Fifty Shades – I Mørket – ***

James Foley

Når man længes så meget efter et andet menneske, at man vil gøre hvad som helst for at blive i forholdet, så er det kærlighed, ikke sandt?

Anastasia Steele (Dakota Johnson) er en ny kvinde efter bruddet med sin første kærlighed, den mystiske milliardær Christian Grey (Jamie Dornan). Nyt job, mere selvtillid, sunde interesser og ikke alt det kinky noget. Sådan en pige er hun jo ikke. Men han vil have hende tilbage, denne gang uden pisk, kontrakt eller noget. Bare de to. Og hun er fristet. Men kan de finde ud af det?

Uanset, hvor meget Christian Grey rynker brynene, når endnu et traumatisk barndomsminde pibler frem i hans ellers så kontrollerede sind, så er vi bare ikke rigtigt inde, hvor det gør ondt på den gode måde. Her menes det plotmæssige, ikke smækkene (som er få og harmløse).

Anastasia er hurtigt i hans muskuløse arme igen, han lærer at tale om følelser og hun får hurtigt skruet op for intensiteten i den såkaldte vanilje-sex (gad vide, hvad vanilje nogensinde har gjort siden den lægger navn til kedelig sex?). Han er stadig en manipulerende kontrolfreak, men nu siger hun fra og så elsker de. Igen.

Dybest set er der ikke rigtigt en historie her. Hvis det nu var vigtigt for nogen. Dette er blot en serviceoplysning; kernepublikummet er nok hamrende ligeglade. Og man behøver jo heller ikke bruge et medrivende plot som undskyldning for at se de to smukke mennesker klæde sig af og knalde passioneret og fotogent til tidens toner.

Alt glider mere og mere romantisk fremad mellem de to. Der er naturligvis små forhindringer; der er hele to eks-elskerinder, som har set sig sure på Ana, der ellers er så læbebidende sød, at det næsten hviner. Og hendes nye chef virker charmerende, men har en brutal undertone. Det er sørme godt, at Ana kun tænder på Christian, og ikke på dominans i det hele taget. For så ville hun da aldrig få lavet noget på kontoret, men kun sukke efter at skulle komme ind på kontoret. Nogen Maggie Gyllenhaal-sekretær er hun ikke.

Dybest set er Christian, den stakkels dreng, der mistede sin mor til crack, og blev sadist og mangemilliardær, blot hendes levende sexlegetøj. Hun vil gerne have smæk, og han lystrer hende, selvom han stadig er brændt barn indeni.

Det er dejligt, at dette ikoniske par har fået lidt flere facetter i deres prismer. Man ser flere af menneskerne omkring de to. Alle spiller godt og gør deres bedste med det forlæg, der ikke udvikler sig, men bare triller jævnt og flot derud af. Men farve og reel spænding er der ikke meget af. Det er ikke mørkere, bare mere gråt i gråt, men nu drysset med rosenblade, sukker, smæk og vanilje.

Leave a Reply

%d bloggers like this: