Kunsten at fare vild og finde sig selv i Field’s

Denne lørdag er anderledes. Alt ligner sig selv i storcentret Field’s på Amager, men stemningen i mig er ikke den sædvanlige forjagede følelse af meningsløst forbrug eller jagt på nødvendige indkøb, med plagende børn, ondt i pengepungen og alt for lidt tid. Den enlige mors ’Fear and loathing in Field’s’.

Jeg var der, da storcentret åbnede i marts 2004, meningen var, at jeg skulle skrive en reportage til det for længst glemte BLACK BOX Magazine. Jeg husker ikke, om jeg skrev noget. Sandsynligvis ikke. Jeg mente, at det var et ikke-sted, et mærkeligt kommercielt vakuum midt på en forblæst og gigantisk byggegrund. Hvilket på sin vis stadig er sandt nok.

Året efter flyttede jeg selv til Amager, lidt senere gik jeg på barsel og indkøbscentret blev et andet hjem. Timer kunne tilbringes med dels at amme i den dertil indrettede lounge, hvor man kunne læne sig tilbage i bløde stole og prøve på ikke se skadefro ud, når andres babyer hylede, dels med at drikke kaffe og skrive, når barnet sov i barnevognen. Uanset vejret udenfor, var der trygt og lunt indenfor. Der var heller ikke andre steder at tage hen, storcentret havde slugt alle tilgængelige kvadratmetre i området til rekreative tiltag. Så valget stod mellem kilometer efter kilometer af vindblæste, mudrede betonveje uden liv – eller Field’s. Siden kom jeg der mindre og mindre, altid med blikket mod målet og udgangen.

I dag er min tid som en doven elastik
Men denne lørdag er som sagt anderledes. Ja, jeg har et mål. Men min tid i dag er som en elastik, og jeg mærker den strække sig foran mig. I dag er jeg som en rejsende på miniferie. Mit første mål er elektronikvarehuset. I en filial i Jylland findes en bærbar, jeg har fået lagt til side. Jeg vil spørge, om den på nogen måde kan sendes til Ørestad. I det kølige lys i den store hal med omtrent alle de apparater, en kvinde kunne have brug for, finder jeg venlige mænd, der gerne vil hjælpe. Men de kan ikke. Den første afviser blankt, men imødekommende, den næste mener, at manøvren burde kunne lade sig gøre, men hans foresatte slår ud med armene, ryster fortvivlet på hovedet. Det er noget med de interne systemer, forklarer han. Hans system kan ikke tale sammen med det andet varehus. De vrider alle deres hænder professionelt fortvivlet, og henviser mig til at ringe til kundeservice. Det gør jeg, mens jeg står ved kaffemaskinerne.

Det føles som at ringe til konsulatet. Den venlige medarbejder kan ikke stille mig over til varehuset i Jylland. Noget med systemerne. Men han kan sende dem en mail og bede dem ringe til mig? Okay.

Her er det, tiden og formålet begynder at skride for mig. Jeg mærker det, og finder ud af, at det egentlig passer mig fremragende. For en gangs skyld skal jeg ikke noget. Jeg kan gå i alle de butikker jeg vil, bruge lige så lang tid, jeg orker, for jeg skal ikke nå noget. Blot vente på det opkald. Jeg nulrer. Slentrer som en dagturist. Den seneste tid har været mere end hektisk, og jeg var ude onsdag, torsdag og fredag, hvor jeg både holdt en fredagsbar og var til fernisering. Jeg har brug for centrets glathed i dag, ting i poser og muzak.

Jeg køber frokost kl. 14, jeg må have været der et par timer nu. Jeg har hentet et filmtillæg i biografen, orker ikke at købe en hel avis. Læser og spiser, mens jeg sidder midt på strøggaden, hvor solen strømmer ned gennem glastaget. Jeg overvejer at tage min gamle bærbare frem, skrive lidt. Men jeg er rastløs. Det er alligevel ikke en café, hvor der kan hænges ud, det er en rasteplads med café latte og sandwiches. Jeg er i gang med en ny roman, og jeg praler altid med, at jeg kan skrive hvor som helst. Engang skrev jeg en erotisk novelle på fem timer i Field’s. Politiken kaldte den ’antologiens suverænt bedste’. Måske kræver den slags et uerotisk rum at skrive i.

Oh, at være kunde, ikke ven
Butik efter butik bliver tilbagelagt. Det er befriende ikke at have en bagkant, plagende børn eller noget, jeg partout skal købe. Altså, bortset fra den der maskine, jeg ikke kan få fingrene i.

Telefonen er helt tavs, bortset fra en opdatering på Facebook, jeg skrev inden jeg gik hjemmefra. Kommentarerne fyger ind, jeg holder lidt øje, lægger telefonen ned i tasken igen. Jeg tænker på en fantastisk artikel om Edmund de Waal, jeg læste i morges. Den lærte mig et nyt ord.

Irrkunst; at lade sig gå vild ved at vandre uden formål, og det er præcis det, jeg er i gang med, mærker jeg. Jeg overgiver mig helt til det nu.

Jeg går i en butik. Kigger på den ene, billige dims efter den anden. Køber intet videre. Videre. I boligbutikken når jeg knapt ind, før jeg bliver tilbudt en kop kaffe. Ja, tak. Jeg får en pæn kop, sætter mig i udstillingen, lader som om det er min egen stue. Svarer på et par kommentarer i tråden. Afviser et ellers fint tilbud om cafébesøg senere. Nej, tak. Ikke i dag. Jeg vil ikke forholde mig til andre mennesker som sådan, jeg vil sludre uforpligtende, men varmt med butikspersonale. Være en god kunde, ikke en ven. Som en turist. Men alene turist, jeg har det, som om jeg er den eneste på rejsen, alle andre her har formål og ting, de skal nå.

Udsigt fra biografen i Field's. Foto: Stephanie Caruana

Udsigt fra biografen i Field’s. Foto: Stephanie Caruana

Boligdamen kommer ned, spørger om kaffen smager. Det gør den. Vi snakker om, at det er en dejlig kop, hvilket er sandt. Den ligger ret godt i hånden. Jeg bemærker måden, de har hængt billeder op på, vi snakker om den korrekte måde at hænge marinebilleder og søstykker op på. Det er naturligvis efter horisont, uanset vejrliget eller fartøjet. Det lærte jeg på en date på Orlogsmuseet. Jeg ved ikke, om hun er imponeret eller synes, jeg er mærkelig. Og jeg er ligeglad. Hun er sød, kaffen var fin. Nu er koppen tom. Jeg går, før jeg sætter hende i forlegenhed.

Søsterlængsel og vildgang
Efter at have mistet både retningssans og tidsfornemmelse, indser jeg, at de ikke kommer til at ringe fra Vejle. Jeg ringer selv til Vejle, til min storesøster. Selvom det er min egen mobil, føler jeg, at jeg har fundet en mønttelefon på torvet i en by sydpå. Jeg er på interrail, og jeg ringer med en snert af hjemve.

– Jeg har været her i mange timer, jeg ved ikke hvor længe. Jeg savnede at høre din stemme. Har du det godt? Hvad laver du i dag?

Hun er i gang med en mindre krise på grund af en indflytning. Hun virker glad for afbrækket, men også let undrende over at jeg ringer. Vi er dårlige til at få ringet og bare sniksnakke. Jeg kan mærke, at hun kører på en anden tid, en realtid, ikke min centertid. Jeg spørger, om hun kunne have lyst til at hente maskinen for mig. Hendes stemme svulmer af glæde, nærmest. Og jeg nyder at være lillesøsteren, der har brug for hende. Selvfølgelig vil hun det. I det øjeblik mærker jeg, hvor heldigt det er, at systemerne ikke kunne tale med hinanden. Mærker, hvordan hun og jeg forstår hinanden.

Jeg har efterhånden kigget i alle de butikker, jeg på nogen måde kunne have lyst til at kigge i. Ingen af varerne appellerer synderligt. Polyester-tøj, ting lavet for billigt og solgt for dyrt. Jeg mangler intet.

Jeg kan ikke helt mærke, hvad jeg har lyst til længere. Klokken er omtrent 18, jeg må nok være sulten. Jeg går ned i biografen, jeg vil se en film. Jeg beslutter mig til at vente til den senere forestilling. Køber en kop kaffe og sætter mig til at skrive i biografens foyer. Der er ikke et øje, og trailerne buldrer afsted. Jeg får skrevet lidt videre på romanen. Jeg kan mærke, at det ikke helt kommer let til mig i dag, men et par sætninger lykkes, og det er godt nok. Det er, hvad det er.

Engang skrev jeg en erotisk novelle på fem timer i Field’s. Politiken kaldte den ’antologiens suverænt bedste’. Måske kræver den slags et uerotisk rum at skrive i.

Jeg spiser en halv pizza inden filmen. Det går op for mig, at de eneste mennesker, jeg har talt med i dag ansigt til ansigt, er folk, der arbejder i Field’s. I biografsalen sidder jeg ved siden af nogle unge gutter. Filmen er som sådan ikke god, men det er foruroligende underholdende at se superhelte give hinanden tæv. Jeg tænker, at det måske virker lidt underligt på andre, lidt ynkeligt.

Selv har jeg det pragtfuldt, da jeg tager hjem efter 12 timer i ingenmandsland, på indre rejse det samme sted. Jeg fik frigjort mig fra alle de praktiske ting, jeg ville have følt, jeg skulle derhjemme. Ro til at lade tankerne vandre i min hjernes irgange. Jeg sover tungt, drømmer om butikker som forlystelser.

PS: Dette rejsebrev er skrevet på min nye rejseskrivemaskine. Den kom et par dage efter, forsvarligt sendt med pakkepost,sammen med et velduftende brev fra min søster. Som en ’care package’.

Bragt i POV International. Gratis, men med mulighed for at donere, hvis man kan lide det, man læser.

Leave a Reply

%d bloggers like this: