Neon gløder i byens DNA

'Neon', Forlaget Frydenlund.
Hovedbanegården. Fra bogen 'Neon', Forlaget Frydenlund.

Hovedbanegården. Fra bogen ‘Neon’, Forlaget Frydenlund.

Ny sofabordsbog dyrker Københavns historie i det nostalgiske skær fra nattens neonskilte.

Siden det første neonskilt lyste natten op i 1925 og tændte moderniteten i københavnernes hjerter, har de farvede rør præget byen. Den strøm, der har løbet gennem tusindvis af glasrør med ædelgasser, har været gadernes liv og puls.

Nu har historiker Stefan Outzen og fotograf Helena Helmer indfanget 132 københavnske neonreklame-historier i en stemningsfuld og informativ sofabordsbog, der helt enkelt hedder: ’Neon’.

»Det var fotografens ide, hun var fascineret af neonlyset. Når man ankommer til byen om aftenen og ser dem, for eksempel med toget. For andre var det frøerne ved Galle & Jessen på Vibenshus Runddel, for så vidste man, man snart var hjemme,« fortæller Stefan Outzen. De hoppende frøer er ikke med i bogen, da de blev taget ned i 2009.

»Vi ville holde fokus på de skilte, der er her nu. Jeg ville gerne skrive om København, og Helena ville gerne fotografere neonen; det er overraskende svært at fange ordentligt. Vi tog omtrent 12.000 billeder, og vi var halvandet år om at lave bogen. De fleste billeder blev taget sidste sommer. Det er fantastisk at fange et Richs-termometer, der viser 20 grader kl. 1 om natten!«

Storskærme er blot en dille

Det rødglødende bevis fra Richs-huset på Rådhuspladsen er på side 21. Bogens billeder kan nydes alene, men kommer med bidder af trivia og lokalhistorie for nulevende nostalgikere med hang til den flydende ild.

»Jeg har altid været dybt fascineret af neon, men det var især det at fortælle historien om København, der fik mig solgt. Jeg kan huske langt tilbage, blandt andet lysene på de oprindelige Palladium og Industriens Hus, der blev revet ned i 1977. Den nye bygning, der også bruger lys, har jo ikke neon. Men lyset fra Richs spejler sig smukt i glasfacaden,« siger Stefan Outzen.

Neonskiltenes storhedstid i København varede ind i halvfjerdserne, bortset fra de fem bogstaveligt talt mørke år fra 1940 til 1945. Men rigtigt væk kommer neonen nok aldrig. Heller ikke, selvom enorme storskærme lige nu lyser en helvedesild over byen, for eksempel på Rådhuspladsen.

»De skærme er en dille. Man gør det, fordi teknikken er kommet, men det fungerer ikke, synes jeg. Folk bliver ved med at vende tilbage til neon; det er både retro, men også noget, der hører til byens DNA,« mener han.

En Irma-høne at plukke
Når man som Stefan Outzen har travet gaderne tynde med næsen i sky efter neon, må der uvægerligt være et skilt, man har kært.

»Jeg elsker Irma-hønen ligesom alle andre. Men for mig er Føtex-facaden på Vesterbrogade fra 1948 noget helt særligt. Det er uhyre sjældent, at neon bruges tredimensionelt. Og så er jeg vild med fyldepennen på Nikolaj Plads,« fortæller han.

Bogen er spækket med insiderinfo om neon før og nu. Makkerparret kommer vidt omkring og har talt med de fleste, der har med byens neon at gøre. Og plukket Irma-høner.

»Vi har skældt folk ud for lysskiltet til Nemlig.com. Det er ikke neon. Det skilt generer øjet, fordi det står op af hønen,« siger Stefan Outzen, der derimod godt kan lide TV2 Zulu-hønen på Islands Brygge. Den laver nemlig skæg med æg, hvis man fjerkræs-lurer længe nok.

Ufarlig by-branding
Undervejs fandt Outzen og Helmer ud af, at selv erklærede byrotter ikke er så neonoplyste endda.

»Mange tror, at neon er giftig eller at det bruger meget strøm, men i dag er det som LED-belysning. Men det er dyrere, fordi rørene skal renses hvert årti,« forklarer Stefan Outzen og uddyber, at der primært bruges ædelgasserne neon og argon. En undtagelse er uret på Egmonts gangbro, hvor helium giver det smukke, gule skær over Vognmagergade.

Der løber heller ikke længere livsfarlige 10.000 volt, men 3.000 volt gennem rørene. De tidligere 10.000 er forklaringen på byens gamle emaljeskilte med “Neon på taget” – de skulle forhindre, at brandmænd fik stød, hvis de sprøjtede.

Historikeren frygter ikke, at neonskiltene slukkes over Københavns gader og stræder.

»Jeg tror ikke, det er et uddøende håndværk. Vi prøver med bogen at vise, hvad man kan med neon. Glasblæserne er utroligt dygtige. Men jeg kan godt ærgre mig over, at neon ikke bliver tænkt ind som markedsføring af byen. For det tilføjer netop noget til byen om natten. Kommunen og kunstnere kunne sagtens gå sammen og skabe noget smukt, der binder byen sammen,« siger Stefan Outzen.

Bragt hos Magasinet KBH, hvor jeg blandt andet skriver kulturjournalistik.

neon.jpg

Leave a Reply

%d bloggers like this: