Flyv, sagde han og gik. Jeg faldt.

Med venlig tilladelse af Peter Ravn: 'Part of him had already left 2'.

Når hjerte rimer på smerte, skal man helst gå nogenlunde yndefuldt igennem det og lære noget. Det tager tid, det gør ondt, og i virkeligheden er man ikke blevet klogere, men bare mere kuldslået.

KLUMME: Altså, hvor længe må man søbe rundt i det, som ikke blev til noget? Være i et hul, hvor hjertet gør ondt? Det er jo bare en muskel. Jeg har en god ven. Vi var kærester kort, men jeg knuste hans hjerte to gange. Vi blev venner; har leet, grædt og heppet. Nu elsker han en anden, og jeg er så glad på deres vegne. Men vi ses ikke, for hun bliver usikker på ham. Hvem sårede mon hende, så min vens kærlighed ikke er nok til, at hun er videre?

Mit efterår var råt og vinteren kold. Ensom. Ham, jeg gav mit hjerte til sidst, fik det uden krav. Han ville ikke have den bankende klump kød og gav mig det flosset tilbage. Så måtte jeg selv få det lappet. Flyv, sagde han og gik. Jeg faldt.

Nogle dage murrer hjertet stadig af længsel og sorg og vrede. På rationelle dage bliver alt pillet ned. Hvorfor skulle lige præcis han fylde så meget? Når andre har villet mig langt mere? Når alt ved mig var så forkert sammen med ham? Det var for meget.

Jeg har et liv at leve og ting at gøre. Jeg er ikke en romanfigur, der dør af ulykkelig kærlighed. Men et uromantisk fjols, der ikke vil reddes af en prins. Måske prøvede jeg at redde ham og tabte mig selv. Jeg har ikke plads til kærlighed, hvis det skal være så dumt og meningsløst. Jeg skal tjene penge, sørge for mine børn, hænge sammen. Finde mit overskud igen. Og mine vinger.

En nysgerrighed, en ny. Flirt, bobler, snakke og kys. Efter halvandet års dans på æggeskaller for en knudemand var det forfriskende gensidigt. Men jeg blev bange for, at det dejlige blev taget fra mig. Igen.

Tænk, hvis jeg atter kastede mig ud, og opdagede, at han ikke greb mig. Jeg gik, inden det gjorde ondt. For jeg har ikke flere tårer, intet rum til savn, ønsker og håb. Og jeg vil ikke være så kuldslået. Ikke være så fuld af længsel og vrede og tanker i selvsving. Jeg vil ikke have den smerte, få følelser flået itu. Jeg skal kunne hænge sammen.

Hjertet er sgu ligeglad. Det banker løs. Hjernen analyserer sig frem til lommefilosofiske forklaringer, prøver at skabe mening. Kroppen vænner sig til andre berøringer. Jeg sætter fingeren på de ømme punkter, alt det, der var forkert, ved mig, ham, dem og konceptet om romantisk kærlighed. Humbug! Jeg husker…

…Læs videre, hvis du tør.

BONUSINFO:
1) Åh, mand. Åh, MAND. Den her klumme har været længe undervejs. Både fordi jeg sad nede i mit hul og havde ondt af mig selv, og fordi noget, der stadig er i proces, er svært at skrive om. Men det er den eneste måde, jeg kan bearbejde de her ting. Skrive om dem, kondensere essensen.

2) Det gør lige så ondt at få knust hjertet som voksen, som det gør som ung. Det har egentligt undret mig. Jeg har betragtet det som ungdommens privilegie at kunne gå all in på hjertesorg, drama og violiner – men niks. Problemet er bare, at vi voksne ikke har tid, rum og råd til det. På grund af krav. Og regninger.

3) Er jeg færdig med ham? Det her? Så meget. Kommer jeg til at elske igen, få et rap over nallerne og får jeg hjertet smadret igen? I den grad. Og ved I hvad? Det vil jeg faktisk hellere end at spilde et andet menneskes kærlighed og fedtspille med følelserne.

4) TAK til de veninder, der lyttede (igen og igen) og dem, der holdt i hånd og prøvede at kysse det bedre.

Med venlig tilladelse af Peter Ravn: 'Part of him had already left 2'.

Med venlig tilladelse af Peter Ravn: ‘Part of him had already left 2’.

Leave a Reply

%d bloggers like this: