke, man var klar over det før, så har denne lille uge efter Charlie vist os det. Jeg nægter.

I princippet kan jeg intet skrive nu, som ikke er vendt og debatteret 117 gange siden onsdag. Lidt menings- og medieliderlige er folk jo altid. Derfor handler denne klumme ikke om dem, men om os. Dig og mig.

Ja, der er sandheder i verden. Jorden er rund, vi skal alle sammen være her, og solen står op i morgen, uanset hvad vi oplever i dag. Resten er til debat.

Men det betyder ikke, at vi skal kyle bøger, tegninger eller meninger efter alle andre. Eller slå ihjel, begrænse ytrings-, friheds- eller menneskerettigheder.

Jeg nægter at kræve, at andre skal mene som jeg. Jeg nægter at være bange, anklagende, trodsig eller så vred, at jeg ikke kan lytte.

Jeg er hverken Charlie, Ahmed eller en af de piger, som Boko Haram har bortført.

Jeg er muligvis Carrie Bradshaw med meningskvalme. Men mest mig selv. I et liv på en jord, hvor du, han og hun er der. Os. Og det er nu, vi lever her. Vi har ikke andre tider, andre steder.

Noget af det, jeg har lært som voksen, er, at først når jeg slipper vreden over andres idioti og småtskårenhed, ser jeg min egen. Og kan ændre den.

Jeg er virtuel ven med folk, jeg før følte antipati mod. Deres liv og holdninger provokerede mig engang, og det var nemt at hidse sig op, når de her damer var i medierne og mente noget, jeg var stik uenig i. En instinktiv forargelse.

Når denne klumme ikke handler om de mænd, jeg har været uenig med, er det, fordi jeg ikke har modnet mig helt nok til at være elektronisk ven med dem. Det arbejder jeg på, jeg tror jo på ligestilling.

(Ironi kan forekomme, kære du, der netop nu overvejer at skrive en bidsk kommentar til denne klumme. Gør det, hvis du får det bedre af det.)

Mit voksenliv er en uddannelse i at danne mine egne holdninger, skabe mening i mit eget liv. Og jeg blev klar over, at jeg godt kan beundre de her damer og være uenig med dem på samme tid.

En af dem skiftede storsmilende sit tjekkede byliv ud med have, hus og høns. Hun pirkede til min egen svulst af dårlig samvittighed over ikke at gide, da jeg selv fik hus og børn. Hun er faktisk et fint menneske.

Hun er en enlig mor, der er blevet sit eget brand og business, og det er lykkedes, fordi hun knokler som få. Hun har intet fået foræret, men skabt selv. Det er sejt.

En anden har ofte så gasblå holdninger, at jeg rasende sagde et avisabonnement op. Hun blev svigtet, da samme avis ikke tog ansvar og sagde fra, da trolls gik langt over stregen.

Den pæne, borgerlige avis står åbenbart for ytringsfrihed, også når det gælder tilsvininger. Så hun tog sit lækre tøj og skred. Hun finder sig ikke i en skid. Hun er modig. Og jeg er oftere enig med hende, end jeg vil indrømme.

Hende den tredje er jeg langt fra politisk enig med. Nogle af hendes helte opfatter jeg som klaptorske. Men hun? Hun er skæg. Og virker skøn og langt mere åbensindet, end jeg troede. Jeg kan lide hende langt bedre i virkeligheden end i spalterne.

Det er jo der, vi lever. Derude. Hvor vi handler. Møder hinanden. Denne klumme er ikke et møde, men bare ord. De og vi er mere end vores meninger. Vi er mennesker.

Jeg nægter at leve i frygt. Jeg nægter at bruge mine meninger til at pege fingre. Jeg er også bange, anklagende, vred og ked af det. Men jeg vil ikke lade det definere mig. Jeg ved ikke, hvad mine børnebørn vil sige om vor tid. Jeg håber, at den giver mening engang.

Jeg vil ikke lade fronterne påvirke mit møde med verden. Jeg er hverken offer eller bøddel. Jeg er menneske.

Og jeg vil række min hånd frem, stikke dig en blyant. Også når jeg er rygende uenig i dine holdninger. Det er der ikke avisoverskrifter eller paroler i. Men for mig giver det mening.

Når jeg møder folk uden fordomme eller filter, kan jeg vise, hvem jeg er. Jeg har ikke sandheden. Jeg nægter at tro, at der kun er én.

Klummen blev bragt i Information d. 13. januar 2015.

ceci-nest-pas-une-pipe

Leave a Reply

%d bloggers like this: