Fantastiske skabninger og hvor de findes – *****

David Yates

Med denne nye række (filmen er den første af fem), træder Rowling-universet ind i de voksnes rækker. Harry Potter har, trods sine mange lag og heftige skurke, primært appelleret til børn og barnlige sjæle, og intet ondt i det, tværtimod. Men serien her er langt mere voksen – uden på noget tidspunkt at give køb på det magiske, det lette og underfundige.

I 1926, hele 70 år før Harry overhovedet blev født, rejser en ung mand til New York med en hemmelig kuffert fuld af væsner. Newt Scamander (Eddie Redmayne) har viet sit liv til at forske i magiske skabninger, og hans lidt kejtede facon dækker over en renhjertethed og en dyb kærlighed til alt fra små kvistagtige dyr med store personligheder til enorme hornede dyr i brunst.

Naturligvis slipper et (eller flere) af dem løs, og det er kun begyndelsen for Tina Goldstein (Katherine Waterston) fra USAs Magisk Congres, hendes søster Queenie (Alison Sudol) og den sympatiske NoMaj (Muggler) Jacob Kowalski (Dan Fogler), der ved et uheld blandes ind i det hele. Sammen må de bekæmpe de mørke kræfter, der truer med at få den magiske og menneskets verden på kollisionskurs.

Der er nye facetter og dybder i dette skønne steampunkede univers. Det er et herligt greb at flytte handling og magi til 1920ernes New York, hvor tingene må være anderledes. Filmens univers føles både velkendt og forfriskende nyt, og ikke mindst voksent. Den foregår primært udenfor troldmandsverdenens magiske boble.

Personligt fandt jeg kemien mellem Queenie og Jacob lige så fortryllende som hendes magiske strudel, men også, at filmens temaer om omsorgssvigt overfor børn, den gryende anti-magiske fascisme og fanatisme var ret barske. Newt er nærmest Tintin-agtig som figur, men dog med mere dybde, og med mulighed for udvikling som universet skrider frem. Men disse indvendinger svarer til at sidde med en luksuspose af Bernie Botts bønner – og guffe løs, og man får den, der smager af ørevoks.

For det ændrer ikke ved alt det fantastiske ved filmen, eller at skabningerne og skuespillerne er skæppeskønne. Effekterne er flotte, og humoren løber under historien, men mere bittersød sine steder.

De sidste Potter-film var også ret heftige, og kunne man (eller børnene!) holde til og holde af dem, så nyder man også Newt og hans nye venner, helt uden teenageproblemerne.  fanbeasts

Leave a Reply

%d bloggers like this: