Hjem, svære hjem.

Hvad skaber et hjem? Rammerne, menneskene eller bare det, at man kan trække vejret der?

Mit barndomshjem var flere steder. Lejligheden på det yderste Østerbro med min mor. Duften af paperbacks, daggammel kaffe i stuen, hendes parfume, mine fingre over hendes kjoler i skabet. Vores råb, unger, der sloges og legede i baggården.

Min mormors hus på Orø, vinden i kakkelovnsspjældet og hundesnorken i en solstribe med støv. Smældet fra skabet, min mormors latter, duften af Mirácoli. Udenfor stranden, lyden af ølkasser i hendes kiosk, en knallert gennem fuglesang, markerne.

Min søsters billige lejlighed jeg sammen med en veninde flyttede ind i som 18-årig. Det var ikke hjemligt nok til gæsten fra den italienske venskabsklasse i 3.g. Der var jo ingen voksne. Da jeg 20 år senere blev skilt, græd jeg, da den veninde sad med mig. En, der kender mig, fra før jeg selv gjorde, er også et hjem. Nu er vi de voksne.

Hjem for mig er en kerne, jeg bærer med mig. Jeg har følt mig hjemme, hvor jeg var. Steder, bøger og musik. Jeg bor stadig i bestemte sange.

Home is where the hurt is. Jeg har oplevet dårlige ting i mine hjem. Mit nej, nej, nej, gjaldt ikke, jeg havde selv inviteret ham ind. Den lejlighed blev fremmed for mig. Pludselig var mine ting og mine rum ikke mine. Min krop heller ikke. Lyden af trin på trappen ubehagelige. Men det gik over. Som det gør.

Jeg finder ro i andres mylder og orden. Jeg har forsøgt at skabe hjem med andre. I et hus, hvor intet helt blev, som jeg håbede. Jeg blev aldrig, som jeg burde være. Et hjem til flere kan jeg ikke bære alene, og min sorg, krise og udvikling kan ikke fylde et helt hus, uden at enten huset eller menneskene i det sprækker. Jeg gik selv.

Mit hjem er også et rum mellem mig og mennesker. Mit hjem er i samtalen med andre. Dem, der kender mig og piller kvaler ned. Et nyt menneske, der giver mig indsigter.

At udkomme som forfatter, opdage, at jeg har et fællesskab med folk, jeg før følte, jeg var langt fra, men som har budt mig velkommen. At opdage, at jeg kan byde andre velkommen selv og hjælpe dem til at skabe. Mine ord og historier finder hjem i andre mennesker, og det er en overdådig fryd for mig. Det hjælper mig til at blive ved med at skabe verdener og erobre nyt land. Jeg kender mine karakterer til bunds, kender deres frygt og håb, og føler mig hjemme i deres liv.

Jeg flyttede igen i sensommeren, i tvivl om alt. Igen i krise, igen besluttet på at bære mit hjem med mig, skabe ro om mig selv og mine børn. De virker til at trives overalt, bare jeg er der.

Mit hjem er min søns kinder, når han putter sig ind til mig, min datters spillende øjne og dybe latter. Hun kan ikke sidde stille, uanset hvor vi bor. Mit hjem er min aftenkaffestund, det er mine morgener, hvor jeg skriver.

Det er også at overgive mig, mærke et menneske trække vejret hos mig. Mærke, hvordan han føles som at komme hjem. Mærke fornemmelsen i kødet, hans duft og smag, når han er væk. Alle mine parader nede, der er kun varme, hud, min hånd mod den brystkasse og min krop ned i en søvn, hvor intet ondt vil ske. Lykkelig uvidende om, at det måske ikke føltes som hjem for ham.

Og tomrummet, når jeg fylder for meget alene. Jeg stirrer på vægge, jeg ikke var begejstret for. Skaber nye rutiner, inviterer venner til at sidde i mit køkken. Jeg laver mad og kaffe til dem, glædes over at de føler sig hjemme ved mit bord. Som hos min mormor og mor.

Jeg vænner mig til savsmuldstapet, nye vaner og lyde. Ting at huske, når jeg en dag bor et andet sted. Som mine børn vil huske. Jeg tager billeder af solopgange fra køkkenvinduet.

Jeg føler, at jeg for første gang har et sted, der virkelig er mit. Ikke bankens, ikke andres. Og at jeg har været angst for at nogen tog det fra mig. Tænk, at jeg må bo her. Være her. Leve og trække vejret. Lige her.

Honey, I’m home.

Klummen blev bragt i Information d. 6. januar 2015.

IMG_3121

1 comment Write a comment

  1. Pingback: Kig til maskinrummet. | Stephanie Caruana

Leave a Reply

%d bloggers like this: