David Ayer
When the goin’ gets tough, the sick and twisted get goin’, som man (ikke) siger. Tegneserieholdet i denne lidt forvirrede, men seværdige film, smøger ærmerne op.
Superman er død, Batman gør, hvad han kan. Knapt har verden trukket vejret efter de to superhelte først tørnede sammen og siden stod last og brast (med Wonderwoman), før en ambitiøs efterretningsofficer (Viola Davis) tænker på en kommende undergang. Hvad nu, hvis den næste ‘super’ er terrorist? Så er helte ikke nok. Med ondt skal ondt fordrives, så hun håndplukker de værste.
Denne film er noget skønt rod. Plottet er mere end tyndt og hænger ikke supergodt sammen, men præstationerne er så knippelgode, at man lever med det, bare for at se den næste skøre ting og høre det næste snappy comeback. Man behøver ikke være fanboy eller fangirl for at nyde de mange små referencer og den generelle læggen sig i selen for at ramme denne eller hin historie fra dette sideløbende univers. Men det hjælper nok på oplevelsen.
Det må have været et mareridt at få enderne til at mødes, og utaknemmeligt, når filmen på en måde blot er opvarmning til ‘Justice League’, der kommer næste år. Der er en rigdom af guf, som der skøjtes henover, og samtidig er det egentlige plot ikke dybt nok at dykke ned i. Tempoet er spøjst, handlingen kan stå på en serviet, og der er ikke rigtigt noget, der kan overraske.
Gudskelov er filmen stadigvæk udmærket. Kemien hos skuespillerne er forrygende. Mange af de skurkagtige antihelte er ikke kendte udenfor tegneseriemiljøet, men får gennem bl.a. Deadshot (Will Smith) en tyngde, der gør dem lidt nemmere at relatere til. Jokerens (Jared Leto) hysteriske manerer kræver tilvænning, men alligevel føles hans romance med Harley Quinn (Margot Robbie, der er allevegne pt.) mere ægte end samtlige af Batmans (Ben Affleck) affærer tilsammen. Man fatter ikke, hvad hun ser i ham, men man mærker, at hun er faldet for sin Putte, og omvendt. Og det er især damerne, der er rå som få her. Resten af rosset er fine, men mest ligegyldige sidekicks. Margot Robbie tager plads; hun er lige dele bindegal og lige til at bide i. Viola Davis bryder i den grad en stereotypi og er ætsende ond. Og soundtracket er ganske cool.
Selvfølgelig lærer den samlede flok af selverklærede sociopater at holde sammen. Selvfølgelig skal vi lige et par svinkeærinder først. Selvfølgelig ser det skidegodt ud. Og selvfølgelig har 117 slipsemænd fra selskabet pillet en masse ud, der kunne have trukket filmen i en mere dyb og kunstnerisk retning. En række mellemregninger er røget, til gengæld bliver andet stavepladet for publikum.
Se den, hvis det er for meget med alle disse alt for gode helte, uden at forvente den samme gakkethed som ‘Deadpool’. Og husk at få rulleteksterne med.
