Reklamefri-zone på Amagertorv

I stedet for en stor stillads-reklame er en af Københavns mest attraktive adresser blevet pakket ind i en tegning af sig selv.

Det blev for nylig et nej. Ikke til, men FRA Europa. De stod ellers på spring som grådige gribbe, reklamefirmaerne, da de fandt ud af, at Café Europa og resten af Amagertorv 1 skulle have nyt tag og sættes i stand.

En af byens mest centrale og attraktive adresser klistret til med en enorm outdoor-reklame på stilladset havde været indbringende, men fristede ikke familien bag den klassiske københavner-café, der ejer hele hjørnet og et par andre adresser i nærheden.

»Nej, blev der sagt,« lyder det tørt fra Jens Dyre Nørgaard, ejer af Europa 1989 og bestyrelsesmedlem i Nørgaard Ejendomme.

»I stedet fik vi vores egen arkitekt til at tegne bygningen, og fik det blæst op hos Vester Kopi,« fortæller han og peger op på stillads-banneret omkring den fem etagers høje bygning, der ligner en flødeskumskage i aftensolen.

Europæisk synsbedrag
Det er sjældent, at forandringer handler om at lade tingene ligne sig selv. Men et af byens mest synlige renoveringsarbejder foregår altså uden det helt store ståhej. Ved et hurtigt øjekast troner huset som det plejer; roligt ignorerende det tyskinspirerede og opgejlede julemarked på Højbro Plads.

På fransk hedder teknikken trompe de l’oeil, på nørgaardsk er det bare god stil. I København har vi tidligere oplevet synsbedraget i en kunstnerisk stillads-fortolkning på Den Franske Ambassade, og ude omkring på det kontinent, caféen er opkaldt efter, er det en velkendt måde at forskønne renoveringer.

Ikke mindst i Berlin. Da Brandenburger Tor skulle renoveres i 2014, blev stilladset svøbt i skiftende gigantiske bannere med porten på (dog med sponsortekst fra Deutsches Telekom). Fotostater i 1:1 blev også brugt til at vise det gamle slot, der nu genopføres, hvor den østtyske regeringsbygning Palast der Republik lå. Ved Potsdamer Platz er et prosaisk parkeringshus permanent pakket ind, så det ikke stikker ud mellem de andre bygninger.

Skal ligne sig selv
Afhængigt af hvor vådt og koldt vintervejret bliver, og hvor mange overraskelser der gemmer sig under taget, håber Jens Dyre Nørgaard, at stilladset og stillads-banneret omkring Amagertorv 1 er nede igen til marts. Allersenest maj.

Huset er fra 1796, men blev bygget om i 1859, og ellers lidt hen af vejen. Da børnetøjsbutikken Englebørn, også en Nørgaard-forretning, flyttede om i Læderstræde, blev caféen udvidet diskret. Som om det altid havde set sådan ud.

»Det lyder måske lidt højstemt, men vi ser faktisk caféen som et helligt vandhul, hvor tiden står stille. Altså, det gør den ikke, der er sket meget, siden vi åbnede. Men det er godt, at gæsterne ikke ser forandringerne. Det skal ligne sig selv,« fortæller Jens Dyre Nørgaard.

En familie med holdninger til byen
Jens Dyre Nørgaards far er den navnkundige modemand Jørgen Nørgaard, der i 1990’erne var initiativtager til flisebelægningen på Amagertorv af kunstneren Bjørn Nørgaard (ikke i familie!). Den mønstrede granit snor sig hele vejen fra Nørgaard på Strøget ved Niels Hemmingsens Gade til Café Europa og rundt om Storkespringvandet.

Familien har med sønnens egne ord holdninger til byen, og derfor piner det ham en anelse, når han ser på netop Storkespringvandet. Modsat Amagertorv 1, har kommunen ikke forsøgt at forskønne eller sløre renoveringen af det store springvand. I stedet er det pakket ind i plast, uden dikkedarer eller finesse. Ikke noget med at invitere kunstnere til at lave lyskunst bag presenningen eller bare en fotostat af storkene.

»Men i det mindste er der ikke reklamer på,« trøster han sig med.

– See more at: http://www.magasinetkbh.dk/indhold/amagertorv-stillads#sthash.7VgaHk8z.dpuf

IMG_2336

Leave a Reply

%d bloggers like this: