Venus – Let’s Talk About Sex – *****

Lea Glob, Mette Carla Albrechtsen

Nogle gange er det godt at blive mindet om, hvor enkelt en film kan laves for at være noget nær perfekt. Ingen svulstige kameragange, ingen kompliceret scenografi eller unødig klæbende underlægningsmusik.

Bare en masse unge kvinder, der en efter en sidder på en barstol og blotter deres inderste tanker om sig selv, om forventninger, lyster og længsler. Mere sker der sådan set ikke. Men hold nu op, hvor er der meget på spil.

Det er både øjnene og historierne, der fanger publikum ind. De mange intense blikke i ungpigeansigterne, når en af dem ser genert væk eller holder insisterende øjenkontakt. Tåren, der ikke kan holdes tilbage længere eller øjne, der spærres op, når munden har fortalt noget, som den ikke har formuleret helt så klart og åbent før.

Man ser, hvordan de overrasker sig selv, når de hver især får sat ord på egne oplevelser og tanker. Man kan mærke erkendelserne i dem som en ny pulseren. Det er forførende. Man kan ikke andet end forelske sig i de unge kvinder. De serveres og tager for sig uden anden indpakning end nysgerrighed, deres skjold er deres åbenhed.

Samtidig vælter et mylder af følelser og erfaringer gennem beskueren. Denne anmelder kan godt huske den tid, hvor alt var nyt og uforklarligt, dragende. Ikke helt på samme måde, naturligvis, men alligevel viser denne film, at nogle ting ikke ændrer sig. Alt det med sex og hvordan man gebærder sig i det. Alt det, der ser så enkelt ud, men ikke er det.

Det er en lille, men overvældende film. Fordi den sætter så mange tanker igang imens og insisterer på det nærvær, som de enkelte kvinder øser ud fra lærredet. Som en voyeur tager man det hele med, drikker fra deres kilde af inciterende ungdom.

En anke kan være deres alder. Eller deres tydelige progressivitet. Vi får indblik i en bestemt slags kvinder i en særlig fase i deres liv. Den tidlige, den eksperimenterende. De har ikke været igennem børnefødsler, skilsmisser, opblomstring, sygdom og overgangsalder. Det gør ikke noget. Disse stærke, unge kvinder er som sarte knopper, der springer ud foran øjnene på os. Og det er fint.

Må denne film blive set af mange af alle køn, må den være med til at sætte ord på alt det sanselige, som vi tror, de andre har nemmere ved end vi selv har. Må det blive tydeligt, at den personlige oplevelse også er en fælles. Man kan håbe, at der kommer en tilsvarende film med unge mænd.

Leave a Reply

%d bloggers like this: