Da Jane reddede Tarzan fra sig selv.

Allerede før skuespilleren Johnny Weissmuller var en lille dreng i små badebukser, har kritikere haft travlt med Tarzan. Sådan føles det i hvert fald. Især to punkter går igen, og lad os bare pille dem fra hinanden med det samme:
“Han er primitiv, og hvorfor skal han altid redde Jane”?

En klassisk automatreaktion, når det handler om Edgar Rice Burroughs’ abemand i junglen, uanset om vi møder ham i bogform, som tegneserie eller i en af de mange, mange film, der er blevet lavet. Fans har kunnet fornøje sig med et hav af historier om hittebarnet fra den dybeste jungle i det mørkeste Congo, der viser sig at være britiske John Clayton den tredje, jarl af Greystoke.

Nu er der kommet endnu en ny Tarzan-film, så nu begynder det igen. Tarzan har været et popkulturfænomen, siden den allerførste historie blev trykt i 1912 og den første film i 1918, og overraskende levedygtig. Muligvis fordi han på en og samme tid er moderne og beroligende gammeldags? Måske fordi Tarzan er så tilpas tom en figur, at nye fans og fortolkere konstant kan tage ham i nutidige retninger, og samtidig have tråd i noget ur-menneskeligt. Hver ny generation har kunnet spejle både fortid og samtid i ham, sådan var han skabt. Moderne, fordi han var frigjort fra organiseret religion, løsrevet fra familie- og samfundsstruktur, i bogstaveligste forstand frisat, ofte reduceret til instinkt, især når han blev vurderet af såkaldt civiliserede mennesker. Men Tarzans iboende etik, næstekærlighed og nærmest arkaiske ridderlighed holder hans talent for at slås på de retfærdiges side (for det meste) og sørger for, at hans eventyrlyst ikke kammer over i ren hedonisme. Interessant nok, så blev han først en “ædel vildmand” med Weismullers udgave på film i 1932, og han var det i de første af de ca. 200 film, der er lavet.

Burroughs beskrev ham som aristokrat. Den ridderlige side af ham får lov at blomstre i mødet med Jane Porter, en amerikansk professordatter, der ser ham som menneske. Og som mand. Der har vi dualiteten igen. Hun giver ham menneskenes sprog, i ordets egentlige forstand lærer hun Tarzan at italesætte sig selv; at tale sig selv ind i en sammenhæng, der er større end ham selv og flokken. Hun forstår både “junglens lov” og civilisationen, og er ultimativt kritisk over for begge. Jane får civiliseret ham, så han kan begå sig blandt sine egne – og samtidig viser hun ham en nyt instinkt ved at være kvinden til hans ultra-mand.
Og hvilken mand! Han er befriet fra det normative, intet slips i begyndelsen, men han gennemgår en forvandling fra urskovens frie drengerøv til en svulmende muskelbøf med hjertet på rette sted. Jane er både tryg ved ham, fordi han elsker hende – og fordi han kan lammetæve og udmanøvrere enhver tølper og ethvert vildt dyr, der forsøger at være slangen i deres paradisiske verden. Samtidig får hun rum til at være kvinde på en måde, som ikke var mange kvinder forundt i den periode, som historierne foregår i.

Filmene tager friheder
Edgar Rice Burroughs beskriver det noget anderledes end filmene; her er det Paul D’Arnot, en flådeofficer fra Janes rejseselskab, som lærer Tarzan at tale fransk (Tarzan har lært sig selv at læse i bøgerne i hytten, han blev fundet i) spise med kniv, gaffel og at tale i hele sætninger fremfor grynt. Den stakkels franskmand er siden gledet ud af universet i de flestes bevidsthed, velsagtens fordi vi hellere vil høre om den dyriske magnetisme og den dybe kærlighed mellem Tarzan og Jane. Det er også motoren, når parret går filmvejen. Formlen er enkel; idyllen trues af elementer udefra, konflikten løses (gerne med en blanding af diplomati og Tarzans råstyrke), balancen genoprettes. Og som regel skal Jane reddes mindst en gang undervejs.

Men har hun i virkeligheden ikke reddet ham allerede en gang? Ved at give ham kærlighed og ved at forberede ham til en verden uden for junglen, giver hun ham de redskaber, der skal til for at han kan forenes med sine engelske rødder. Hun er prinsessen, der skaffer ham det fædrene kongerige tilbage. Alt det med at være “abernes konge” tæller ikke helt blandt hvide mennesker, forstås – men det er jo, fordi disse har glemt de oprindelige værdier, der er iboende i Tarzan, på grund af jungle-opvækst og ur-ridderlighed. De er patriarkatet, Afrika og Jane er det naturlige. Moder Jord, helt konkret med de tre kvinder, Tarzan uvægerligt må forbinde med Afrika; hans biologiske mor, hans abemor Kala…. og Jane Porter.

Hov, hov! Jeg har helt glemt en kritik, som sikkert raser et sted derude i et kommentarspor på internettet. “Jane feminiserer Tarzan! Hun kan ikke bare lade ham være mand på hans egne betingelser”! Øh, nej. Hvis det ikke havde været for Jane, var Tarzan sikkert bukket under af en tropesygdom, blevet tævet til plukfisk af en aggressiv han-gorilla (muligvis sin egen abe-bror!) eller blevet slået ihjel af en ondsindet stamme, der vil af med junglens liansvingende legende. Eller også var han blevet ensom og var gået i hundene (som alt for mange ensomme mænd gør), fordi ingen forstod ham og elskede ham, så ham som helt væsen. Og det gør Jane. Hun redder ham. Fra sig selv.

Tarzan, den tænkende
Interessant nok, så lader Burroughs ham opsøge Jane i Amerika (i den første historie, “Tarzan of the Apes”), men Tarzan trækker sig og lader hende leve sit liv uden ham.
Uanset, om man følger bøgernes eller filmenes spor, har Jane forandret ham for altid, så han nu ser både sig selv, dyrene og mennesker med andre øjne. Han kan reflektere, også over egne behov, instinkter, sætte sig selv i en kontekst. Det kan måske læses som et syndefald på linje med Bibelens (det var OGSÅ en kvindes skyld!), men i modsætning til den gammeltestamentlige version, bliver Tarzan gennem dette møde endelig til et helt menneske, der rummer både vildskab og kultur. Og han forløses både intellektuelt og seksuelt.

Her sker der også noget. I filmene fik både Jane og Tarzan lov til at have langt mindre tøj på end hvad der ellers blev dømt sømmeligt. De var jo frie og naturlige (på en ret ærbar måde). Selvom Johnny Weismuller nok ikke ville have fået rollen i dag, så var han et pragteksempler på det tidspunkt. Det kropslige, det benhårde træningsprogram, er det emne, Alexander Skarsgaard, den seneste Tarzan, får mest taletid til i de mange presseinterviews. Ikke figurens kompleksitet, post-kolonialismen som prisme eller bare lian-svingerteknikker, men om hvor svært det var at træne sig op til den krop, vi kan beskue i al sin pragt og vælde i filmen.

Denne objektiviserede mandekrop er på sin vis frigørende, men også problematisk. Den er et meget synligt bevis på Tarzans overlegne maskulinitet, der står i kontrast til Janes kække sødme og skurkenes behov for våben og rænker. De sidste kan naturligvis ikke i længden vinde over den oprindelighed og retfærdighed, som kun Tarzan kan levere!

Skal man kritisere noget, så lad det være det faktum, at Tarzan skal slås så meget. Og så voldsomt. Det gør han også, omend modvilligt, i den seneste film, som opdaterer myten på mange måder. Jane er i denne version naturens muntre datter, og han er junglens fortabte søn i jakkesæt, der kun modvilligt vender tilbage til sin egen vugge. “Det er for varmt i Afrika”, brokker han sig gudhjælpemig inden afgang. Men han kan simpelthen ikke få lov til at sidde dér på godset og sippe afternoon tea, mens han læser avisen, så han mander sig op og kommer ind i kampen.

Åh, har jeg glemt elefanten i rummet? Ja, det har jeg. Den enorme elefant, der er med, at en kridhvid mand skal redde de sorte, både fra sig selv og fra onde hvide koloni-herremænd? Jeps. Det er slet ikke en elefant, det er en hvepserede, som denne Jane helst ikke vil stikke hånden ind i. Denne ikke uvæsentlige bismag ved Tarzan kan ikke nok så mange nye versioner helt slippe udenom. Sådan så verden ud på Burroughs tid. Civilisationen hvilede på en hvid mands maskuline skuldre. Sådan ser den stadig ud for mange hvide, også, når et kæmpe selskab vil lave en episk ny Tarzan-film. Men den seneste prøver, langt henad vejen. Men det er en anden, måske vigtigere, historie.

Bragt i POV International. Gratis, men med mulighed for at donere, hvis man kan lide det, man læser.

the_legend_of_tarzan

Leave a Reply

%d bloggers like this: