Mike Leigh
Ethvert søstykke har brug for en havkat i et hyttefad. Enhver biografi, enhver film, der foregår i svundne tider, kan have brug for at blive rusket lidt i.
Kunstmaleren John William Mallord Turner får endelig filmisk liv, og i Timothy Spalls imponerende fremstilling bliver en sær, midaldrende mand til et dybt og smukt menneske. Hans kunst folder sig ud, indhyller beskueren og besjæler os.
Normalt ville jeg nu indsætte et rids af handlingen, men dybest set er det bare et liv: Der rejses, males, konverseres, diskuteres kunst – og Turner finder både en ny retning for kunsten og kærligheden i en moden alder.
Spændingen ligger i alle de små tilbageholdelser, blikke og lyde, som Spall på fornemste vis bærer frem, ikke i en spændingskurve i et konstrueret plot. Det giver både en autenticitet – men får ærligt talt også filmen til at føles lidt lang.
Vi får overdådigt filmede to-en-halv time med en pragtfuld knudemand af en gryntende knark, der rejser ud, maler, vender tilbage, og så forfra. Man kunne godt have brugt en lille ansats til plot.
Jeg er måske en af de få, der ønsker filmen var skarpere. De karakterer, vi når at lære at kende, er fantastisk fine. Hans far, tjenestepigen og den kvinde, han forelsker sig i. Resten er et væld af anonyme bipersoner, uden andet formål end at skabe modvægt til Turner i nye rammer. Alle præstationer er fint leveret, men ingen stjæler for alvor scenen fra kunstneren i centrum.
Vi er langt fra Merchant/Ivory, men får et kammerspil af episke proportioner, der trækkes lidt ned af scene på scene, vi alligevel ikke skal forholde os til. Men smukt og nærværende, så man mærker det snærende salonliv, de ramsaltede skumsprøjt og det dampende og prustende lokomotiv, der skærer sig gennem solnedgangen. Det kunne være endt freudiansk i en anden instruktørs hænder.
I dag sætter kunstverdenen provokation og udtryk højere end håndværket, alene derfor var J.W.M. Turner forud for sin tid, da han netop varsler mange af de tanker, vi tager for givet i dag. Og derfor savner jeg måske mere salt og bid i den himmerigsmundfuld, Mike Leigh serverer.
