Det er enormt yndigt at følges ad. Men det er ikke altid det rigtige. Det er underligt, at det skræmmer folk, når man gør noget andet end at opløse sit eget jeg i et ‘vi’.
KLUMME: Der sad vi. Min veninde og jeg til den store fest med middag og dans, bænket med en masse nye folk. Jeg kom alene, efterhånden landet efter skilsmissen. Med mod på at møde nye mennesker, have en sjov aften og fejre værtinden. Måske endda flirte og danse. Hvis det var.
Jeg har nemt ved at snakke med andre. Jeg bliver ikke genert, jeg er god til at spørge ind og reelt interesseret i at høre, hvem personenerne overfor mig er, og hvad de rummer. Det gælder både mænd og kvinder. Men når nogen til festen præsenterede sig selv, sagde de ‘vi’.
‘Vi’ boede nord for København, ‘vi’ var i gang med at bygge køkken om, ‘vi’ kunne lide at gå på jagt, ‘vi’ havde børn, og ‘vi’ havde været på ferie både sydpå og i ødegården i Sverige. Især mændene. De var kun sig selv, når de var på job.
Farlig for de andre
Jeg hyggede mig nu fint, egentlig rolig over at alle var afsat. Så kunne man i det mindste konversere. Middagen var fantastisk, vinen ligeså, og der blev sunget. De andre havde travlt med at tale om carporte og den slags, for de vidste vist bare ikke helt, hvad de skulle sige. Mit nye liv passede ikke ind i de rammer, de andre levede i.
Jeg følte, at jeg endelig tog store, saftige lunser af mit liv. Jeg kunne..
…det her, som du skal klikke videre for at læse!
BONUSINFO:
1) Værtinden og hendes mand er IKKE sådan. Men to mennesker, jeg holder utroligt meget af. Hun er et af mine livsvidner, fordi hun er et af de mennesker, jeg har kendt længst.
2) Damn, den type veninder bør faktisk få en hyldestklumme! Det er fantastisk at have dem. Jeg skriver den… nu.
3) Hvor var jeg? Altså, jo… mand, hvor holder folk få fester efterhånden. Og dem, der holder noget, lægger dem altid i mine børneweekender. Grr. Der har ‘vi’ ikke tid.
