Hvad kan du… egentligt?

Hvordan finder man ud af, hvad man har lyst til? Sådan arbejdsmæssigt? Skal man arbejde i åbne forhold eller satse på guldur efter lang og tro tjeneste?

KLUMME: Jeg har i år været på Folkemødet på Bornholm for første gang. Det var fire dage med hårdt arbejde, mange gode debatter om vigtige ting i samfundet og tre aftener med snakke med alle mulige mennesker. Det føltes som en slags Roskilde-festival for voksne og var lige noget for mig.

Jeg synes altid, det er sjovt at høre, hvad folk laver, hvad de brænder for. Både, hvis de tidligt i deres karriere har taget en retning og forfulgt en ide. Eller hvis de som jeg har taget alle mulige sideveje, der måske ikke førte til noget. Begge typer var rigeligt tilstede.

På et tidspunkt under Folkemødet talte en mand til mig. Jeg kender ham, men ikke godt. Han er lidt af en guru inden for rådgivning om sociale medier, og jeg ved, han er hamrende dygtig. Han bøjede sig mod mig over langbordet, hvor en ordentlig flok mennesker drak champagne og netværkede, som afhang deres liv af det.

– Undskyld mig, men KAN du skrive om andet end dating og sex?

Det mener jeg nok, jeg kan. Jeg er trods alt journalist og har vitterligt skrevet om ret forskellige ting. Så det svarede jeg. Det viste sig, at han læser alle mine klummer (hej!), og at han engang imellem manglede en journalist, der kunne skrive for ham og hans kunder. Det blev vi enige om at snuppe en kop kaffe og tale videre om. Og mere kom der sådan set ikke ud af det. Indtil videre.

Men den slags snakke sætter altid tanker i gang hos mig. Det er stærkt stimulerende at se sig selv udefra. Få præsenteret nye muligheder. Jeg har aldrig været sådan en, der opdelte mit liv i arbejde og fritid, jeg har altid gang i noget mere. Så arrangerer jeg ting, involverer mig i foreningsliv, laver interviews eller skriver. Der er altid noget ekstra, jeg gerne vil gøre. Jeg kender mange, der arbejder på den måde. Som ikke kan nøjes med et 9 til 17 arbejdsliv.

Hvordan kan jeg brygge en karriere sammen, der er tilfredsstillende for mig? Hvad er det egentligt, jeg kan tilbyde andre folk, ud over gode sætninger og godt kollegaskab? Det er altid svært at stille skarpt på egent talent, og det skal man kunne. Jeg er typen, der hader at skrive ansøgninger. Al den selvfedme, man skal presse ned på en A4-side. Jeg er meget bedre inde ved bordet, hvor jeg kan spørge ud, se dem i øjnene og fornemme, hvad de har brug for.

Det job, der fik mig til Folkemødet, er overstået. Det var en projektansættelse, som var både sjov og udfordrende – men også lidt sær, fordi jeg på en måde ikke var en rigtig kollega til dem, jeg sad på kontor med. Jeg var der for kort tid til at investere i.

Nu er jeg på egen hånd igen og har planlagt adskillige kopper kaffe med interessante folk, der måske kan bruge det, jeg kan. Jeg investerer i mig selv. Jeg nyder at kunne bestemme over min tid. Og det bliver spændende, tror jeg. Godt kollegaskab er for mig også at kunne samarbejde på tværs af matrikler, at skabe nyt sammen. Og jeg kan virkelig godt lide at komme ind i nye sammenhænge, møde nye mennesker og problemstillinger.

I mit liv har jeg haft de underligste jobs. Jeg har…

BONUSINFO:
1) Har jeg lige brugt en klumme til en åben jobansøgning? Tjah, det har jeg vist!

2) Dating og jobsøgning er næsten uhyggeligt ens. Arbejdsgivere og arbejdstagere vil både gerne prøve noget nyt… men helst også noget, der føles velkendt. Og man får erfaring. Det gælder om at komme dertil, hvor man kan se hinanden i øjnene. Der er også prøveperioder og forhandlinger i forhold. Nogle jobs og nogle kærester er simpelthen ikke anstrengelserne værd. Og i sidste ende handler det om kemi.

3) Du skriver bare til mig, hvis vi skal finde på noget.

Processed with MOLDIV

Processed with MOLDIV

Leave a Reply

%d bloggers like this: