Arbejdsro, tak!

Hvert år råber nogen om Statens Kunstfond »Luk lortet, spild af skattekroner!« Til det siger jeg meget høfligt og med kærlighed: Luk måsene, I kære rindalistiske, reaktionære reduktionister-

I princippet må hun ikke engang eje en blyant. Hun er på dagpenge og forfatter. A-kassen siger, at hun ikke må skrive dagbog, fordi hun kunne udgive den senere, og så er det jo at arbejde. Det hører jeg til et arrangement i Dansk Forfatterforening.

Det er svært at være kunstner i Regeldanmark, men man er, hvad man er. Og man gør, hvad man kan.

I sidste uge kom svar fra Statens Kunstfond om legater. En forfatter med adskillige romaner bag (og foran) sig, brød ud i jubel, da arbejdslegatet på 50.000 blev meldt ud. Økonomien var reddet. Nu har vi ikke mindsteløn i Danmark, men sammenlign med egen lønseddel og se, hvor mange måneder, det rækker. Uden pension, ferie, sygdom og skat. Der er ikke mange måneders frisættelse i den pose penge for en almindelig lønmodtager.

Kunstfonden er altid under beskydning, både af dem, der ikke fik i denne omgang, og af dem, der står udenfor og råber, at hvis ikke kunsten kan klare sig på markedsvilkår, så skal den slet ikke klare sig. At det er pinligt at være på ’støtten’ og lade sig forsørge af Moderstatens skærmende hånd.

Igen, kan man leve af det? Nej, men det kan give arbejdsro. Hvilket er hele pointen.

Kunstnere kender alt til markedsvilkår. De sætter sig ind i alt for at klare sig selv. Opfinder job, oversætter, underviser, holder foredrag (måske kun for et gavekort eller en flaske vin), redigerer og skriver alt, hvad de kan, til et marked, der ikke tilgodeser deres behov for en indtægt. Bliver tilbudt job, de ikke kan leve af i kulturindustrien. De lever i et system, der knapt gør det muligt at skabe noget som kreativ iværksætter.

Selv har jeg ikke søgt legater. Af princip. Jeg har pt. et lønarbejde på fuld tid, og jeg vil ikke gøre puljen mindre for en, der har mere brug for det. Det hedder vist solidaritet.

Jeg prøver at indrette mig, så jeg kan skrive mere. Men fuldtidsarbejde æder af kreativiteten, i hvert fald på romanplan. Klummer og noveller og sjove samarbejder gennem kort tid, har jeg krudt til.

Fungerer Kunstfonden optimalt? Muligvis ikke. Er der københavneri og incestuøst samvær mellem dem, der uddeler og modtager? Muligvis. Men jeg tror, de gør deres bedste. Det er betryggende, at det netop er kunstnere og ikke kassetænkende bureaukrater, der vurderer ansøgerne. I år virker det til, at der er tænkt bredere end før: penge til graphic novels og radiomontager. Hurra!

Og angående københavneriet, så giver Kunstfonden penge til kunstnerbesøg ude i det virkelige Danmark. Og transporten kan jo trækkes fra.

Hvert år er nogen forbigået. Hvert år råber nogen »Luk lortet, spild af skattekroner!« Til det siger jeg meget høfligt og med kærlighed: Luk måsene, I kære rindalistiske, reaktionære reduktionister. Og til kunstneren: Arbejd videre, det er vigtigt, at du er her, og du er fantastisk – søg igen næste år!

Mæcener har der alle dage været, men der er længere imellem dem. Sjovt nok har bundlinjefokus på det meste suget denne glimrende praksis væk. Dér savner man næsten lidt Bryggeren, ikke sandt?

Systemet er ikke gearet til kunstnere, selv ikke til dem, der klarer sig nogenlunde. Og så er der dem, der støder ind i reglerne. Vi har et statsligt råd, der skal sikre, at Danmark får noget kunst – og et statsligt styret arbejdsmarked, der æder ’skæve jobs’, muligheder for kreativt iværksætteri. Nåh ja, og kommunalstyrets gentrificering, der æder alle de steder, hvor kunstnere kan bo og arbejde billigt, når først kunstnerne har gjort det sjovt og interessant for alle andre.

Staten giver, staten tager. Staten er en guitar (men ikke efter klokken 20, alle de nye børnefamilier, der rykker ind, vil gerne have ro, tak!).

Klummen blev bragt i Information d. 24. april 2015.

Efter legat – så til arbejdet!

 

Leave a Reply

%d bloggers like this: