Jeg kan ikke fortælle dig, hvor du finder din, men jeg kan fortælle dig, hvor vigtigt det er, at du finder den – og hvordan jeg fandt min egen som forfatter.
KLUMME: Jeg var næsten otte år, da jeg besluttede mig for at blive forfatter. Med strømpesokker stod jeg på kokostæppet i min onkels bibliotek, da jeg pludseligt forstod, at når jeg kunne læse alt, kunne jeg også skrive om alt. Historierne kom først senere, opdagelsen af at jeg havde min egen stemme. Fornemmelsen af at andre havde fået samme kald var krystalklar for mig, forstærket af de stemmer, der mødte mig i hver eneste bog, jeg åbnede.
Jeg skrev i firserne. Tog kurser hos Vagn Steen og andre dygtige digtere, som jeg ikke anede hvem var, kom i skrivegruppe hos en forfatter, der hedder Bente Clod. Jeg fik aldrig at vide, at ‘piger ikke kan blive digtere’, som Tove Ditlevsen fik at vide af sin far. Min mor var vist lidt ligeglad, hverken opmuntrende eller afskrækkende. Hun var sådan en kvinde, der fyldte meget. Når hun talte, var det nemmest at holde mund og tænke sit. Så det gjorde jeg. I det hele taget var barndommen for mig et studie i andre mennesker. Jeg sugede til mig af alt, flyttede ind på biblioteket og læste.
Som teenager i halvfemserne skrev jeg, hvad jeg havde lyst til. Jeg læste mine digte op i Husets Lyrikcafé, høj over at der var et fællesskab der. Gymnasietiden blev brugt på at skrive i timerne, hænge ud. Jeg havde ikke lyst til at sige noget i timerne. Jeg var ligeglad med modtagelsen af de ting, jeg skrev. Det vigtige var at få ord ned, at få mine linjer så tæt på de følelser, jeg ville beskrive, få fortællingerne ud og ned i stilehæfter, gennem skrivemaskiner og senere computere.
Efter gymnasiet var jeg i et destruktivt forhold med en mand, der var ældre og altid vidste bedst. Hver eneste holdning jeg havde, hver eneste selvstændige tanke blev pillet fra hinanden og stillet spørgsmålstegn ved. Jeg skrev ikke i de fem år, vi var sammen, tog heller ikke diskussionerne. Bagefter kom der hul på ordene, men ikke mine egne. I flere år skrev jeg for andre som kommerciel tekstforfatter, som journaliststuderende prøvede jeg hele tiden at holde fast i en flig, der var mig og blev konstant skoset for at ikke at skrive objektivt nok. Hvad det så end var.
Hver eneste gang jeg cyklede eller var alene, kværnede hjernen. Jeg prøvede at få hold på ordene, langsomt tog en historie form. Først stemninger, så replikker, så scener og plot. Romanen tog seks år i alt, der var mange pauser. Livet og børn kom i vejen. Jeg debuterede først som forfatter som 39-årig. Der var altid noget, der var vigtigere, eller rettere, måske ikke vigtigere, men sådan noget, som andre og jeg selv mente, burde komme først. Det er i virkeligheden det vigtigste, du skal vide, hvis du leder efter din egen stemme. Du skal tage dig selv alvorligt. Som menneske, kvinde og fagperson. Du skal insistere. På at tage din plads og den tid, du har brug for. Hvis ikke du selv gør, så er der ingen, der giver dig den. Du skal skabe dit eget rum.
1) Jeg skrev den her op til BogForum, hvor jeg skulle tale på en scene – alene – i 25 minutter. Det gik faktisk fint, selvom jeg savnede lidt den ping-pong, der er i samtalen. Og flere folk på de mange stolerækker! Det kunne også have noget at gøre med, at det var lørdag morgen, og scenen stod ved indgangen, så folk passerede mest forbi…
