Denne klumme handler ikke om ’tonen’. Op i røven med tonen. Men nogle gange orker jeg simpelthen ikke feminisme. Det tager simpelthen for meget tid at diskutere, når man også skal have et liv.
Det er lige meget, om vi snakker om catcalling, hverdagssexisme, kvinder i bestyrelser eller den der skjorte, ham forskeren havde på. Når jeg (og mange andre kvinder, ikke alle) mener noget om mænd og kvinder, sker det. Næsten hver gang, nogen ytrer sig om feminisme, især på Facebook, så handler første kommentar, eller i hvert fald den første fra en mand, næsten altid om, at sådan må jeg ikke skrive/føle/opleve det.
Hvornår lærer jeg det? Jeg kan eller må ikke dele min frustration, når jeg opfatter noget uretfærdigt eller åndet i mit eller andres liv, hvis det har noget med mænd at gøre. Ikke uden at en mand beder mig ændre min opfattelse, for sådan er han ikke.
Mit liv leves i bullet time. Omkring mig går alt langsomt, mens jeg svæver, uddeler øretæver og kommentarer. Jeg svarer kort, kommer videre i teksten. Kommentarerne spænder vidt. Og bliver ved. Vi bliver ikke enige i tråden, jeg opgiver. Og holder kæft. Jeg orker ikke at forsvare min holdning, jeg har formuleret den. Magter ikke at forklare igen, at mænd ikke bliver mødt med samme modargumenter. Eller skal holdes op imod, hvad de mente i sidste uge, eller hvad andre mænd mener. De råber op og falder ned igen uden at revidere oplevelser og ord. De vil debattere, de er normen, de er mennesket, og hvis et andet menneske af samme køn tilfældigvis er en idiot, har det intet at gøre med strukturer, handlemåder eller tankesæt.
Jeg er den hvide kanin, og jeg har for lidt tid. Tjekker tråden, går væk igen. Min hjerne er fuld af lister, tanker, drømme og kærlighed. Jeg skal have nye impulser. Læser lidt mere. Ser ting, som andre kvinder og mænd har delt. Ryster på hovedet af kommentarerne. Når (mange, ikke alle) kvinders oplevelser ender med at handle om (nogle, ikke alles) mænds følelser af at blive afvist. Kønsdebatten vækker så stærke følelser.
Som kvinde er jeg åbenbart en del af et fælleskøn, der slår den enkelte mand i hartkorn med trolls og andre narrøve, hvis jeg oplever noget, som andre kvinder også straks genkender. Og kommer til at sige ’mænd’.
Bullshit. Tænker jeg og falder i søvn. Uret ringer 5.30, hvor jeg kan få lidt over en time i fred til at klumme/blogge/skrive roman i. Eller bare svare på mails.
Jeg vil ikke sige, det er hjernevask og manipulation, når kvinder fra barnsben af bliver mødt med, ’det forstår du ikke, lille skat, lad de voksne tale’, og derfor holder kæft, læser og bliver 12-talspiger (i det omfang den myte overhovedet er sand). Drenge lærer at kæfte op (og stakkels de drenge, der ikke gider det pis).
Og i debatten bliver hun pillet ned og bedt om ikke at opleve og føle det, som hun gør, fordi han så føler sig krænket? Mens ingen sætter spørgsmålstegn ved, at kvinden er fælleskøn, som alle har en holdning til?
Men jeg har ikke tid til at skrive om feminisme. Og jeg er ikke noget orakel, bare mig.
Måske kunne mænd (ikke alle mænd) spørge sig selv, hvorfor de føler sig personligt ramt, når kvinder mener noget om mænd? Og hvorfor de pinedød er nødt til at bede os om at ændre opfattelse som det første? Handler det om at være bange for at blive til grin?
Og jeg har slet ikke tid til at skrive om alt det, feminister gør forkert. Og kvinder. Og folk. Ikke tid til at blive hængt op på, hvad kvinden har gjort galt, siden hun lokkede Adam til at spise af det fucking æble. Garanteret dér det begyndte, tænker jeg, mens jeg råber ungerne ud af sengen og afsted i trædemøllen igen.
Seks om dagen, my ass, sådan en gang økofeminisme, der reducerer ham til speltpik. Ude af The Matrix, ude af Paradis, det her er bare mig og mit liv.
Måske kunne vi alle prøve med et ’hey, sådan oplever jeg det ikke, men jeg respekterer at du gør. Hvad kan jeg gøre?’. Det andet trækker tænder ud.
Jeg vågner ikke en dag som antifeminist. Jeg har slugt den røde pille, du må selv tage et valg. Kan du ikke se, at du lever i strukturen? Jeg vil godt hjælpe, men jeg har faktisk et liv, et virke og en revolution at passe.
Måske har jeg bare brug for at råbe op nu og da. Og komme videre. Skal du med, eller vil du bare stå her?
Klummen blev bragt i Information d. 30. december 2014.
