Kan man egentligt have en 7/7-ordning på kæresteri?

Hånden på dit bankende hjerte – gider du egentligt kærligheden, eller nyder du friheden, flirten og fjolletheden ved at finde ud af, hvad det hele handler om?

KLUMME: Nå, nå. To-tre klummer om andre ting, og så fluks tilbage til kærligheden, den fedtede og fjollede fidus. Altså, den har det jo med at komme snigende, den tager alle mulige former, den kærlighed. Og nu står den her så igen, og jeg ser på den og skal finde ud af, hvad jeg stiller op med den.

Jeg har datet, elsket, mistet, været gift, blevet skilt og søgt nye veje for mig selv de sidste tre år (og før det, bevares). For hvorfor skulle en ny tosomhed være den eneste ene måde at være i forhold på? Jeg har på den ene side slet skjult mistro overfor folk, der har været alene længe (og virker lidt sære, som om de ikke har plads i deres liv til en kæreste) – og på den anden side også en hovedrysten overfor folk, der ikke bestiller andet end at være i forhold. Vi kender alle nogen, der lever et liv, hvor de aldrig levner plads til at kunne møde nogen eller lever så drengerøvsagtigt m/k, at man tænker, at de ikke virker som typen, der gider et andet menneske tæt på. Og vi har alle en ven eller veninde, som kun er single i to minutter ad gangen, som taler enhver ny (potentiel) kæreste op, fordi de dybest set ikke magter at være alene.

Ikke jeg! Jeg holder virkelig mund med, hvem jeg ser, hvis jeg ser nogen. Mest bare fordi jeg ikke orker andet. I forvejen er jeg pinligt bevidst om, jeg er i forvejen bliver set på som en slags boheme-tøjte, bare fordi jeg gerne taler og skriver om sex. Sandheden er, at jeg OGSÅ er dybt kedelig og ikke nær så eksotisk, som man kunne tro. Jeg vælter mig hverken i mænd eller kvinder, og når klokken ringer til sidste omgang i baren, så er jeg hende, der er blevet lagt mindst an på, og som går alene hjem. Men altså, naturligvis ser jeg folk. Selvfølgelig flirter jeg.

For samtidig har jeg måttet erkende, at jeg jo selv gerne ville i en eller anden form for havn igen. At det både føltes ufatteligt fjollet at gå på den ene date efter den anden, ikke forvente noget, have en sjov aften (og måske fornemmelsen af, at det nok ikke ville blive den store kærlighed), og at det også føltes en kende skuffende. Både over at andre tror, de kan vurdere, hvem man er efter en kop kaffe og en gåtur. Det kan jeg ikke, jeg kan kun mærke, om jeg stadig er nysgerrig efter at lære folk bedre at kende, og det er jeg som regel. Jeg er nysgerrig af natur.

Anyways. Mit liv leves med og uden børn. Alt, hvad der hedder romantik, sex og aftaler ligger i den ene uge, alt hvad der hedder Disney, spaghetti bolognese, skænderier om lektier, hygge med krea-projekter i den anden. Flirt bliver der skruet ned for i ungernes uge, det passer bare ikke sammen.

Men kan man egentligt have en 7/7-ordning på kæresteri? Er der nogen, der kan holde til det? Eller er man nødt til at gå all-in? For hvis jeg skal være helt ærlig, så passer det mig godt at dele tingene op. Jeg har ikke just mødt dem i de sidste tre år, der fik travlt med at skabe en ny familie med mig, eller dem, som for alvor interesserer sig for mit liv hveranden uge (jo, jeg mødte en, men jeg var for forelsket i ham-jeg-ikke-vil-klumme-om til, at det kunne fungere). Mine børns far har…

 ….Læs resten herovre!

BONUSINFO:
1) …Jeg sagde ja. Hvis du vil vide til hvad, må du klikke videre (totalt clickbait, men gør det bare…!)

2) En anden af mine klummer (nemlig denne her) var den 9. mest læste artikel på Alt.dk i 2016 – fantastisk!
img_3301

 

Leave a Reply

%d bloggers like this: