Dirch – *****

Peter Langdal

Lad det være sagt med det samme: Andreas Bo ligner ikke vores nationalkomiker ret meget. Men det gør ikke det mindste. Hans intonation oser af Dirch, hans eget gummiansigt er en rørende fortolkning i sig selv. Han er en Passer med grimasser, der passer.

At overgive sig til et teaterstykke kræver enten et massivt sansebombardement eller så overbevisende skuespil, at man rent glemmer, at disse mennesker af kød og blod foran én ikke blot er kendte fra TV og ugeblade, men også hårdtarbejdende mennesker, der længe har knoklet for at kunne forestillingen udenad. I ‘Dirch’ får man  begge.

Stykket er baseret på filmen, men det skal ikke afholde nogen fra at se det, nærmest tværtimod. Her er strammet, lagt sammen og trukket fra, så det vi får, er kondenseret gennem et kuk-kasse kaleidoskop.

De kendte Kellerdirk-vitser er her (sur)reelle replikker. Som da Dirch besøger Kjeld (en blændende og besk Troels Lyby), der er ved at komme sig over et sammenbrud, og hvor deres indbyrdes konkurrence og kammeratskab har fået et knæk: ‘Er det ikke…? Jeg skulle tage meget fejl, hvis det ikke…’

Dirch kommer på bløde frierfødder, bogstaveligt talt, sketchen køres igennem, men vibrerer af følelser og maskulin konfliktløsning. Det er så fint gjort. Og meget, meget ‘meta’ som de unge siger, når de mener, at værker refererer til hinanden. Her titter fortid til nutid og mødes i et gyldent kys, f.eks. når scenens bagtæppe og bliver brugt som imaginært fortæppe og birollernes gakkede vrimmel river makkerparret rundt. Når den alvorlige rolle, som Dirch længtes efter, bliver en kamp for ham, så meget, at publikum begynder at le, præcis som de gjorde, da Dirch spillede Lemmy i Steinbecks ‘Mus og mænd’, hans måske eneste fiasko.

Det vrimler med Lommer-piger og dejlige damer, ind og ud over scenekanten, og kvinderne fylder i det hele taget. På den lille scene og i Dirchs liv. Som hvinende dansemus, slagfærdige hustruer og syrlige starletter. Stor, stor ros til Kaya Brüel, der har hele seks forskellige roller i stykket, hver med sin egen blændende klare stemme.

Mathilde Norholt er skøn, i det hele taget, men især når hun blærer sig med at kunne skifte mellem en lidt opkørt Judy Gringer, der bjæffer med barmen, Kjelds moderlige Vicky – og sødmefulde og unge Bente, der er Passers kæreste mod slutningen. En kraftpræstation for enhver skuespillerinde.

Det er i scenen, hvor en træt Passer spørger Bente, om han kan sove hos hende, at Andreas Bos følsomme Dirch måske føles mest ægte. Han veksler så storartet mellem larmende bulderbasse og en lille, genert dreng i en voksen mands krop, netop den vekselvirkning, som Dirch Hartvig Passer var så eminent til. Det er hans show, og vi glemmer det ikke. Troels Lyby som Kjeld Petersen formår at fylde ved siden af latterbrøleaben Bo, ligheden her er heller ikke just slående, men Lyby spiller med en indædt værdighed og troværdighed. Deres venskab kan mærkes.

Scenografi og orkester er barberet ned til effektive få elementer, der til gengæld er mere end eminente. At se Robert Hansen som Ove Sprogøe sidde side om side med Passer på en kasse, der skubbes rundt som sporvogn, er skægt.

Det lille husorkester er meget hipt, men har tilpas meget swing og schwung til at være lige så vildt som et bigband. Sangene fungerer i det store hele, dog virker Hanne Passers (Kaya Brüel) sang underlig løsrevet fra handlingen. Sys Bjerres Daimi har ikke helt riv nok i stemmen, men ellers er der også tale om en musikalsk solid præstation.

Slutningen? Ja, det er klart, at der er noget sært ved at opføre netop stykket på selvsamme scene, hvor Passer døde. Omvendt, så er det måske netop her, den skal spilles. Dirch sled sig selv op for os, det er tragedien. Så naturligvis. The show must go on.   

DIRCH 8/2016

 

Leave a Reply

%d bloggers like this: