På en enkelt uge har Vesterbro fået hele seks nye gavlmalerier af internationale street art-stjerner.
Gadekunst er mere end visuelle stød i mellemgulvet fra farver og form i byrummet. Det er også lyde. En lift, der bippende rejser en kunstner op i fjerde sals højde. Et gisp fra overraskede forbipasserende, der stopper op for at se og tage billeder af værkerne.
De gisp hørtes overalt på Vesterbro den juni-uge, da fem udenlandske street artists og en enkelt dansk på samme tid forvandlede hver sin nøgne husgavl i bydelen. Det hele under navnet Outdoor Surface, en selvstændig udendørs del af udstillingen Surface i nærliggende Øksnehallen.
Den store fotoudstilling bygger på fotograf Søren Solkærs nye bog af samme navn, og begge dele kredser om den internationale street art-scene og nogle af de vigtigste kunstnere på den. De sidste tre år har Søren Solkær rejst verden rundt og fotograferet gadekunstnere til bogen, og da han netop selv er vendt tilbage til Vesterbro, var det oplagt at invitere en håndfuld af dem til København for at skabe noget blivende i Solkærs egen bydel.
Gasværksvej 34: ROA
ROA fra Belgien er zoo-direktøren, der viser de mest almindelige dyr på en måde, der får os til at anerkende det vilde og eksotiske i det ordinære. For nogle somre siden prydede han Valby Kulturhus med en underlig ål, og med en stoflig fornemmelse for pels, poter og skinnede øjne har han nu skabt en legesyg og alligevel alvorlig flok af mus, egern, kanin og rotter på Gasværksvej. I frit fald, som en lokal udgave af de stablede dyr fra Grimms eventyr om stadsmusikanterne fra Bremen, tumler de sig på væggen ved den lokale folkeskole, der efter sigende skulle være ret glade for værket.ROA er kendt for at kunne få helt nye facetter ud af de omgivelser, hans kunst udspiller sig i, og derfor fik han tildelt den måske mest komplicerede mur i Outdoor Surface, hvor gnavere nu står på spring ved og på gavlens vinduer.
Saxogade 71: Maya Hayuk
Da de andre gadekunstnere var ved at være omtrent færdige, var Maya Hayuk fra Brooklyn slet ikke kommet i gang. Dårligt vejr havde holdt hende væk, men på få dage er hendes gavl i Saxogade alligevel eksploderet i et farvefyrværkeri. Hendes værker er stærkt kulørte og inviterende i deres grafiske enkelthed. Som havde Poul Gernes og Gunnar Wille fået en datter med Malene Landgreen. Fornemmelsen af fart er til at føle på i den nærmest gennemsigtige variation over dryppende tern, hvor farven har fået lov til at løbe frit. Og i modsætning til mange af de værker, hun har skabt sig et navn på, er der en nærmest akvarel-agtig lethed i alt det stringente.
Oehlenschlægersgade 76: DALeast
Kinesiske DALeast har ladet et af sine karakteristiske fuglevæsener lande og opløses på den blege gavl i Oehlenschlægersgade. Hans værker kan ses over hele verden, hvor de på samme tid skitseagtige og fotorealistiske motiver af metalliske figurer ser ud til simultant at forfalde og rodfæstes for øjnene af beskueren. Denne lidt foruroligende fugl vogter nu over en åben og grøn baggård og strækker vingerne helt til Istedgade.
Tullinsgade 1: Huskmitnavn
Klods op af byens (måske verdens) mindste hotel i Tullinsgade favner den eneste lokale gadekunstner i Outdoor Surface alle sine bysbørn med en fire etager høj ode til faderkærligheden.
Huskmitnavn står nok for mange i København som ham, der gjorde street art til noget, man kunne skelne fra tilfældige udtryk i byens gader. For han brugte plakatpapir som materiale og har en genkendelig og næsten rørende streg, der uanset motiv taler til københavnerens indre retro-barndomssjæl. Der er en ømhed, uanset om det er ’Vinterpik’-serien fra 2002 eller den hipsteragtige far med skæg og kasket, der nu i Tullinsgade skærmer sit lille barn mod den store, stygge storby.
Tullinsgade 21: Conor Harrington
Rundt om hjørnet i Tullinsgade, bagved Føtex, står irske Conor Harrington for en anden slags maskulinitet. I hvert fald på 
overfladen, hvor gentlemen i kalvekrøs og rokokotøj slås med de bare næver, som en gemen pub fight i Technicolor.
Conor Harringtons værker trækker både på klassiske mestre og den graffiti, han er rundet af. Hans stil er båret af en dyb interesse for historiske perioder, og han evner næsten fotorealistisk at bære det ind i vor tids kontekst. I den relativt prosaiske baggård med parkeringsplads smører han farven videre og lader motivet dryppe som blod. Gavlen bliver et enormt kanvas, der skaber et visuelt sammenstød mellem det museale og det rå – og hvor afstribningen på pladsen spejles i farveholdningen, eller måske omvendt.
Vesterbrogade 60 (baggården): Borondo
Spanske Borondo var i tvivl om farven på sin rustrøde sø, da Magasinet KBH mødte ham i den grønne, stille baggård på Vesterbro. Den upudsede gavl på baghuset var ufærdig, men stadig umiskendelig hans stil; skitser af skikkelser manet frem af lys og skygger på en rå baggrund og med løs kant og penselstrøg.
En cirkel af folk om et bord, eller sø, hvor to små joller mødes, hver med et lille menneske i. Kunne det være bådflygtninge, der stirrer på to ensomme politikere i havsnød? Borondos værker er det op til beskueren selv at lægge noget i, såvel dem i Las Vegas som dem i Stavanger (et af verdens street art-hotspots, utroligt nok!). Men motivet er inspireret af de gammeldags tingsteder, forklarede den milde unge mand med malerpletter og piercinger. Han bad os tage billeder og så på dem. Og begyndte så at skifte noget af det røde ud med en støvet militærgrøn.
Bragt hos Magasinet KBH, hvor jeg blandt andet skriver kulturjournalistik.
